Jeg er 41 år – ung

Liv-læser, Conny, ville ikke være ældre, da hun var yngre. Hendes liv skulle aldrig ændre sig, hun ville altid være til dans på bordene. Det holdt ikke. Og det er hun glad for.

11. august 2015 af Conny Jensen

Denne klumme er skrevet af Magasinet Liv-læser Conny Jensen (41), kontor- og salgsassistent, gift, to børn.

Dengang jeg var yngre, for 10-20 år siden, havde jeg en klar opfattelse af, hvordan alting skulle være, når jeg blev ældre. Der skulle nemlig ingen ændringer være.

Jeg var sikker på, at jeg var genetisk anlagt for at blive gråhåret i en meget sen alder, og at jeg altid ville være slank og fast i kødet. Jeg ville heller ikke blive kedelig og konet. Jeg ville blive ved med at gå i byen og slå et hul i jorden. Jeg ville gerne have børn, men de har kun godt af at blive passet, så det var ingen hindring. Jeg havde godt nok allerede fundet manden i mit liv, men vi skulle forblive unge sammen.

 

Halbal forever?
Vi fik en dejlig dreng, da jeg var 25 år, og vi blev ved med at gå i byen indimellem – bedsteforældrene var gode barnepiger. Han blev dog hurtigt hentet hjem næste morgen, for man savnede jo straks sin lille dreng.

Og jeg må indrømme, at når vi var til halbal, var vi og vores omgangskreds efterhånden i den gamle ende. Jeg husker især en aften til et halbal i nabobyen. Der syntes vi godt nok, at de var slemt unge, alle de andre. Jeg åndede lettet op, da der endelig viste sig et par, der var lidt ældre end os. Indtil det viste sig, at de bare var kommet for at hente deres datter, som var taget til fest uden at få lov.

Det var sidste gang, vi tog til halbal.

Da jeg blev 29, fik vi en datter. Og det var nu så hyggeligt at være derhjemme, tage i Legoland og dyreparker. Men vi var jo unge og aktive. Og slanke, selv om mit kontorjob gjorde, at der lige så stille sneg sig flere kilo på.

Men kedelig og konet, det var jeg da i hvert fald ikke!

Tæt på min 36-års-fødselsdag fik jeg øje på mit første grå hår en morgen i spejlet. Det blev straks revet ud med rode, for det måtte da være en fejl. Min mor var mindst 50, inden hun begyndte at få grå hår, så vidt jeg huskede. Heldigvis gik der en tre-fire år, før det grå hår viste sig igen.

Siden har jeg givet håret en gang skyllefarve hver anden måned, som minder så meget om min egen hårfarve, at selv min mor forsigtigt en dag spurgte, om det var farvet.

 

Julefrokost – nu med måde
Jeg er nu 41 år og kom til at tænke på mine forsætter forleden dag. Og hvordan går det så lige med at holde sig ungdommelig?

Ja, vi render jo ikke ret meget i byen længere, og når vi gør, så drikker jeg næsten ingen alkohol, for jeg vil jo gerne have noget ud af næste dag. Nå ja, og så er det træls, hvis musikken er for høj, for så er det ikke til at snakke sammen.

Vi er en flok, der har holdt julefrokost sammen i over 20 år. De første år fik vi bare smørre­brød. Pyt med maden, det var drikkevarerne, det kom an på. Nu får vi efterhånden en bedre julefrokost med seks-otte retter mad – og med lige så mange sodavand som øl. Og klokken 22.30 er vi nødt til at spille pakkespil, for ellers sidder en tredjedel af flokken og småsover. Det er blevet andre tider.

Og heldigvis kan man få meget smart tøj, som sidder lidt løsere, der hvor der er dukket nogle håndtag op. (Tunikaen er Guds gave til kvinder med et afslappet BMI).

Men spørgsmålet er så – gør det noget? Ville jeg gerne rende rundt i stramt tøj, drikke mig fuld i weekenderne og danse på bordene?

Nej, det stadie er jeg kommet over. Jeg kan såmænd knap nok huske, hvad der var så sjovt ved det. Så jeg har ændret mig. 

Men er jeg blevet kedelig og konet?

Nej, heller ikke. Jeg har bare fundet andre værdier. Når jeg er sammen med mine venner, er det vigtigere at snakke end at feste. Det betyder mere lige at få vendt verdenssituationen. Weekender skal udnyttes, ikke soves væk. Hverdagen er fyldt op, så weekenden skal lade op. Jamen, jeg er faldet mere til ro – men det er ikke så slemt, som jeg troede, da jeg var yngre. Det er faktisk ret fedt. 

Og så tror jeg også, min søn på 16 år påskønner, at han ikke møder mig til halbal.

Klummen er bragt første gang i Magasinet Liv nummer 18.

Måske er du interesseret i ...

Seneste