© Tia Borgsmidt

Stegt valgflæsk med persillesovs

På torsdag skal vi stemme til folketingsvalget, og der er hos nogle tradition for at spise valgflæsk. Få opskriften på en lækker og let en af slagsen her.

16. juni 2015 af Tina Scheftelowitz

Når der på torsdag er folketingsvalg, er der i de danske hjem tradition for, at man spiser valgflæsk – eller blot stegt flæsk, som det hedder på en helt almindelig aften.

Valgflæsk er egentlig et uformelt udtryk for politikernes generøse løfter til vælgerne under et valg, men nu valgflæsket også havnet på middagsbordet.

Hvis du vil servere stegt flæsk på torsdag, så prøv denne lækre variant, som er en lettere en af slagsen med en cremet persillesovs med lidt piskefløde og frisket op med både estragon, dild og citron.

Tid: 20 min. + stegetid

Til: 4 personer

INGREDIENSER

  • ca. 600 g svinebryst, stegestykke i ½ cm tykke skiver.

Sovs

  • 5 dl grøntsagsbouillon, svinebouillon eller kyllingebouillon
  • ½-1 dl piskefløde
  • skal af ½ økologisk citron
  • 2 spsk Maizena-majsstivelse
  • 2-3 tsk friskpresset citronsaft
  • 6 spsk finthakkede krydderurter som persille, estragon, dild
  • et nip sukker
  • salt og peber

Tilbehør

  • kogte kartofler
  • råkost eller salat
     

FREMGANGSMÅDE

Sovs: Kog bouillon, fløde og citronskal op, og kog under låg, så længe du har tid. Husk at piske i saucen jævnligt. Jævn den med Maizena rørt ud i lidt mælk, som piskes ud i den kogende sauce. Den må ikke blive for tyk.

Smag saucen til med citronsaft, sukker, salt og peber. Pisk krydderurterne i lige før serve­ringen.

Flæsk: Dup skiverne tørre med køkkenrulle, og krydr kødet med salt og peber.

Varm panden op ved god varme. Brun skiverne ca. 1 minut på hver side. Skru ned til middel varme, og steg skiverne, mens du vender dem jævnligt, til de er gyldne og sprøde. Læg skiverne på køkkenrulle cirka 1 minut.

Servér flæsk og sauce med kogte kartofler og salat eller råkost.


Tip!
Steg flæsket i ovnen: Læg skiverne på risten i en bradepande øverst i den kolde ovn. Steg ca. 15 minutter på 225 grader (200 grader varmluft), vend skiverne, og steg videre, til de er gyldne og sprøde.

Velbekomme, og god valgaften!

Måske er du interesseret i ...

Seneste