Hjælp, jeg ved ikke, hvad jeg skal med mit arbejdsliv

Tankerne kører rundt i hovedet. Du kan ikke tage en beslutning. Og du får ingen svar på spørgsmålet: Hvad vil jeg egentlig? Og hvad gør man så? Magasinet Livs klummeskribent giver dig spørgsmålet, der med sikkerhed hjælper dig videre!

5. april 2015 af Jeanette Sigsgaard

Forestil dig, at din datter ringer og glædestrålende fortæller, at hun har fået et studiejob på TV Avisen hos Danmarks Radio. Hun glæder sig helt vildt til at starte, men mens I snakker om den gode nyhed, rammer alle bekymringerne pludselig: ”Mor, hvad nu hvis jeg ikke kan det?” ”Kan hvad?”, spørger du. ”Ja, noget af det jeg skal derude, selvfølgelig!”, ”og hvad nu hvis der ikke er ligeså gode kollegaer, som dem jeg har nu?” Mens du prøver at berolige hende, tænker du i dit stille sind: “Lille skat, tager du ikke bekymringerne på forskud?”

Men hånden på hjertet; minder det ikke lidt om vores egen indre dialog, når vi selv overvejer et nyt job eller en ny retning?

Når du leger med tanken om et job i en anden afdeling eller om at søge det lederjob, du ved snart bliver ledigt, så rammer bekymringstankerne om penge, alder, din egen værdi og profil på et splitsekund - og vupti, så er du passiviseret og kommer ikke videre.

Der er måske en anden branche som tiltrækker dig, men inden du får checket noget som helst, er hovedet fyldt med tanker om nødvendigheden af videreuddannelse, og hvordan du får tid og råd til det? Og så er den plan parkeret.

 

 

Eller der er en virksomhed, som du virkelig, virkelig gerne vil arbejde i, men der er ikke nogen ledige jobs, og du tænker, at de i øvrigt nok aldrig tager dig seriøst, for du mangler erfaring. Og så er den foreløbig lukket. Men igen - du kender faktisk ikke dine muligheder og glemmer at 80% af de ledige jobs, aldrig bliver annonceret.

Der er ingen tvivl om, at det kan have sine fordele at forberede sig på det værste. Man undgår fx skuffelser. Men for søren hvor kan vi gå glip af meget!

For de værste scenarier, du har set for dit indre blik, sker sandsynligvis ikke. Og de problemer du har forudset, løser du så let som ingenting, eller måske dukker de aldrig op.

 

LÆS OGSÅ Klumme: Hvad er op og ned her!

 

Men hvorfor er det så, at vi bruger så meget tid på at bekymre os om alt muligt?

Kan det være en smart metode til at blive i komfortzonen? Også selvom det betyder, at vi bliver i et job, der dræner os for energi?

Ja selvfølgelig, og vi gør det alle sammen. Og inden vi får set os om, er der gået flere måneder, uden at der er rykket på noget som helst - og det koster på livskvaliteten! Vi er rigtig gode til at forklare os selv, hvorfor det ikke lige kan lade sig gøre, hvorfor det ikke passer lige nu, og hvorfor det faktisk vil være mest ansvarligt at blive lige præcis her. Og hvem ved: måske havner det super spændende job eller de nye udfordrende opgaver på magisk vis på dit skrivebord, uden at du behøver at løfte en finger?

 

 

Næppe.

Men hvad virker så?

Der er et greb, som er helt enkelt, men som har en formidabel effekt på din situation. Et greb som gør at du rykker og får dig placeret i det fedeste job!

 

LÆS OGSÅ Klumme: Er du sikker på, du vil skilles?

 

Du skal kun fokusere på ét spørgsmål, og du får her 3 varianter af det samme spørgsmål:

Hvilken lille ting kan jeg gøre lige nu, som vil få den største positive effekt på min situation?

Sagt på en anden måde:

Hvad er det enkleste og vigtigste skridt du kan tage, for at ændre kursen på din karriere?

Eller:

Hvilken lille ting kan du gøre lige nu? Hvilken lille ting vil potentielt åbne nye døre og føre dig i en spændende ny retning?

Det vi taler om her, er de små skridt, som roligt leder dig i rigtig retning. Og hvor du takler udfordringerne og mulighederne, efterhånden som de dukker op.

Det kræver handling, men inden du får set dig om, er ønskejobbet inden for rækkevidde.

 

Om Jeanette Sigsgaard

Forfatter, underviser og karrierecoach og brænder for kvinder 40+ og det gode arbejdsliv.

Besøg hendes hjemmeside eller Facebookside.

Måske er du interesseret i ...

Seneste