© Tia Borgsmidt

Sandwich med steak og bearnaisecreme

Spændende, let version af den klassiske bøf bearnaise, som servereres på sprød bund. Perfekt til frokost og aftensmad.

9. juli 2016 af Opskrift: Lone Kjær

Sandwich med steak og bearnaisecreme
Til 4 personer

INGREDIENSER:

  • 4 rødløg
  • 2 miniromaine eller anden sprød salat
  • 4 tykstegsbøffer à ca. 100 g (alternativt kan du bruge entrecote)
  • salt og peber
  • 4 skiver surdejsbrød
  • ½ kg solmodne tomater

Bearnaisecreme

  • 2 ½ dl cremefraiche 18 %
  • 2 spsk. mayonnaise
  • 1 spsk. sød sennep
  • 4 spsk. hakket estragon
  • salt og peber

FREMGANGSMÅDE:

Tænd op i grillen i god tid.

Pil løgene, og halvér dem. Skyl salaten, og slyng den tør.

Rør cremefraiche med mayonnaise, sennep og hakket estragon. Smag cremen til med salt og peber.

Når grillen er klar, lægges løgene på den varme grill. Grill, til de føles møre.

Krydr bøfferne med salt og peber, og grill dem i to-tre minutter på hver side, afhængig af hvor rødt du ønsker kødet. Tag kødet af, og læg det til side.

Grill brødet et øjeblik på begge sider - pas på, det ikke bliver branket. Anret brødene med salat og kød, og dryp bearnaisecreme over. Servér sandwichen med grillede løg og tomater.

Opskriften er bragt første gang i Magasinet Liv nummer 6.

Måske er du interesseret i ...

Seneste