Druer til hjernen

De smager godt - og så er de spækket med antioxidanter, der passer på din hjerne.

6. november 2014 af Gitte Høj

For mig har druer været sådan noget, man havde med på sygebesøg. Lidt ligesom de mørke kringler og lyse kattetunger. Sådan er det ikke i dag. Nøj, hvor de smager godt – og så er de spækket med antioxidanter, der passer på din hjerne.

Hjerneforsker Henning Kirk er ikke tvivl. De blå druer er gode for din hjerne, fordi de er spækket med antioxidanter og beskytter hjernen mod at gå i forfald. Han taler godt nok primært om druerne i flydende form. Vin. Her skal det handle om selve druerne, som lige nu er i sæson.

Druerne ryger ind ad libitum i denne tid, fordi de er søde og saftige efter en lang sommer på stokkene rundt omkring i Europa. Køreturen herop er kort, og derfor er de blå perler stadig friske og spændstige, når du hælder dem i indkøbskurven. Tjek.

 

 

Går du konsekvent efter de blå (og røde) druer med en kraftig farve, får du sammen med den søde smag også et skud sundt farvepigment. Det er indholdet af antioxidanterne antocyaniner, der giver druerne de stærke farver. Antocyaninerne dannes, når druerne udsættes for meget sollys. Derfor: Jo stærkere farven på druerne er, jo flere af de sunde stoffer fodrer du dine celler med.

Skindet på druerne indeholder et andet interessant stof. Det er ligeledes en antioxidant. Nemlig resveratrol. Stoffet tjener et godt formål, da det er druernes forsvar med angreb udefra – for eksempel fra svamp – og findes primært i skindet og i kernerne.

Resveratrol har længe haft forskernes interesse og er i de seneste år kommet tæt på en status som et potentielt anti­aldrings vidundermiddel, der kan bremse ældningsprocessen. Dette er interessant, fordi kroppen med tiden bliver dårligere til at fjerne de frie radikaler, som kan ødelægge cellerne og trække alvorlige sygdomme med sig. Den opgave kan resveratrol hjælpe kroppen med.

 

 

Det skal siges, at mange af studierne indtil videre har været udført på mus og rotter, og derfor må betragtes med en vis usikkerhed. Men alligevel. Det trækker jo ikke ned at vide, når du alligevel kaster druerne i gabet.

Resveratrol har i andre studier vist sig at kunne forebygge betændelsestilstande i hjernen og på den måde reducere risikoen for demens. Det giver næsten carte blanche til at svømme i druer. Til gengæld er det lidt mere tricky med vinen.

Undersøgelser har ganske vidst vist, at rødvin er godt for hjertet, og man ved også, at de sunde stoffer er mere koncentreret i vinen end i de rå druer. Men især for kvinder (og i forhold til brystkræft) er det mest risikofrit at holde sig til den friske råvare, hvis nu du pønser på druer i det daglige. For resten. Glem ikke rosinen. Ja, den er sød og kalorierig, men den er også på samme måde spækket med antioxidanter.

Tilbage til hjerneforskeren Henning Kirk. Er du nu blevet lidt nysgerrig på, hvad der ellers er godt for din hjerne, kan jeg anbefale den letlæste ”En kort guide til et langt liv”. Det er en god bog med masser af praktiske tips til din hjerne.

Måske er du interesseret i ...

Seneste