© iStock

Det er en befrielse at fylde 50!

Nogle gange skal du møde en fremmed for at blive fortrolig med dig selv. Det oplevede Liv-læser Naja A. Christiansen en dag på gågaden

19. juli 2016 af Naja A. Christiansen

At nærme sig de 50 år er jeg så småt ved at vænne mig til. Jeg har mest mærket fordelene ved det, en anden sikkerhed og hvilen i mig selv, som er en stor befrielse.

Det fik jeg at mærke i går, da jeg gik i gågaden. Foran mig så jeg en kvinde, der gik med krykker, og som forsøgte at få et ungt par i tale for at spørge om noget. Jeg så, de gik videre, som så de hende ikke. Jeg indhentede hende og spurgte, om jeg kunne hjælpe.

Idet hun vendte sig mod mig, genkendte jeg hende som en, jeg kendte perifert. Hun var tynd, og benene var som stilke. Hun var hærget i ansigtet, og håret var blevet tyndt. Hun var svær at bedømme i alder, da det var tydeligt, at hun havde levet hårdt.

Jeg spurgte, om det var hende, jeg troede, det var, og hun bekræftede undrende. Jeg gav mig til kende, og idet hun fandt ud af, hvem jeg var, begyndte hun at fortælle. Hun spurgte, om jeg kunne huske Søren. Det kunne jeg.


Ikke flere fede første gange 
eller?


Det var som at åbne for vandet i vandhanen. Hun fortalte og fortalte. Om vold, misbrug, sult, angst, vrede, afhængighed, svigt, mistænksomhed, sorg, sygdom og om samfundet, som har opgivet hende og ikke længere hjælper, og om de usle vilkår, de må leve under. Fordi de selv har ødelagt deres liv og fortsat er i fuld gang.

Jeg lyttede og fulgtes med hende ned ad gågaden. Undervejs kæmpede hun med at gå med krykkerne. Alt imens så jeg til og lyttede og mødte hende indimellem i hendes følelser i korte afbrud af ordstrømmen.

Hun gjorde mig glad

Vi nåede frem til den butik, hun skulle købe en mobil i. Hun rakte hen mod mig for et kram, vi krammede, og hun sagde, jeg skulle passe godt på mig selv. Jeg smilede og sagde, det var godt at se hende, og hun gik ind.

Da jeg gik derfra, var jeg glad. Glad, fordi jeg havde mødt hende og hørt om hendes liv på trods af, at alt, hvad hun havde talt om, var negativt. Hun havde lige været hos frisøren og fået klippet pandehår, men frisøren havde ikke brugt kam og havde klippet det skævt. At en frisør ikke kan give en stakkels kvinde en god oplevelse i de fem minutter, det tager at klippe et pandehår – det gør mig ærgerlig!

Det gjorde mig glad, at hun kom i et værested for hjemløse, selv om hun ikke er hjemløs. Det gjorde mig vred, at værestedet for stofmisbrugere er nedlagt. Der kunne de drikke kaffe og få en snak med et menne-ske fra et andet miljø, hvor omdrejningspunktet er en anden ting. De kunne i små øjeblikke få motivation til afvænning, og nogle kommer gennem nåleøjet og ud på den anden side.

Er det ikke i de små øjeblikke, vores liv -ændres? Er det ikke en chance, vi alle skal have i et demokratisk samfund, selvfølge-lig inden for rimelighedens grænse, men en kop kaffe og en snak ligger vel inden for dette?


Sig ja til endagseventyret!

At lytte kan være nok

Men tilbage til mig og det at nærme sig de 50. Da jeg var i 20’erne, troede jeg, at alle mennesker skulle kunne lide mig. Troede, min lykke afhang af dette. Når folk kom til mig med problemer, så jeg mig nødsaget til at forsøge at løse dem. Langsomt gennem årene gik det op for mig, at det var som at hoppe på tungen. Det kunne ikke lade sig gøre.


Når aldersboomerangen rammer – ryger den retur

I går mærkede jeg en anden måde at tackle situationer på, end da jeg var yngre, og det var rart. Kvinden havde så uendelig meget brug for hjælp, men jeg mærkede, at den hjælp, jeg kunne bidrage med, var at lytte i et kvarters tid, vise hende vej, være venlig og varm og derefter tydeligt lade hende mærke, at de problemer, hun havde, var hendes, at jeg følte med hende, men at det intet havde med mig at gøre. Jeg var tryg ved at sige farvel til hende.

Jeg vidste ikke, hvordan hun skulle klare at komme hjem eller få en mobil eller møde -kæresten, der tog stoffer, når han kom hjem igen, men jeg vidste, at det var hendes liv.

Det, at jeg håber, der er etableret en hjælp omkring hende, er en anden snak. På samme måde, som jeg ikke nødvendigvis skal handle på en situation, kan jeg nu også give slip på ansvaret, når konflikter opstår. Jeg ser dem ikke længere som meget farlige, men naturlige og uundgåelige, og når jeg forsøger at løse dem, er jeg meget bedre til at bevare min integritet og passe på mig selv i det. Så jeg ser frem til at blive 50.

Måske er du interesseret i ...

Seneste