Klumme: “At have teenagere er lidt som en rejse til månen”

Karen Greve har fået teenagere i huset. Og med dem ren besked. Blandt andet om, at det med, at hun er meget mere teenage-cool end sine egne forældre - det er mest noget, hun selv tror

26. april 2017 af Karen Greve

Jeg har aldrig været bleg for at give min far ren besked. Som teenager bad jeg ham om at holde op med at sige ‘fedt nok’ og ‘kanon’ og desuden parkere lidt væk, når jeg skulle hentes fra fester om natten, fordi det var pinligt, at han absolut skulle snakke med mine venner. Begge dele ignorerede han helt roligt.

Men han bemærkede dog engang med et suk, at mens han aldrig selv turde sige noget til sin far, så var min lillebror og jeg da gået eftertrykkeligt i den anden grøft.

“I siger jo simpelthen ALT til mig,” sagde han en dag, hvor jeg lommefilosofisk havde forklaret ham, at mennesker med stort behov for orden omkring sig (ham) nogle gange kompenserer for rod i hovedet, mens andre (mig) lever i sundt, balanceret rod både indeni og udenpå. 

Og nu kan min far så grine højt og gnæggende af skæbnens ironi, for naturligvis smager jeg med teenagere i huset min egen medicin

Hallooo, det er mor!

Jeg har overhovedet ikke set det komme, for det er kun cirka fem minutter siden, jeg gav dem flyverdragt på og sang godnatsange. Nu står jeg foran en låst dør og beder spagfærdigt om lov til at komme ind og lægge rene cowboybukser i størrelse mand på plads på deres værelser. Og til sidste søndagsmiddag med bedsteforældrene bidrog mine to ældste sønner på 16 år og 13 år til konversationen med en meget præcis og meget bidende karakteristik af deres far og mor.

Det var noget med, at når jeg bliver sur, så foregår det på højeste level (i min ungdom ville vi have sagt, at jeg ‘flipper ud’, men det er totalt Misse Møhge i dagens gamer-sprog). Deres far derimod er åbenbart mere jævnt gnaven. 

Nå! Jeg er så ikke så cool, som jeg altid har troet. I hvert fald er det en underlig fornemmelse at sidde der og blive analyseret af ens unger, når man de seneste 16 år har været den, der analyserede dem ned til mindste detalje. For at være sikker på at de nu også var tilpas mætte/udhvilede/stærke/glade/sociale og så videre.

Jeg har på en eller anden måde ikke forstået, at vi skal til at bytte roller. Ligesom jeg heller ikke har tænkt over, at jeg har et skingert grin, og at det ville være rart, hvis jeg grinede lidt mindre, især når vi er sammen med andre. Men det ved jeg nu.

Ligesom jeg er klar over, at jeg ikke behøver at sige noget, når vi er til skolehjem-samtale, og frem for alt skal holde op med at fortælle noget om mine børn til familiefester. De skal nok selv sige det, der skal siges. Og det er ikke så meget. 

Til månen og tilbage igen

Det kan være et chok at blive sat på plads af sine børn, men på den anden side, så har de en pointe, når de piller mig ud af vildfarelsen om at have kontrol med situationen (og dem). De vil gerne selv fortælle om deres liv. De synes, jeg skal fylde mindre. Og frem for alt skal jeg stole på, at de selv har styr på tingene. Hvis jeg gør mig umage, kan jeg godt se, at jeg skal være stolt af den udvikling.

Det betyder, at de er begyndt at folde deres vinger ud og blafre med dem. De flyver ikke væk endnu, men de begynder så småt at længes efter et sted, hvor jeg ikke er til stede hele tiden med min kiksede latter og mit overivrige engagement i det liv, som er deres. Indtil nu har det føltes, som om de var mine, men jeg ved det jo godt. Det er en illusion. De er deres egne.

Jeg trøster mig med et billede, jeg har fra tv-serien Modern Family: At have teenagere er lidt som en rejse til månen.

Først er der rystelser, ild og røg, og alt går stærkt, og så når de om på den anden side af månen og er helt uden for radiokontakt. Der er kun stilhed og en voldsom angst for at miste dem helt. Indtil signalet på magisk vis vender tilbage. De har rundet månen og har kurs mod jorden igen.

Og så er jeg altså ligeglad; Jeg kommer til at grine højt og larmende, når det sker! 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 74. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste