© iStock

I mindernes kælderrum

Hvor meget mentalt vraggods har du stående? Ulla har ryddet ud i sit.

27. oktober 2015 af Ulla Hinge Thomsen

Denne klumme er skrevet af Ulla, der er tidligere redaktionschef på Magasinet Liv.

For nogle somre siden stod en del af Københavns kældre under vand. Også min. Trods relativt få centimeters vandstand gik det hårdt ud over uudpakkede flyttekasser og andet rod. Da jeg var kommet mig over chokket, gik jeg i gang med at lægge de sørgelige rester til tørre.

Og dér lå den så: min fortid. Eller i hvert fald dokumentationen af den i form af billeder af mig selv som baby, barn og teenager. Fra studietiden, fra fødselsdage og juleaftener, på klassebilleder og alt muligt indimellem: min mor og min hund Molly i rækkehuset i Nordsjælland. Min første lejlighed i Københavns nordvestkvarter med svampe-malede vægge (den, hvor gardinerne brændte ved en påskefrokost – som der også var billeder fra). Faren til mit ældste barn med vidunderet i liften uden for hospitalet og efterfølgende minutiøs dokumentation af hele hendes udvikling.

Eftersom jeg er mere samler end spreder, begrænsede vraggodset sig ikke til fotos, men omfattede blandt andet også en hel kasse fyldt med breve, fra de første postkort fra min mormor til de saftigste kærestebreve i de vilde 20’ere, flere med air mail-stempel. Samt to store Ikea-æsker fyldt med kassette-bånd – heriblandt en hel del blandede, hvor jeg kunne huske hver en sang og hvert et rids i pladen. Åh, Level 42, Cure og Bryan Adams, hvor var vi meget igennem dengang – sammen.

Memory lane er en mærkelig gade. Som jeg stod der og kiggede ud over mit mindegods, slog det mig, hvor anderledes det var at gå ned ad den nu.

 

Klumme: “Undskyld, men du snød mig for 8 kr.”


Der var engang, hvor jeg ikke troede, jeg kunne leve uden Malle-Martin, Rungsteds værste rod og min første kæreste, som jeg kom sammen med i hele ti måneder. Og rigtig længe kunne jeg slet ikke se skyggen af en boret Yamaha-knallert uden at få en klump i halsen. Når jeg nu stod og bladrede gennem fotos af hans og min sommerferie på Costa Brava i 1986, tænkte jeg allermest, at det får min datter f.... ikke lov til, når hun er 15 år (om ét år – helt ærligt, mor, hvad tænkte du dog på?!).

Der var også engang, hvor det ville have gjort ondt at se på mappen med billeder fra min kæreste Ulriks og min tur til Australien efter gymnasiet, fordi det ville have mindet mig om, hvordan jeg tabte vores forhold på gulvet i et anfald af selvoptagethed, da vi kom hjem igen. Nu stod jeg mest og var lettet over, at rejseartiklerne i samme mappe stadig var intakte, fordi de var min første rigtige opgave som journalist.

Og kassen med breve – don’t get me started. Fyldt med kærestedramaer, venindeopgør, kriser og euforiske højdepunkter i et intenst liv. Ting, der fyldte hele min verden op engang, men som jeg ikke har skænket en eneste tanke i årevis.

Klumme: Fra fuldtidsmor til ... hvad?

Carstens mors kage

Forstå mig ret, jeg mener ikke, at fortiden er ligegyldig. Faktisk er det fantastiske ved vores Facebook-tid jo, at du kan få kontakt til mennesker, som har spillet en rolle i dit livs blockbuster, og dermed til den, du var engang.

Jeg synes, det er hyggeligt at vide, at Charlotte fra min folkeskoleklasse nu bor i min fars gamle hus og kan huske, at Carsten fra klassens mor bagte de bedste sandkager med chokoladeovertræk og kokos. Det er der jo ingen andre, som kan huske. Og når jeg læser gymnasie-Thomas’ cool status-opdateringer, luner jeg mig ved at tænke på, hvordan han gik rundt i rastafari-outfits med Bob Marley i sin walkman. Det har altsammen et lyst og varmt skær, og alt det andet – at Charlotte og jeg gled fra hinanden dengang, eller at Thomas skrev noget grimt om mig i Blå Bog – vælger jeg at lade være med at tænke på.

Måske er det et alderstegn. For nylig læste jeg, at vores hukommelse fokuserer mere på de positive ting, jo ældre vi bliver. Jeg synes, det holder maks.! På den måde bliver det jo meget sjovere at huske. Det er vel egentlig også praktisk – med alderen må vi jo nok indstille os på at prioritere lidt i det, vi bruger vores hjerne til (der er simpelthen ikke plads til det hele). Og så er det da meget godt, at vi ikke fylder op med negativt skrammel. Må jeg foreslå, at du udvælger de bedste minder og stiller dem rigtig højt, så de ikke bliver oversvømmet?

Måske er du interesseret i ...

Seneste