© Istock.com

Klumme: Jamen så vælger jeg ...

Lea Østergaard, redaktionschef på Magasinet Liv, plejede at gå alle valgmuligheder minutiøst igennem. Men med alderen er der sket noget

9. august 2016 af Lea Østergaard Andersen

Jeg er lige gået ud af en indretningsbutik. I ved, sådan en med porcelæn på den stramme måde, æsker med tapet, lamper med stofledninger og tre ruller masking-tape for 50 kroner. Straks efter mig går et par ud. Hun er begejstret, lyder til at fægte med armene og smile med stemmen og siger: 

“Åh, hvor var der bare mange af de billeder, man godt gad have, ikke? 

Det var svært at vælge, syntes du ikke?”

Han siger: “Jooo ...”

Parforholdets glæder

Min mund flækker, for det er så tydeligt at høre, hvad han i virkeligheden siger: “Nej! Det var overhovedet ikke svært. Jeg vidste efter fem sekunder, hvilket et jeg ville have, og stod det til mig, havde vi været hjemme for tre kvarter siden, og jeg ville være godt i gang med enten en lur eller en æggemad.”

Mit smil er genkendelsens glæde. For åh, hvor har jeg også svært ved at vælge – og åh, hvor har min mand det bare ikke helt på samme måde.

Og lige en indskudt sætning for at få det på det rene: Jeg mener ikke, at ALLE mænd og kvinder per definition er sådan. Men at mennesker kan være så forskellige.

Og det er min mand og jeg så også.

Et døgn om at vælge lamper

De fleste af lamperne i vores hjem har nok taget et døgns tid hver at hive i land. Og det var altså ikke, fordi de skulle hentes i området omkring München. Men der skal jo researches, forestilles sig, snævres ind, sammenlignes. Og så skal der lige dobbelttjekkes. Min mand syntes egentlig, de første dækkede behovet.

Når vi er ude at spise, går jeg menukortet igennem, som var det den første lejekontrakt, jeg skrev under uden min far. Minutiøst. Jeg skal da lige vide, hvad der står på det kort!

Min mand læser vinkortet imens.

Liste op og liste ned

Da jeg var gravid med vores tvillinger, var min absolutte favoritbeskæftigelse i flere måneder lige at vende: Åh, hvad synes du, de skal hedde?

Jeg skrev lister, ledte efter navne, i bøger, film, under bunden af en kop som en anden Keyser Söze, havde argumenter for og imod alle navne, parrede dem i det uendelige – så de selvfølgelig passede sammen uden at være for oplagte matches. Indtil den dag min mand sagde: ‘Lea, det er ikke, fordi jeg ikke synes, at det er vigtigt, eller jeg ikke elsker at snakke om dem, men kan vi helt ærligt ikke vente med at give dem navne, til de er her?’. 

Han mente det ikke rigtigt som et spørgsmål. Han orkede ikke flere valgmuligheder.

Som at vinde i Lotto

“Men jeg elsker valgmuligheder!" Tog jeg mig selv i at forsvare mig selv (og kvinden uden for indretningsbutikken) over for mig selv, mens jeg låste min cykel op. Det er alle tankerne, der går forud for valget. For det er jo dem, der er fornøjelsen, og det er jo det, det er: En fornøjelse. Det er ligesom miniudgaven af at drømme om at vinde i Lotto at stå der og overveje: ‘Jeg kunne gøre det her, men jeg kunne også gøre det her’. Alt kan lade sig gøre, og mens du går alle valgmulighederne igennem, får du på en måde lov til at få dem alle sammen. Det er dét, jeg elsker.

At være tilfreds er ikke dødens pølse eller at lægge sig fladt ned. Det er befriende.

Frygten for at nøjes med

Det handler selvfølgelig også om noget, jeg hader. At gå glip af noget; at ramme forkert, at nøjes med. Og at risikere at fortryde. Det er en begærlighed, men også en usikkerhed.

Da jeg 10 minutter senere stod foran blomstermanden og skulle vælge en buket, tog det kun to sekunder at vælge de tofarvede tulipaner. Ikke fordi jeg havde besluttet mig eller været gennem alle tankerne på forhånd, men fordi ... hvad?, var der tid til at tænke på cykelturen hjem.

Dødens pølse

Fordi jeg også elsker valgmuligheder mindre, end jeg gjorde engang. De gør mig også lidt træt. Ligesom manden uden for indretningsbutikken. Ikke at jeg er blevet en mand – hvilket mit spejlbillede en gang imellem betvivler – men jeg er blevet ældre. Hvilket ikke gør mig mere træt, men det gør mig mere træfsikker. Det er i hvert fald min nye delkonklusion.

Jeg har jo fundet ud af, at jeg ikke er gået glip af noget og sjældent gør det. Og hvis jeg er det, kan jeg ikke huske det. Det, jeg husker, er det, jeg gjorde. Det er ikke nogen af valgene med 1.000 valgmuligheder, jeg fortryder. Det er nogle af dem med kun to valgmuligheder – eller i de tilfælde, hvor jeg valgte ikke at vælge. 

Og så har jeg fundet ud af, at at være tilfreds slet ikke er dødens pølse eller det samme som at lægge sig fladt ned. Det er tværtimod befriende. Essensen. 

Når noget er godt nok

Jeg behøver ikke altid at vide, hvad der er det bedste, eller hvad der ellers findes, når nu det, jeg har, er godt nok. 

Det betyder ikke, at jeg ikke stadig er den første til at kaste mig ud i en omgang ‘hvis du nu kunne være hvilken som helst superhelt, hvilken en ...’. Det betyder bare, at nogle gange svarer jeg ‘Superman' inden for det første sekund.

Måske er du interesseret i ...

Seneste