Johanne Luise Boesdal
© Magasinet Liv

Klumme: “Nu pakker jeg altså de kasser væk!”

Johanne får tit at vide, at hun er typen, der er lidt halvdistræt og kun kan finde ud af at have én ting kørende ad gangen. Nu er hun blevet træt af at inddele sig selv og andre i kasser

27. februar 2017 af Johanne Luise Boesdal

Det er ikke nemt at være kasseløs. At holde sig selv og andre helt uden for de sædvanlige kasser, vi inddeler os selv og andre i. “Hun er sådan en, der kører med multifarvet cykelhjelm og spiser dadler, når hun er sliksulten.” Eller: “Hun er sådan en, der renser sit tastatur med en vatpind. Men når hun bliver fuld ...”

Selv er jeg blevet godt og grundigt kasseinddelt – af mig selv og andre – for år tilbage. Jeg er “sådan en, der er lidt halvdistræt og kun kan finde ud af at have en ting kørende ad gangen.” Jeg “bor lidt boheme-agtigt (i pæne vendinger), hvor farverne ikke helt matcher”. Jeg er også “sådan en, der kommer susende i sidste øjeblik og aldrig ville kunne gå til en hobby, jeg død og pine skulle møde op til på et bestemt tidspunkt”. Sidst, men af stor betydning, er jeg “sådan en, der præsterer bedst foran en computer, hvor sætninger kan deletes eller skrives om”.

Det er nogle af de kasser, jeg har boet i rigtigt mange år af mit voksenliv. Så mange, at jeg helt havde glemt, at de ikke er sandheder skrevet på stentavler.

Og da jeg forleden overraskede mig selv og sagde ja til at optræde som vært ved en begivenhed – uden mulighed for at skrive om – kom jeg til at tænke over, hvorfor jeg egentlig har fået sat et mærkat på mig selv som en introvert type, der ikke tør sige noget i store forsamlinger?

Ud med det, der strammer

Jeg satte mærkatet på mig selv, fordi det var nemt. Så behøvede jeg ikke at bekymre mig mere om det. Jeg var ikke typen, der ville stille mig op foran andre mennesker. Færdig, punktum, slut. Det måtte andre gøre, så jeg kunne sidde i salen og trække vejret frit.

Men hvad med alt det, jeg har på hjerte og igennem tiden også har fået proppet ind i min hjerne? Og hvad med den sunde udfordring, der ligger i indimellem at gøre noget, som får dig op på tæerne og gør dig rank i ryggen? 

Jeg har derfor besluttet at tage de kasser frem og kigge lidt på dem. For nej, jeg er ikke længere hende den forvirrede, der altid kommer halsende et kvarter for sent uden en gave under armen, men er sjovt nok blevet et voksent menneske, der fint kan dukke op til tiden med en velvalgt gave i tasken. Og som har fået op til flere stilleben i mit hjem, som ikke er spor tilfældige.

Øvelsen går ikke ud på at bryde totalt med mit selvbillede, men blot at rydde op i de gamle forestillinger og fortællinger, jeg har fået skabt igennem tiden om mig selv (og om andre). Få smidt dem ud, der strammer.

Som aktuelt: At jeg ikke kan moderere en debat. Selvfølgelig kan jeg det. Jeg er 43 år gammel og har været igennem så mange dilemmaer, diskussioner og forsoninger (jeg bliver helt svimmel ved tanken!), siden jeg som ung puttede mig selv i kassen: Bedst til at betragte fra sidelinjen. 

Nu passer det

Det føles både befriende og en lille smule skræmmende at være kasseløs her på sjette døgn. Flere ting føles mulige, og jeg har genfundet nysgerrigheden i samtaler med andre.

Tog mig selv i forleden at fastholde en samtale om infrastrukturen i Danmark, noget jeg tidligere ville have forsvoret ville ske. Men fordi jeg lod tilsyne­ ladende trafik­geni tale færdig, inden jeg proppede ham i en kasse, er det nu ret interessant, om en 18 kilometer lang tunnel med et budget på 62 milliarder kroner viser sig at være den rigtige investering, og hvem der tager ansvaret, hvis det ikke er.

Men der opstår stadig øjeblikke, hvor jeg har lyst til at hoppe tilbage i de veldefinerede rammer med noget uld og noget Netflix ved hånden.

Og det gør jeg så. Der var jo en grund til, at jeg i sin tid valgte at skrive og ikke blev performancekunstner. Det må bare aldrig blive en selvforstærkende fortælling, der afholder mig fra et fremtidigt seniorjob som hospitalsklovn. Eller fra at træde væk fra skærmen og op foran en flok. Om det så kræver et lidt nervøst “hej-hej” i mikrofonen og et par røde pletter på halsen.

Klummen er skrevet af Johanne Luise Boesdal (43), der er kommunikationskonsulent og tidligere journalist på Magasinet Liv. Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 72. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste