Kendte med briller
© Wenn

8 frisurer, der passer perfekt til dig, der har briller

Er det en prøvelse at finde en frisure, der klæder dig og din ansigtsform, når du bruger briller? Vi har samlet otte kendte, som kan inspirere

7. september 2017 af Anne-Mette Søndergaard

Vi vil vove at påstå, at alle kan gå med briller, ligegyldigt hvilken ansigtsform de har. Dog handler det om, at du finder de briller og den frisure, der passer perfekt til dig. Her kan du se, hvordan udvalgte kendte får forskelige typer frisurer til at fungere med forskellige brilletyper. 

Galleriet er blot til inspiration og bestemt ikke for at sige, at hvis du har en rund ansigtform eller store briller, så kan du ikke have pandehår – slet ikke! Det er for at give dig tips til at udvikle din egen personlige stil. Prøv, og leg dig frem til det look, du synes passer til dig! 

Hjerteformet ansigt – Løs knold i nakken

Hvis du har langt hår, er denne frisure flot og praktisk til både arbejde og til fest. Den giver et smart sekretær-look, og det er brillerne med til at forstærke. Den vil give dig en aura af professionalisme, samtidig med at du virker imødekommende. Efter lidt øvelse kan du helt sikkert lave denne frisure på under 5 minutter om morgenen.

Langt ansigt – Half updo/ Halvt oppe halvt nede

Meryl Streep bar denne frisure sammen med briller på den røde løber, og hvad der er godt nok til Meryl, er godt nok til os. Ligesom den løse knold i nakken er denne frisure utrolig praktisk og klæder de fleste. Din hårlængde behøver nødvendigvis heller ikke at være lang. Så længe den øverste del kan sættes op med enten en hårelastik, -spænde eller -klemme, så kan du sagtens prøve den. 

Firkantet ansigt – Page

Om pagen er en nem frisure eller ej, kommer helt an på dit hår. Men ligegyldigt hvad vil denne hårstil sammen med dine briller skabe et meget moderne look, der vil holde i mange år frem. Og du kan gå efter et mere androgynt udtryk ligesom Diane Keaton eller gå lidt mere i den feminine retning – med pagen kan du gøre begge dele!

Ovalt ansigt – Hestehale

Hestehalen kan ligne den løse knold fra den første frisure til forveksling, men hestehalen tager ikke så lang tid at lave og kan laves om og om igen, hvis den skulle løsne sig i løbet af dagen. I øvrigt giver den løse hestehale også et mere feminint udtryk, især hvis dit hår er langt nok til at kunne gå ned over den ene skulder ligesom Anne Hathaways. 

Hjerteformet ansigt – Pandehår

Hvis du går med tanker om at få pandehår, kan det sagtens gå med dine briller! Det er et ungdommeligt look, hvor der vil komme meget fokus på dine øjne – og hvem vil ikke gerne have det? Så når du har fundet ud af, hvilken slags pandehår der passer lige præcis din ansigtsform, så er det bare med at prøve det look! 

Pas dog på, at pandehåret ikke bliver for tykt, da det godt kan tynge dit ansigt, når du også går med briller. 

Firkantet ansigt – Langt pandehår

Langt, glat hår med det semi-lange pandehår vil indramme dit ansigt utrolig smukt og meget klassisk. Frisuren er perfekt til hverdagen, hvor det hele går lidt stærkt, og den kan også bruges til fest – en sikker vinder til enhver lejlighed!

Rundt ansigt – Håret tilbage

Denne frisure passer til den androgyne stil, da den kan fremstå som værende mere maskulin. Til gengæld fremhæver det også dine ansigtstræk, så du kan få lov til at lege med din makeup – prøv en skinnende lipgloss eller din røde yndlingslæbestift. Du vil helt sikkert vende nogle hoveder, når du går forbi!

Diamantformet ansigt – Kort hår

Med kort hår og briller frygter du sikkert, at du kommer til at se for maskulin ud, men med nogle accessories og nogle bløde fald i lokkerne, så kan du hurtigt blive midtpunktet på din arbejdsplads på en meget kvindelig facon! For ligesom den forrige frisure kommer der et smukt fokus på dit ansigt!


Kilder: Femina.dk, Byrdie.co.uk

Måske er du interesseret i ...

Seneste