Jeg skal bare liiige ...

Lea Østergaard Andersen er Alfons Aabergs far – med bryster og svagt bredere bagdel. Hun udskyder ting, udvider tid, men nu skal regnestykket gå op.

17. marts 2015 af Lea Østergaard Andersen

“Om en lille time …” “Jeg skal bare liiige …”

Hej, jeg hedder Lea, og jeg lyver.

Ikke de store, fede Arvingerne-løgne, som gør andre mennesker ondt. Men de små, spinkle løgne om, at jeg er færdig, før jeg er det, er der, før jeg er der. Det er ikke, fordi jeg vil det. Jeg synes sjældent, jeg gør det i øjeblikket. Men en stor time senere kan jeg godt se, at jeg gjorde det.

Jeg er tidsoptimist. Og, okay! Tidsudskyder. I xxl og 3D. Hønen eller ægget? I mit tilfælde er det en orm med to ansigter. Det hænger sammen. For når jeg tror, jeg kan nå mere, end jeg kan, må jeg udskyde noget. Og når jeg ud­skyder noget, må jeg strække fremtiden lidt. Meget.

Jeg er hende, som nok ikke skulle have haft den information, at du kan udskyde eksaminer, da jeg studerede. Og jeg er hende, som helt glad og helt overbevist udførligt skriver de ting, jeg ikke nåede i dag, på min liste til i morgen. Lige efter de 20 punkter, der stod der i forvejen. For det er da helt realistisk. Intet problem. Hvis jeg løber hurtigere – og resterne fra i dag, dem har jeg jo alligevel tænkt igennem, og derfor er de nærmest gjort. Not!

 

 

Det er min mors skyld. Det var hende, der altid sagde til mig: “Godnat, min skat, og sov så fem kvarter i timen.” Men det kan man jo ikke! Mor. Og det er ikke, fordi jeg ikke har prøvet. Det er ikke få gange (ofte), jeg har stået på min universitetstids café klokken tre og tænkt: Jeg skal møde ind på den her café klokken ni, hvad gør jeg? Kort tænkepause (for kort). Jeg tager to timer mere, sover fem kvarter i timen, og jeg har fået fuld aften i byen plus fem timers søvn (jeg boede meget tæt på). Matematik for humaniora-studerende. Viste det sig at være.

Men desværre ikke logik som i: Det skal du aldrig gøre igen. Min mand fortalte mig engang, at han lægger en halv time til det tidspunkt, jeg siger, jeg vil være hjemme. Han kalder det Lea-faktoren, og han har ret. Hvilket jeg selv­følgelig benægtede og blev koldkrigs-sur i sofaen over. Det gør mig faktisk helt flov at skrive det. Ikke reaktionen (jo, også den, men det er en anden klumme – som jeg ikke må begynde på nu!), men faktoren. For det er jo ikke i orden.

LÆS OGSÅ Kloakhud og andre hudløsheder

Han bemærkede også for nylig – igen kærligt, igen med et hmprf som svar – at jeg har det lidt, bare lidt, med at liste mine planer for særligt fredag aften op: “Først løber jeg lige reolerne over, så badeværelset, sorterer vasketøjet, og skal vi så ikke se den film?” For så måske ikke helt at få det hele gjort. Bare måske. 

Lad mig røbe: Hvis jeg får tændt vaskemaskinen og set krimi længe nok til at vide, hvem der er morderen, så har det været en effektiv aften. Men det er så svært at røbe. Åbenbart, for jeg ser jo mig selv gå i forsvar, når min mand eller andre sagesløse sjæle kommenterer det. Jeg kan ikke lide at indrømme, at jeg ikke er korrekt. Jeg er bange for, at gør jeg det, giver jeg go til, at jeg er sådan i alle livets forhold. Det er jeg ikke. Og det er ikke løgn. Men det kan komme til at lyde lidt Stein Bagger-mærkeligt, mens man indrømmer, ikke?

 

 

Freedom!

Så hvorfor er det, jeg lyver?

Fordi jeg kan! Jeg kan rykke rundt på opgaver. Udskyde dem. Ændre dem. Lade, som om jeg ikke har dem. Endnu. Det giver mig følelsen af frihed. At det er mig, der bestemmer.  At jeg ikke kan sættes på samme formel som en madplan fra Føtex.  Jeg kan ikke tage til Goa og blive der, til min hud ikke kan absorbere mere sol. Men jeg kan sige: I dag gider jeg simpelthen ikke lave det, jeg har planlagt, jeg laver noget andet – og en ny plan i morgen. Og bum, luft i hovedet.

Det giver mig også drama. Den her klumme har jeg skrevet tre gange. Halvt. Og det er jo ikke, fordi den er topdramatisk. Men presser jeg deadline, bliver omstændighederne det kanske? Ligesom Superman, der sænker et skib for så at flå det op af havet, sekundet før folk drukner. Uden sammenligning i øvrigt.

Engang var jeg træt af, at jeg kunne spænde ben for mig selv. I dag er jeg kommet frem til tre ting:

 

 

Mange af de ting, der forskyder sig eller hober sig op på mine lister, stammer ikke fra min tidsudskydelse eller tidsoptimisme. De kan ikke være anderledes. De er mit liv. Mine tvillinger bliver asymmetrisk syge. Min veninde har fødselsdag, inklusive tale, gave og fund af ny kjole og ny tid ved lægen. De ting slår jeg ikke længere mig selv i hovedet med.

Til gengæld har jeg indført ugentlige raids. Dage, hvor jeg kun skal koncentrere mig om en ting: at gennemføre listen fra a til å. På med det lange lys og op med hæve-sænke-bordet. Og de virker. Jeg har fået skåret Lea-faktoren ned med et kvarter og er fri for den der følelse af at være bagefter eller at skuffe. Den er rædderlig – og får kun en til at skrue tidsoptimismen i vejret. Så en anden kan blive skuffet. Og det er ikke drama, det er dumt. De dage pisker jeg mig selv med.

For så i resten af mine tilfælde af tidsudskydelse og tidsoptimisme: at gøre absolut ingenting. Ikke være ærgerlig over noget, jeg har brug for. Åndehuller i planlægningen. Mine ludobrikker, jeg kan flytte rundt på, til det hele går op. Både for mig og planerne.

 

Artiklen er bragt første gang i Magasinet Liv nummer 37.

Måske er du interesseret i ...

Seneste