© iStock

“Jeg er altid bagud”

Isabel Fluxá Rosado har affundet sig med et liv som den allersidste, der står på bussen. Og hun øjner mindst én klar fordel.

28. april 2015 af Isabel Fluxá Rosado

Isabel, som har skrevet denne klumme, er tidligere journalist på Magasinet Liv.

Da jeg var teenager for cirka tre årtier siden, begyndte jeg at sakke bagud. Indtil da havde jeg ellers været nogenlunde på forkant. I folkeskolen var jeg den yngste i klassen og en af de flittige, en læsehest med mere nørd- end x-faktor, som passede sine ting, fulgte med og lavede sine lektier.

Sådan da. For indrømmet: Det var altid i sidste øjeblik. Stile blev skrevet aftenen før aflevering, og jeg kom ofte sent ud ad døren og nåede først til time, når læreren havde sat sig ved katederet. I forhold til mine klassekammerater var jeg også konstant bagud på point. De måtte være en time længere ude om aftenen, de måtte gå i ungdomsklub et år før mig, de måtte få højhælede gummisko – så snart de trådte et skridt mere op ad voksen-stigen, måtte jeg ofte vente.

Gajol-bryster og nul kys
Da vi ramte puberteten, blev jeg i den grad overhalet indenom af de andre piger. Jeg var den sidste i klassen, der fik bryster, og da de endelig dukkede op, var de klassens mindste. Jeg var også den sidste, der blev kysset. Ud over det med brysterne havde det muligvis noget at gøre med, at mit ansigt var afspærret af et par megastærke hinkestensbriller i et uklædeligt brunt stel med duggede ruder, bag hvilke der gemte sig et sæt små stirrende stikpiller. Husker du, hvordan Bertel Haarder så ud i 80’erne? Tilsæt krøllet hår og fletninger, så har du billedet.

Da jeg så fik kontaktlinser, og den værste nørd-generthed var overvundet, kom der lidt ind på kontoen, men jeg var stadig bagud. For da jeg langt om længe blev kysset, var jeg den eneste jomfru tilbage i klassen.

Så kom gymnasietiden, jeg mødte min første store kærlighed og var endelig lidt med igen. Men ak, da vi blev studenter, og de fleste vidste, hvad de ville, bakkede jeg baglæns igen. For det vidste jeg ikke! Jeg havde en liste med mindst 12 uddannelser, der virkede spændende, og i stedet for at vælge én tog jeg et job, så ud at rejse, året efter et nyt job, så en uddannelse, et nyt job og så en ny uddannelse. Først som 33-årig stod jeg med et bevis i hånden for den uddannelse, der passede mig bedst. Efter at have studeret med en masse, der var fem-ti år yngre end mig.

Kobberbryllup – om otte år!
Jeg er stadig bagud i forhold til mange af mine jævnaldrende. Flertallet af pigerne fra folkeskolen kan snart fejre kobberbryllup, jeg har lige fejret fireårsdag med min kæreste. De fleste har teenagebørn, vi har en søn på to et halvt. Mange af mine jævnaldrende har fejret 10- og 15-årsjubilæer i deres job eller drevet virksomhed i ti år. Jeg har skiftet bane hvert tredje-femte år.

Jeg har været bagud med at blive voksen og bagud med at tage ansvar for mig selv og mit liv. Jeg har været bagud med mål og ambitioner. Ja, jeg har dårligt været bevidst om, at jeg havde mål og ambitioner!

Heldigvis har jeg med tiden fundet sammen med artsfæller på min egen alder. Sammen med dem har jeg aldrig følt mig bagud, og set i bakspejlet har vi det fint med at have prøvet os selv af på forskellig vis, inden vi valgte den sti, vi ville betræde. Vi er så småt ved at komme efter det.

Der er dog ét område, hvor jeg har det rigtig fint med at være bagud. Jeg vil gerne være bagud med at blive gammel. Ikke i år, erfaring, bagage, modenhed og eftertænksomhed. Jeg håber, at jeg får lov til at blive ældhamrende tudsegammel. Men jeg vil gerne sakke langt bagud med at blive gammel i ordets negative forstand: Slidt. Træt. Udbrændt. Gået i stå. Lukket for nye ideer. Dér vil jeg gerne være årtier bagud, og jeg er heldigvis blevet gammel nok til at forstå, at det vælger jeg et langt stykke hen ad vejen selv.

LÆS OGSÅ

Klummen er bragt første gang i Magasinet Liv nummer 3.

Måske er du interesseret i ...

Seneste