kvinde med grå hår og gul jakke
© iStock

Nu behøver du ikke længere få ‘grå hår’ over dine grå hår!

Nyd dit grå hår, og forkæl det! Se, hvordan du plejer det - og hvor flot det kan blive med lidt kærlighed!

21. september 2017 af Mette Bundgaard

Når du er i 40+’erne, er du højst sandsynligt stødt på et eller mange flere af dem. De grå hår. Faktisk har cirka halvdelen af den europæiske befolkning gråt hår, når de har rundet de 50. Så hey, det sker, og hvad så? Hvornår har en ny hårfarve været noget, vi ikke turde teste? Men hvorfor får vi dem egentlig? Som så meget andet i 40+ kroppen, er det cellernes skyld. 

Eksperten, Stine Höpner, er frisør og uddannelsesansvarlig hos hårplejefirmaet Wella, og svarer på alle de spørgsmål.

Derfor får du gråt hår

Dine hårstrå bliver dannet og vokser i hver sin hårsæk, som har et vækstcenter, der suger næringsstoffer til sig. Og fordi der hele tiden dannes nye celler, som så skubber til de andre celler, vokser dit hår. 

Helt præcist har vi alle mellem 100.000 og 200.000 hårstrå på hovedet, som vokser lidt over en centimeter om måneden. Hvert enkelt hårstrå lever mellem seks og otte år, hvorefter det falder af.

Og de hårstrå består af 80 procent keratin, 10 til 15 procent vand, mens resten, de 5 til 10 procent, består af lipider (fedtstoffer) og mineraler. Og farvepigmenter! Farvepigmentet melanin er det, der bestemmer din hårfarve. Jo mere melanin, jo mørkere hår. 

Men som du bliver ældre, går produktionen af melanin langsommere, og jo mindre melanin, jo lysere hår. I nogle hårstrå går produktionen helt i stå, og så bliver hårstrået helt hvidt.

Hvornår og hvor hurtigt det sker, er ikke kun alders-, men i høj grad også genetisk bestemt. Dog er det typisk, at de grå hår først titter frem i dine tindinger, og at nakkeregionen er det sidste sted, de viser sig. 

Sådan opfører gråt hår sig

De hvide hår, der vokser ud, mangler ofte både fedt og fugt, hvilket gør håret mere genstridigt og stift og mindre glansfuldt. Selve hårkernen bliver mere porøs, da den beskyttende lipidfilm, som ligger omkring hårstrået, efterhånden forsvinder. Så det gælder om at give det masser af fugt og næring for at holde det så velplejet som muligt. 

Desværre har de hvide hår også en tendens til at få et gulligt skær på grund af vind, vejr og ikke mindst solen, men heldigvis findes der shampooer, balsamer og hårkure med blå-lilla farve, som kan holde håret klart i farven.

Og bare lige for at slå det fast: Du kan ikke blive gråhåret natten over af stress eller chok. Men du kan tabe dit hår som følge af stress, sorg eller sygdom, og især hvis du er 40+, kan det hår, der vokser ud, være lysere. 

Fra mat til blankt

Lone Wilhjelm er 55 år. Hun er formuerådgiver, gift og har tre børn.

 Lone Wilhjelm
© Thomas Dahl

Det gjorde vi:

Af med det, der skygger: Først klipper frisør Finn Ellegaard de slidte spidser af. Derefter klipper han lidt ind i håret for at skabe bevægelse. Pandehåret får også lige en tur med saksen for at få fokus på Lones smukke øjne.

En gloss: “Så giver jeg håret en gloss for at gøre det mere glansfuldt. Lidt ligesom en lipgloss til læberne. Den frisker farven gevaldigt op og skal kun sidde i 10 minutter. Glossen gør håret blankt og samler farven. Og så holder behandlingen i op til 10 hårvaske,” forklarer frisør Finn Ellegaard.

Lige et let fald: “Og så føner jeg håret i form og krøller det let med et krøllejern for at understrege Lones naturfald.” 

Frisørens tips til hjemmepleje

En kur en gang om ugen. “Lones hår trænger til fugt, så jeg vil anbefale en plejende shampoo og balsam, så håret bliver mere medgørligt og blankt. Og en gang om ugen vil håret have godt af en hårkur til gråt hår, som kan tage den gule farve, som gråt hår kan få.”

Olie før føn. “En hårolie fordelt i håret før føntørring gør ofte grå lokker mere smidige.” 

Fra pjusket til samlet

Mette Wilhjelm er 52 år. Hun er sygeplejerske, single og har to børn.

Mette Wilhjelm
© Thomas Dahl

Det gjorde vi:

Skarpe linjer: Mettes hår blev først klippet i pageform, fordi det er flot til hendes ansigt med en skarp linje, og fordi det får hendes fine hår til at se mere fyldigt ud. 

En blending: “Jeg giver håret en blending i to nuancer: Lyst yderst og mørkt i bunden for at skabe dybde. En blending er en slags toning, som vaskes ud af håret efter otte til 10 hårvaske, og som egner sig formidabelt til netop gråt hår. Det samler hårfarven, så det ser mere ensfarvet ud,” forklarer frisør Finn Ellegaard.

Og så udglatning: “Til sidst føner jeg håret i form, så du kan se den flotte mellemgrå nuance. Og afslutter med at glatte med et glattejern, så fimrehårene lægges ned, og tonerne i håret står mere skarpt.” 

Frisørens tips til hjemmepleje

To slags shampoo. “Jeg foreslår, at Mette til daglig bruger en volumengivende shampoo, så hendes fine hår får fylde, og en balsam, som giver fugt, for det har det grå hår virkelig brug for.”

Volumen på to måder. “Er dit hår ikke så tykt, så brug en volumengivende skum i bunden og en volumengivende spray i længderne før føntørring, så håret får så meget fylde som muligt.” 

Den fulde artikel er tidligere bragt i Magasinet Liv 79.

Måske er du interesseret i ...

Seneste