Jeg er 25 år bagud – men jeg når det

Liv-læser Karen-Marie Reimann har altid undveget at løbe. Nu har hun løbetræner og løbe-mål. 25 år kan ændre meget – til det positive.

5. maj 2015 af Karen-Marie Reimann

Denne klumme er skrevet af Magasinet Liv læser Karen-Marie (46), selvstændig, gift, ingen børn.

 

Er det ikke underligt, hvor meget man kan forandre sig på blot 25 år?

Dengang jeg var under to årtier gammel og kæmpede for min studenterhue, deltog alle omkring mig i Eremitageløbet i Dyrehaven i ­København. Nogle år senere, da Danmark vandt EM i fodbold (i 1992, hvis nogen skulle være i tvivl), jublede alle. Undtagen mig. Hverken løb eller fodbold sagde mig en disse. Når vi skulle løbe i gymnastiktimerne i gymnasiet, luntede jeg og min veninde direkte hjem i et lunt køkken og drak te og spiste ostemadder. Men i år, 25 år efter, har jeg besluttet, at det skal være: Eremitageløbet skal med i bagagen.

 

Forleden befandt jeg mig så på ruten, ivrigt spejdende efter de lave sten med det grønne egeblad, der viser, hvor mange kilometer du har halset dig igennem. Ledsaget af gjaldende kampråb fra en ihærdig mandestemme, der fulgte med hele vejen rundt. I et anfald af ‘nu skal det være’ havde jeg nemlig meldt mig ind i en løbeklub. Lidt selverkendelse har jeg da. Jeg er udmærket klar over, at hvis jeg nogen sinde skal forsøge at indhente de 25 år uden løb, må der skrappe midler til, hvis jeg vil undgå at blive nummer 19.000 over målstregen i Danmarks største motionsløb.

 

Så hold dog k...!
Jeg skal love for, at jeg fik kamp til stregen.

“Kom så, du kan godt,” gentog den ivrige løbetræner igen og igen, mens sveden haglede af mig.

Han blev ved samtlige 13,3 kilometer rundt i den smukke have med udsigt til demonstrativt hvilende kronhjorte:

“Det er så trist at give op,” ivrede han, og: “Hvis du kan tale, løber du for langsomt.”

Der var helt klart ingen udsigt til at lægge ruten forbi et køkken med ostemadder og te.

Jeg blev mere og mere tavs og, helt ærligt, lettere irriteret over den insisterende stemme, der bestemt ikke havde tænkt sig at give op. Men så var det, jeg satte farten op, bare for at få fred for ham. Godt nok kun på en kort strækning, men det virkede! Af bar irritation kom tempoet i vejret. Jeg ved ikke, om løbetræneren regnede med, at jeg ligefrem blev noget nær vred på ham, men han håbede vel på, at hans anstrengelser virkede.

Og så er det, jeg tænker, at 2012 i det hele taget bliver et skelsår for mig. Ikke nok med, at jeg render rundt i løbesko og løbetræner. Jeg har også set en EM-finale for første gang i mit liv (ganske vist afbrudt af Kunstquizzen på DR K, men alligevel). Jeg vidste endda, hvilke lande der spillede, og jeg havde udlovet is til mine fodboldglade nevøer, hvis de små røde – spanierne – vandt. Dem holdt jeg nemlig med.

Fodboldnørd på 46
Hvem ville have troet, at det skulle komme dertil, at jeg nu kan tale med om fodbold? Ikke mange af mine gamle venner, tror jeg. Dengang i 1992, mens Danmark spillede finale, anede jeg ikke, der var noget, der hed EM. Jeg kom derfor til at ringe til en fodboldtosse af en ven. Midt i kampen. Det har han aldrig glemt. Han taler stadig om, at jeg er den eneste, der kunne finde på noget så tåbeligt.

Men 20 år efter er jeg ikke længere bagud. Jeg ved, at EM er noget med fodbold, jeg ved, hvem der scorede, både med navn og nummer, og jeg erkender, at jeg blev rørt, da Torres og de andre helte efter sejren legede rundt i fodboldmålene med deres børn i mini-fodboldtrøjer – og strutskørt. Min fodboldtosse af en ven går så vidt som til at mene, at jeg bør give fire is til hver nevø for at matche resultatet.

Jeg må indrømme, at jeg inderst inde er lidt stolt af min nye viden og mit nye mål. Det er jo bare så meget sjovere at være med end at stå udenfor og kigge på (som min løbetræner siger).

Så jeg ser faktisk helt frem til at dreje uden om køkkenet med te og ostemadder og gennemføre Eremitageløbet til oktober. Jeg sætter dog grænsen ved Superliga og maraton.

Men spørg mig igen om 25 år.

 

Artiklen er bragt første gang i Magasinet Liv nummer 19. 

LÆS OGSÅ

Del dine tanker
Har du oplevet noget, andre læsere kan blive inspirerede, rørt eller klogere af? Så skriv til liv@magasinetliv.dkDin klumme skal være på mindst 600 og højst 800 ord.

Måske er du interesseret i ...

Seneste