Zarah Voigt
© Trine Bukh

Zarahs stil er helt hendes egen: "Med din påklædning kan du vise din personlighed"

Din stil har ingen alder og kender ingen begrænsninger. For hvorfor skulle den det? Den er jo et udtryk for alt det, du er. Mød Zarah, der trækker i festtøjet hver dag. Lige til at blive inspireret af!

3. maj 2018 af Louise Thorsted


Zarah Voigt (42) har en kæreste og er mor til Ella på 12 og Isak på 9 år. Hun er smykkedesigner, har egen butik i København og er derudover designer af blandt andet juleornamenter for Rosendahl.
Zarahvoigt.com. Instagram: Zarahvoigt.

Hvordan vil du beskrive din stil? 

“Jeg er vokset op i en verden, hvor trykknapper, velcro og lynlåse var forbudt, og hvor tøj helst skal ligne noget, der er draperet direkte på kroppen. Min far, Jean Voigt, kreerede teaterkostumer og er den eneste dansker, der har haft eget haute couturemodehus i Paris, og min mor, Maria Sander, som har haft modesalon i 30 år, designer stadig de skønneste rober. De har haft og vil altid have stor indflydelse på min stil, min æstetik og mit visuelle sprog. Jeg elsker kjoler og stiletter og at være kvinde. Jeg elsker forskellene på mand og kvinde og er ikke til unisex, selv om jeg godt ved, at det er virkelig moderne og har været det længe. Jeg er til de gamle dyder og inspireres af andre tidsepoker. Også til de smykker, jeg laver. Men jeg elsker også kontraster og kan godt lide det skrøbelige op mod det bombastiske. I Danmark bliver det flamboyante ofte forkastet som noget billigt. I min verden kan det være virkeligt eksklusivt, hvis kontrasten mellem det outrerede og sofistikerede er rigtig, men det er en hårfin og svær balance.” 

Hvordan er din forskel på hverdag og fest? 

“Der er ingen forskel. Heller ikke på arbejde og hjemme. Jeg er typisk i en enkel kjole, gerne i fløjl, med flere lag af tynde overdele over. Det kan være nogle af min mors kimonoer. Jeg har stiletter på hver dag. Ellers føler jeg mig nærmest nøgen og forkert på den der måde, som hvis du har glemt din mobiltelefon. Jeg er for det meste i sort og i nuancer af kobber, sølv og guld. Med mine smykker som stjerner på en mørk natte himmel. Jeg har nogle skønne veninder, som elsker at klæde sig på og gå med guldstiletter. En dag, hvor vi skulle ud, mødte min veninde mig i pailletkjole med slæb! Det var måske lige lidt vildt, men hatten af for det og skønt, at hun kunne overraske mig. Jeg er ikke så god til sådan noget praktisk tøj, til cardigans og bukser. Men tag ikke fejl, jeg kan sagtens være praktisk og give den gas, når jeg arbejder, og er vi i sommerhus, eller har jeg influenza, så låner jeg noget af min kærestes tøj.” 

Hvad finder jeg mest af i dit klædeskab? 

“Meget og godt. Og både fra min far og min mor. Min mor skaber forrygende rober til mig konstant. Hun har en kollektion af kimonoer, som hun udvider hvert år. Transparente kimonoer med pomponer, perleapplikationer, broderi og blomsterornamentik og art deco-motiver. Jeg har rigtigt meget tøj. Men jeg går også i det.”

Du kan læse om flere fantastiske kvinder, der hviler i deres egen iøjefaldende stil, i det nyeste Magasinet Liv, der er på gaden netop nu!

Hvorfor er din stil din stil? 

 “Ligesom min stil går jeg også meget til yderpunkterne. Jeg er ekstremt stærk og meget sårbar. Det kan godt være, jeg er nær to meter høj og vækker opsigt, men det er ikke min hensigt. Jeg er mere ydmyg og klæder mig ikke på for at provokere. Andre siger om mig, at jeg er modig, men jeg tænker mest, at jeg er heldig, at jeg har et arbejde, hvor jeg kan gå i sådan noget tøj. Jeg kan jo være helt mig selv her i min egen boble af en smykkedesign-verden. Og så befinder jeg mig godt i mørke. Sådan bor jeg, sådan er min butik indrettet, og sådan klæder jeg mig. Det giver mig en ro og eftertænksomhed og dybde.”

Hvordan er din stil vokset med dig? 

“Jeg har haft den samme stil med stiletter og kjoler, der fremhæver taljen, siden jeg var ung, og tror ikke, den vil ændre sig meget fremover. Jeg gør mig umage og synes, det er skønt at se på, når andre gør det. Livet er så kort, og vi lever kun én gang, så hvorfor ikke tage de store øreringe på, hvis du har lyst til det og føler dig tryg i det! Jeg giver den gas! Og det tror jeg altid, jeg vil gøre. Ellers er der et eller andet galt. Udseende betragtes ofte som noget forfængeligt eller ligegyldigt. Noget, du ikke bør bruge tid på, hvis du er lidt intelligent. Der er jeg af en anden holdning. Det betyder meget, at du har det godt i det, du er i. Også i dit tøj. Og det spændende er, at du med din påklædning kan vise en flig af din personlighed og dine holdninger.”

Hvad inspireres du af? 

“Jeg falder for ægthed og frihed. Det er tydeligt, når folk er det, i modsætning til når de er falske og påtagede. Det gælder ikke kun i klædedragten, men også i vores omgang med hinanden. Det er vigtigt og spændende, når vi tør lade noget af det inderste, de inderste værdier, skinne igennem, vise, hvem vi er, og dele det med andre. Det var for eksempel dejligt og inspirerende, da en kvinde på måske 75 år trådte ind her i forretningen en dag. Med stram knold, røde læber og helt skarp i høje ruskindsstøvler. Jeg kunne ikke lade være at udbryde: ‘Hvor ser du skøn ud!’. For hun kom til mig og ligesom gav lidt af sig selv med sin udstråling!” 

Hvilken kompliment gør dig glad? 

“Hvis mine børn siger, at jeg ser godt ud, for så ved jeg, at den er der. Fordi de normalt er så kritiske og kan synes, at jeg er pinlig. Og så er det altid skønt, når min kæreste viser det. Og i øvrigt minder mig om, hvis jeg har glemt at tage min læbestift eller mine øreringe på."

Læs mere om stress i Magasinet Liv

I Magasinet Liv 5, der er på gaden netop nu, kan du læse meget mere om stil og udtryk. Du kan blandt andet læse flere kvinders fortællinger om, hvad der inspirerer dem til deres iøjefaldende og fantastiske stile. Så skynd dig ned og få fingrene i det nye Magasinet Liv!

Måske er du interesseret i ...

Seneste