Klumme: "Jo, det kommer an på STØRRELSEN!"

Louise Thorsted er vild med nye trends, men nu er hun faldet for en ny tendens, der kan gøre en ende på det hele ...

1. august 2016 af Louise Thorsted

Jeg har lige læst en artikel om forfatteren Morten Brask, der har været nede på kun at eje 172 ting. Altså i alt! Vist nogenlunde samme antal genstande, som jeg hver dag bærer rundt på i min håndtaske.

Det handler om downsizing og er i familie med de lidt ældre begreber ‘simple living’ og ‘less is more’. Jeg opdagede det, da der kom et nyt fancy magasin på gaden, som hedder Real Simple. Det var så fyldt med en masse lyse, bæredygtige og ret dyre ting, man kunne begære og købe. Jeg tror ikke, ham Morten har læst det blad. Han havde i hvert fald ikke noget fra Ikeas limited edition.

Til gengæld havde han en knivmagnet kun tynget af en saks, en schweizerkniv og en stor og en lille universalkniv. Hans største luksus var gulvtæppet i stuen. For at det ikke skulle runge i det ellers sparsomt møblerede rum. 

Den billigste kop kaffe i mit liv

Det var et ret afgørende tidspunkt, jeg læste den her artikel på. Jeg havde et par sjældne timer alene. Timer, jeg fantaserede om at udfylde med så mange loppemarkeder som muligt. Jeg skulle bare lige have en kop kaffe og læse lidt avis til – og det var så her, Morten Brask dukkede op.

Det bliver nok den billigste kop kaffe i mit liv. For jeg tog ikke af sted, og siden har jeg ryddet op og solgt ud frem for at købe ind og samle sammen. Det største beløb, der er hævet på min konto de seneste måneder, er det, der skal dække to stande på det lokale loppemarked, hvor jeg for en gangs skyld skal stå på den rigtige side af bordet.

Det er ikke svært at finde tips til, hvordan jeg skal gribe den her downsizing an. Selv om jeg for længst har droppet reklameaviserne og de fleste nyhedsbreve, så bliver jeg dagligt bombarderet med ideer til, hvordan jeg lever enklere. Jeg skal bare lige købe de nye, fede opbevaringskasser, så får jeg overblik. Eller investere i det smarte vaskemiddel, der får mit strik til at holde længere, så jeg ikke behøver købe mere strik, kun nyt vaskemiddel! Og måske en skånevaskepose og oppustelige bøjler, det kan tørre på ...

En enkelt Google-søgning på ordet downsizing førte mig blandt andet til en artikel om det grå guld, der flytter ud af deres villaer til fordel for en mindre, skal vi sige 150 kvadratmeter stor, lejlighed med den helt rigtige beliggenhed. Det kan godt være downsizing lyder snævert, men som alle andre buzzwords ender det med at dække virkelig bredt. 

Egernet skal på pension 

Her på matriklen er vi for meget nylig blevet ufrivilligt downsizet. Vi havde indbrud, mens vi var på ferie. Men var det ikke, fordi døren var smadret, havde jeg nok ikke opdaget det endnu. Halvdelen af det, der forsvandt, har jeg nemlig ikke brugt de seneste fem år.

Ferie er ellers i forvejen den ultimative disciplin i at skære ind til benet. For mig går der sport i ‘så lidt som muligt’.
På den her ferie blev vores vigtigste ejendel det spil Uno, vi har spillet hver dag siden. Efter at det havde ligget uberørt i vores hjem i tre år, fordi det druknede i alt det andet gejl. 

Jeg skal ikke kigge langt efter yderligere inspiration. Der er kollegaen, som snart skal flytte og har smidt to store kasser ud, som stod oven på et skab. Uden at åbne dem. For nu har de stået der i 10 år, uden at hun har haft behov for indholdet og hvorfor så nu? Eller veninden, som holdt middag for 10, uagtet at deres husstand kun råder over 13 gafler og knive. I alt. Det var en sjov aften, og vi taler stadig om, hvordan vi måtte spise på skift og made hinanden.

Min største udfordring bliver, at jeg har sat mig for at skrue ned for antallet af loppemarkeder per weekend. Markeder, der i den grad tricker mit egern-gen. Som et andet sødt, pelset dyr plejer jeg at knokle rundt hele sommeren for at skrabe forråd sammen. For eksempel i form af den perlevæv, jeg skal bruge på plejehjemmet, feltsengene fra Anden Verdenskrig, som ...

Men nu har jeg besluttet mig for, at jeg ikke vil risikere, at mine unger skriver: ‘Hun brugte sit liv på at flytte rundt på bunker’ på min gravsten. (Er gravstene egentlig ikke dybt overflødige?). Værktøjet har jeg fundet hos den japanske oprydningsguru Marie Kondo. Hun har lært mig, at jeg skal spørge: Gør den her ting mig virkelig glad? Hvis nej, skal jeg skille mig af med den. Hvis ja, må jeg beholde den. Og det skal være så simpelt. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste