© iStock

En slags kærestebrev

Lea Østergaard Andersen holder helt ærligt ikke altid af hverdagen. For åh, hvor kan den kvæle kærligheden. Heldigvis har hun fundet et par kurser i førstehjælp.

5. april 2016 af Lea Østergaard Andersen

Denne klumme er skrevet af redaktionschef på Magasinet Liv Lea Østergaard Andersen og blev første gang bragt i Magasinet Liv nr. 56

 

Det er dagen efter min mands fødselsdag, og jeg har moralske tømmermænd. For vi fik jo ikke holdt den. Igen. Eller det gjorde vi, bare ikke på den mest romantiske måde. For nu at underdrive det mildt.

Det startede med, at jeg havde … jamen, fået den forskudt lidt inde i mit hoved og fået den til at ligge om tirsdagen i stedet for om mandagen. Hvilket gav et lille gaveproblem. Som jeg så prøvede at kompensere for ved at dække fint morgenbord om natten. Som sønnike så pakkede tilbage i samtlige køkkenskuffer om morgenen, hvorefter vi begge gik i henholdsvis lille og stor bro. Og så var vi for sent på den.

Jeg kom også for sent hjem. Dog med gaver, men så heller ikke med mere overskud, end at det blev brændt af på overtræt barn midt i hotdoggen, og at jeg faldt i søvn på sofaen klokken 22, mens krimien langsomt løste sig selv.

Vokseværk

Det er 10 år siden, vi på ingen måde kunne komme hjem fra den koncert uden at kysse 1.000 gange, misse tre busser og ikke vide, hvad vi skulle sige til hinanden, da vi sagde farvel. Vi blev kærester, vi blev gift. Og det er så her, jeg føler mig en anelse snydt, for det er sågu ikke blevet lettere.

Nogle dage, uger, måneder, år har jeg det, som om hverdagen er en størrelse x-small, og vi er vokset til en størrelse x-large. Vi er selvfølgelig også blevet to flere i familien (plus dræbersnegle), men alligevel … Alt for mange gange er vi alt muligt andet. Hotelindehavere, holdkammerater, nærmeste kollegaer i projekt opdragelse, som da i den grad har taget os med bukserne nede. Hvorfor er der ingen, der har sagt, hvor svært det er! Bedstevenner, uvenner, alle slags venner. Alt muligt andet end kærester.

For nogle gange er det letteste blevet at glemme den del af sagen, ikke? Og jeg mener ikke kun delen med at skære sex ned til fem minutter i Barneby. Men meget mere delen med at huske det der kys om morgenen, at holde i hånden, at ae ryggen. Alt det for få timer i døgnet har rationaliseret bort. Men hvor længe er det lige et kys tager, og dine hænder skal jo ikke monteres på dine arme, før du går en tur. De sidder der allerede. Og hvem kan helt ærligt ikke springe på plottet en halv time inde i Barneby?

Problemet er, at når tiden bliver knap, bliver overbærenheden det bare også. Ømheden siver, og forudsigeligheden kvæler dig som en hedebølge. Det fedeste siden elektrisk lys på førstedagen, kedelig som monopol-tv på 10. dagen. Og du tager dig selv i at rulle øjne, allerede inden du har fået hans svar på ‘har du husket..?’ Fordi både ja og nej er irriterende! Eller du tager dig selv i at mumle ‘ja, nå, virkelig’ uden på noget tidspunkt at miste orienteringen i den bog, du er i gang med at læse. Eller som en af mine veninder sagde her den anden dag:

"Jeg elsker ham jo.
Jeg glemmer det bare med det samme,
han træder ind ad døren"

I præcis samme boldgade sagde min mand engang i et skænderi til mig, at han var (pisse!)træt af altid at få den dårligste udgave af mig. Led og ked af, at jeg brændte alt mit overskud af på andre mennesker, for det var fandme ikke ham, der fik det. Jeg tror, jeg gav ham et grimt svar. Det ved jeg, jeg gjorde. Det ærlige svar er: Han har ret. Det er desværre tit det, jeg gør. Bruger krudtet på alle andre og brænder så sammen, når jeg kommer hjem. Hidser mig op eller tjekker totalt ud. Når vi sidder og har tid til hinanden … så tager jeg tiden til mig selv. Skærer ham af med et ‘schyyy, jeg kan ikke høre, hvad de siger, eller jeg selv tænker’. Skyder ham til hjørne, som jeg kan gøre med mine forældre, for vi elsker jo hinanden, og så må der da også være plads til at være i fred. Men jeg har jo ikke lyst til at være i fred for ham!

 

Så hvad gør jeg så ved det? Nu kigger jeg på alle de andre, der går tur. Og åbenbart holder i hånden. Nu planlægger vi sex – og griner ikke længere af faren i Barndommens gade. Nu er vi sammen ved at lave noget sammen. Og ja, jeg indrømmer blankt, at hvis nogen for fem år siden havde sagt, at vi ville fælles-sysle med højbede, så ville jeg have spyttet dem i hovedet af grin. Men det virker, og jeg overvejer da faktisk, om vi skal have en fælles krydsord liggende på spisebordet ligesom mine forældre. De har været gift i 45 år.

Og nogle gange, så skal vi helt til Estland for at finde ud af det. Her blev en af mine bedste veninder nemlig gift i sidste uge, og hendes og hans ja gav genlyd. Helt ind i inderste kammer. For vi vil stadig stå omslyngede på par-billederne. Vi ville stadig sige ja, hvis nogen spurgte.

Så måske skulle vi stille sig op i fuld uniform og lade nogen med præstekrave spørge? Måske er meningen med anden omgang slet ikke en ny mand, men at selve omgangen er ny. At der kommer nogle nye boller på ægteskabssuppen, når du har spist første portion, som du lige skal lære at sluge, og at det jo er der, du trænger til bekræftelsen.
På det lange tørre stykke.
Så, skat, skal vi ikke tage den fødselsdag om på mandag?
Jeg har bestilt bord, og Lisbeth passer børnene.

Måske er du interesseret i ...

Seneste