Boost din karriere med ét enkelt greb

Med en ugentlig vane slår du 3 fluer med et smæk. Du bliver bemærket af chefen – på den gode måde. Du får selvtillid, selvrespekt og dit CV skiller sig ud. Magasinet Livs klummeskribent har været ved tasterne ...

19. april 2015 af Jeanette Sigsgaard

Jeanette Sigsgaard er Magasinetliv.dk's nye klummeskribent. Jeanette er forfatter, underviser og brænder for kvinder på 40+ og det gode arbejdsliv.

 

Den årlige medarbejderudviklingssamtale (MUS) er i gang flere steder i landet, og jeg må ærligt erkende, at min egen forberedelse til MUS har været af svingende kvalitet. Ofte har jeg skimmet spørgsmålene igennem 1 time før MUS, og det er i virkeligheden ensbetydende med at være helt uforberedt. Der er ikke noget at sige til, at min karriere periodevis stod lidt i stampe.

Uanset om du elsker eller hader MUS, så er det her, det sker - muligheden for at skabe forandring, og sætte en ny retning. Den årlige samtale med chefen, som kun handler om dig, er en gylden anledning til at reflektere over, hvordan året har været - på godt og ondt - og til at formulere ønsker og behov. Og den er de fleste med på. Problemet er imidlertid ofte, at vi ikke kan huske året, der er gået. Der er enkelte episoder, der skiller sig ud, men som regel er vi ramt af kollektiv hukommelsestab, når det gælder arbejdsopgaver, der er mere end et par måneder gamle.

Det allerværste er, at vi ikke har helt styr på egne bedrifter, indsatser og præstationer, for de er glemt. Vi ved de er der, men hvornår var det lige, at vi leverede den store indsats, som virkelig rykkede?

De indsatser og præstationer skal du have styr på. Det er dem, der giver dig selvtillid og gennemslagskraft, når der skal argumenteres for, hvorfor det er dig, der skal lede det nye projekt, være den nye supervisor og hvorfor det er dig, der skal have videreuddannelse. I den ideelle verden kender din chef til alle dine kompetencer, bedrifter og successer, men desværre: det gør de ikke altid. Du skal have styr på det, og du kan starte med det samme.

Sådan gør du
En gang om ugen eller én gang om måneden (nogen gør det hver dag) skriver du ned, hvad du har opnået i den forgangne uge/måned. Når noget noteres, bliver man tvunget til at formulere og konkretisere situationen. Køb en notesbog eller lav dit eget word/excel ark, hvor du noterer følgende:

 1. Den specifikke udfordring/problem/situation du stod overfor.

2. Hvad gjorde du præcist for at løse problemet/situationen?

3. Resultatet – hvad resulterede din handling/indsats i? Hvis muligt, så prøv at være helt konkret og gerne med noget målbart: Hvor meget sparede du virksomheden for? På hvilken måde blev for eksempel produktiviteten eller kundetilfredsheden forbedret? Hvor mange arbejdstimer er sparet ect.? Her er det helt fint med et slag på tasken, så længe du kan redegøre for, hvordan du er nået frem til det pågældende estimat.

Meget vigtigt: Læg det i kalenderen, så du husker at gøre det!

 

Hvornår skal du bruge dine noter?

  • Kig dem igennem inden MUS og statussamtaler med din chef. Tag noterne med på mødet.
  • Brug dem som forberedelse til lønsamtalen eller som baggrund for, hvorfor du har fortjent den bonus.
  • Brug dem til at opdatere dit CV og husk, at et CV har større gennemslagskraft, hvis det er opdateret med resultater i stedet for en banal liste over arbejdsopgaver.
  • Brug den til at motivere og styrke dig selv når du har en dårlig dag/periode på job.

Måske er du interesseret i ...

Seneste