Længe leve hængebarmen

Liv-læser, Ulla, har set sine bryster mere perfekte, ja. Men hun har egentlig ikke set dem gladere end nu.

8. september 2015 af Ulla Grundtvig Brask

Denne klumme er skrevet af Liv læser Ulla (45), journalist, gift, to børn.

Jeg har en gudesmuk datter på 18 år. Sådan en lille fiks størrelse 36 med de helt rigtige proportioner. Langt, mørke­brunt hår og skønne, fyldige læber og et smittende smil har hun. Bryster, der hverken er for store eller for små, og som bare sidder: Præcis hvor de skal. 

Alligevel finder hun i forbindelse med omklædning til festtøj anledning til at spørge: “Ser min numse for stor ud i de her bukser?” Eller: “Har jeg ikke lidt for brede hofter til denne her kjole?”

Hver gang ser jeg på hende og svarer: “Anna, du ser ud, præcis som en almindelig kvinde ser ud: med feminine kurver.”

Bagefter uddyber jeg gerne med: “Hvor ville jeg ønske, at du kunne elske din krop, som den er. Den bliver aldrig smukkere, end den er nu. Nyd den.”

Hjernevaskede bryster
Jeg har selv stået der foran spejlet i midt-80’erne og været vældig utilfreds med det, jeg så. Henriette fra folkeskolen var mit store kropslige forbillede. Mens jeg var lang og mager og blev kaldt stankelbenet, var Henriette lille og fast. Ikke buttet, men sådan lige tilpas med noget til både gården og gaden. Hun var også populær hos drengene. Hvem der bare var Henriette.

I dag er jeg blevet 45 år. Fortsat slank uden at være tynd, men med runde, kvindelige former og indehaver af de typiske spor, kvinder har efter børnefødsler og amninger: Blød mave og bryster, der ikke sidder helt, som de sad engang. Der er ar efter et kejsersnit, uskøn appelsinhud, baller, der hænger mere, end da jeg var 20. Jeg har linjer i ansigtet, der vidner om, at jeg har levet et liv med både masser af smil og tilpas med tårer.


LÆS OGSÅ: Stop det – krops-snerperiets tyranni!

Men trods denne noget miserable fysiske tilstand er jeg glimtvis ufattelig lykkelig. Helt ærligt langt mere tilfreds med både mit jeg og min krop, end da jeg var ung og smækker. For inden under slaskethed og rynkeeffekt gemmer sig en selvsikker, harmonisk og klogere Ulla.  Jo mere min krop er gået i naturligt aldringsforfald, des gladere er jeg blevet for det, jeg ser.  At sex også er blevet mere intenst med alderen, er en herlig sidegevinst, jeg nyder fuldt ud.

Hvorfor er det sådan? Det giver i første omgang ingen mening at hade sin krop, når den er smukkest – og elske den, når den tager sig mindre fantastisk ud? Forklaringen ligger naturligvis i, at det hele foregår inde i mit hoved. For med alderen og erfaringen kommer jo ofte også en ro og en bedre forståelse og accept af sig selv og andre mennesker. Alt sammen er det med til at udvikle mig som menneske og mit syn på mig selv. Syn forstået helt bogstaveligt: Det, jeg ser i spejlet, når jeg står nøgen efter et bad, er jo ikke perfekt. Men det er mig, og jeg er glad for mig.

Trofæ-bryster
Selv om jeg ikke længere stræber efter det perfekte, kan jeg godt blive irriteret over, at den bløde mave buler ud over de stramme bukser. Fandens også. Selv ikke tre ugentlige svedige timer i træningscentret har fået has på den. Mormor-armene arbejder vi på. Jeg har rynker i panden, ved øjnene, mellem øjnene, på kinderne, ved munden, dobbelthagen … Der er klart opstramningspotentiale, og jeg forstår godt de kvinder, der tyr til indgreb for at komme forfaldet til livs. Men jeg vil ikke.


LÆS OGSÅ: Kloakhud og andre hudløsheder

Jeg vil ikke undvære mine hængebryster. Når jeg kigger på dem, glæder jeg mig over, at min mand også stadig glædes over dem. Og så at de har givet liv til de to dejlige unger, som blev født for henholdsvis 18 og 12 år siden. Amningen står for mig stadig som et fornemt samarbejde mellem mor og barn, og jeg har lykkelig glemt alt om, hvor uhørt hårdt det var at stå til rådighed med sine mælkedepoter i døgndrift. Konklusionen er, at det var det hele værd.

Til daglig og til fest ruller jeg dem op og pakker dem pænt ind i bh’er. Men når vi får chancen – mig og mine hængebryster – lader jeg dem flade ud. For for mig er brysterne og deres forhold til tyngdekraften et livsvilkår, der minder mig om, at jeg både er kvinde og mor. Og det er jeg faktisk stolt af. 

Ligesom min datters sidder de. Præcis hvor de skal.

Bragt første gang i Magasinet Liv nummer 31.

Måske er du interesseret i ...

Seneste