© Tia Borgsmidt

Hakkedrenge i rødvin

Prøv retten før din nabo!

15. februar 2016 af Tina Scheftelowitz

Hakkebøf med rødløg, rosiner og rødvinssovs

Tid: 30 min. + stegetid.
Til 4 personer.

Klassikeren hakkebøf med bløde løg og brun sovs får et elegant tvist med rødløg, rødvin og rosiner. Hvis du ikke kan få grøntsager nok i din mad, så tilsæt revne gulerødder i hakkebøffen – som også øger kødets saftighed. Hvis du vil skjule grøntsagerne, så tilsæt persillerod.
 

INGREDIENSER

  • 250 g gulerod eller anden rodfrugt
  • 400 g hakket oksekød
  • 1 fed presset hvidløg
  • 1 æg
  • salt og peber
  • 1 spsk olivenolie til stegning


Rødvinssovs

  • 300 g rødløg
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 spsk tørret timian
  • 1 håndfuld rosiner
  • 1 dl piskefløde
  • 2 dl rødvin
  • ca. 1 tsk sukker
  • kulør
  • salt og peber


Tilbehør

  • Kogte kartofler
  • Grøn salat – gerne med kål


FREMGANGSMÅDE 

Lav først den grønne salat, og gør kartoflerne klar til kogning.

Bøffer: Skræl og riv gulerødderne, og bland dem godt med kød, hvidløg, æg, salt og peber. Form 4 store, flade bøffer, og klask dem godt sammen.

Sovs: Pil og skær løgene i smalle både. Kom dem på en stor pande, og steg dem ved middel varme i olie og timian, til de er bløde, ca. 10 minutter. Tilsæt rosiner, fløde, rødvin, sukker, kulør, salt og peber. Lad det simre ved meget lav varme, og rør jævnligt i det. Sæt kartoflerne over.

Bøffer: Brun bøfferne i 1 spsk olie på begge sider på en anden varm pande. Læg dem over i sovsen, eller fordel sovs og bøffer i de to pander. Lad bøfferne småsimre i sovsen i ca. 20 minutter i alt, til de er gennemstegte og faste ved tryk. Vend dem undervejs. Smag sovsen til med salt, peber og sukker.

Servér hakkebøfferne med sovsen, de kogte kartofler og den grønne salat.

 

Tip! Hvis du som jeg elsker indmad, så prøv at lave denne ret med stegt lever i stedet for hakkebøffer. Lever skal være let rosa indeni.

Måske er du interesseret i ...

Seneste