© iStock

“Nej, sagde jeg!”

Karen Seneca er eminent til at sige ‘ja’ til livet - nu vil hun øve sig i at sige ‘nej’ engang imellem.

10. august 2016 af Karen Seneca

Klummen er skrevet af tidligere Magasinet Liv-journalist Karen Seneca .

 

“Hey, kan jeg ikke lige låne bilen i eftermiddag?”

Min venindes henkastede spørgsmål sætter straks mine tanker i rotation: ‘Sidst hun brugte bilen, lavede hun en parkeringsskade. Jeg må finde på en undskyldning! Den er på værksted, blevet stjålet eller punkteret ...’.

“Ja, tag den bare. Jeg skal alligevel ikke bruge den i dag!” lyder det så fra mig.

Sagde jeg virkelig ja? Igen? Er det ikke fuld­stændig rimeligt at sige nej og forklare, hvorfor det ikke virker som verdens bedste idé at låne sin bil ud til en dårlig bilist? Hvor svært kan det være? Åbenbart temmelig svært, for jeg har tit befundet mig i en situation, hvor hele min krop skriger: ‘Nej!’, og mine læber begynder at forme ordet for så at åbne sig og sige det stik modsatte. Bagefter har jeg frygtet, at bilen blev kørt i smadder, at mine sko kom tilbage uden den ene hæl, eller at min yndlingsbog bare blev væk.

 

 

Boller eller ægteskab?
For nogle år siden skrev jeg en bog sammen med sexolog Joan Ørting. Bogens budskab var at lære at sige ja. Et stort rungende: ‘Ja!’. Og det er stadig godt og rigtigt at være positiv, gribe dagen og alt det der, men det er altså mindst lige så vigtigt at kunne sige nej, hvis nejet er det, der føles rigtigt.

Det er nemlig helt o.k. at sige nej tak til en middag hos perifere bekendte, hvis du hellere vil bruge tiden på at hygge derhjemme med dine børn eller læse en bog under dynen. Hvis parforholdet skranter og har brug for lidt førstehjælp i form af en flaske vin, sex og samtaler, behøver du heller ikke at tage glædesmasken på og troppe op til fødselsdagsboller hos svigermekanikken. Når alt kommer til alt, vil de vel hellere have, at dit ægteskab fungerer, end at I indtager et dusin hjemmebagte boller i deres sofa.

Vi vil så gerne elskes. Og gøre folk glade. Vi har ikke lyst til at såre nogen eller gøre dem sure, men når vi har det sådan, glemmer vi os selv.

Efter en travl uge på arbejdet er det ikke sundt at have en fuldt booket kalender med pligt-ting. Lørdag: Brunch hos søster kl. 10, mødes med veninde kl. 14, middag med kolleger kl. 18. Søndag: Køre Oscar til fodbold kl. 10, mødes med vennepar kl. 13, svigerfamilie til middag kl. 19. Hvem sagde stress?

Selv øver jeg mig ihærdigt på at sige nej. Det begyndte, da jeg var gift, og der var en, der havde fødselsdag nærmest hver weekend i min mands store familie. Yderst presset måtte jeg til sidst droppe hver anden gang lagkage for overhovedet at få tid til andet. Så kom de fester, der ikke altid passede med mit og min datters behov for at være sammen. Her lærte jeg at sige: “Tak, men nej tak”, når hun og jeg havde brug for at være sammen om en slikpose og en gang talentshow.

Nu er der min elskede, som jeg hjertens gerne hoppede nøgen rundt på Strøget for, fordi jeg er så forgabt i ham. Ham øver jeg mig på: “Nej, vi kan ikke spise sammen på onsdag, for jeg skal skrive en artikel, se De unge mødre og i øvrigt bare pille mig selv i navlen.”

Det er sværere med veninderne. Det ligger dybt i mig, at jeg altid skal være der for dem, så hvordan forklarer jeg, når de er gået over mine grænser? Eller at jeg ikke har tiltro til deres evner som sko-låner, bilist, eller bare ikke orker at skille mig af med den bog, jeg har haft siden gymnasiet, har læst 100 gange og elsker som mit barn nummer tre?

Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at løsningen ikke er at lyve for at smutte udenom. Løsningen må være at sige det, som det er. Og hvis jeg nogensinde skal skrive en anden bog, bliver det en hyldest til nejet, for det er tit evnen til at sige fra, der gør, at man kan sige ja fuldt og helt.

 

LÆS OGSÅ

Klummen er bragt første gang i Magasinet Liv nummer 2.

Måske er du interesseret i ...

Seneste