Iben Nielsen
© Trine Bukh

Trods tør hud og rynker: "Jeg er helt klart blevet smukkere med alderen"

Iben har justeret sin opfattelse af smuk. Fra urealistisk perfekt til et menneske i forandring. Og derfor er hun det mere end nogensinde: Smuk!

4. april 2018 af Majbritt Lacuhr


Iben Nielsen (49) er kæreste med Søren og mor til Sara på 25 og Mark på 20 år fra tidligere forhold. Samt mormor til Theis og Nhor på 5 år. Hun er yogalærer og indehaver af sin egen yogaskole. Yogaivalby.dk

“Måske er det ret dansk, at vi ikke synes, vi har ret til at sige smuk om os selv? 

Jeg kunne nemt finde 10 mennesker og pege ud, hvad der var smukt ved dem, men når det gælder mig selv, så gradbøjer jeg. Personligt er jeg først og fremmest nået frem til en større accept af min krop. Jeg ville ønske, jeg havde været mere glad for min krop, da jeg var 25, for jeg kan godt se, at jeg bliver 50 til maj. Lidt fedt om taljen, tør hud og rynker her og der. Men jeg holder meget af min krop, fordi den bærer mig, hvorhen jeg vil, og jeg er taknemmelig for at have kræfter og energi til mine børnebørn og et aktivt liv med bevægelse. Mennesker, der modnes, er spændende og smukke, fordi historierne og livet giver dem karakter og visdom, og det er smukt! 


For mig er det uperfekte det smukke, og set i det lys er jeg smuk. For mig er et smukt menneske et menneske i levende forandring. En, som øver sig i ikke at dømme sig selv. Men det er stadig grænseoverskridende at kalde mig selv for et smukt menneske, fordi det indebærer en tanke om, at jeg så er gennemstrømmende perfekt. Jeg rummer, at jeg er uperfekt. Jeg deler livet med en mand, der vil det samme som mig, og som fylder og nærer mig, og jeg nærer mig selv med en masse gode ting og har vidunderlige børn og børnebørn. 

Alligevel kan jeg godt falde tilbage til nogle gamle vaner. Et pludseligt materielt behov måske, fordi jeg åbenbart stadig kan blive stimuleret af det. Men det er jo også mig, og jeg synes, at det smukke ligger i netop accepten. Og jeg bliver bedre og bedre til at acceptere mig selv. 


Jeg havde brug for den ligefremhed, Søren repræsenterede, da han trådte ind i mit liv for halvandet år siden og sagde: ‘Her er jeg, vil du have mig?’. Jeg kendte ham en lille smule i forvejen, for han er yogalærer ligesom mig. Og 10 år ældre. 

Det var hans nærmest drengede frækhed udi ret direkte at ville mig, der tiltalte mig. Da jeg mødte Søren, var jeg lige kommet ud af et forhold. Jeg sad lidt fast i nogle gamle mønstre, jeg rigtigt gerne ville slippe. Jeg har tilpasset mig andre, siden jeg var barn og været ude af stand til at sætte grænser. Men jeg har lært, at alle de mennesker og de relationer og tidligere forhold, jeg har haft frem til nu, har gjort, at jeg har valgt Søren, og at han har valgt mig, for at være med en partner, der fremkalder det bedste i én. Det er vi begge meget taknemmelige for. 

De mennesker, vi har mødt og delt vores liv med, har været med til at forme os, og lige siden min skilsmisse for 10 år siden har jeg sagt: ‘Hvor vil jeg gerne møde et menneske, hvor jeg kan få lov at være den bedste udgave af mig selv. At blive modtaget og set som mig’. Og det har jeg fået i Søren, som jeg kalder mit livs kærlighed


Når jeg tænker på mig selv som 20-årig, så var jeg et meget usikkert menneske. Jeg er helt klart blevet et smukkere menneske med alderen og oven på hele den proces, jeg har været igennem med skilsmisse, opbygning af min egen yogaskole og til nu at have mødt Søren. 

Men der ligger en konstant selvransagelse for mig i at finde ud af, hvorfor jeg har et behov for at please andre. Hvornår er det noget, jeg gør for selv at have det godt, og hvornår gør jeg det, fordi jeg ikke kan lade være? 

Der er masser af situationer, hvor jeg kommer til at være ekstra sød eller ekstra smilende, for at folk skal kunne lide mig. Søren har lidt af det samme pleaser-gen, vi er begge tilpassede mennesker, men vi taler om det og kan grine ad det. På mange punkter ligner vi hinanden. Vi har et medfødt behov for at hjælpe og elsker at undervise i yoga, hvor vi får så meget igen fra vores elever. 


Puslespilsbrikkerne ligger endelig rigtigt, og så gør det ikke så meget, at nogle af dem sidder lidt skævt. For når jeg giver slip på, hvordan brikkerne bør ligge, så bliver livet bare mere festligt. 

Nu her som 49-årig har jeg aldrig følt mig mere tilpas. Jeg føler mig hjemme og privilegeret og taknemmelig over at leve sammen med et menneske, som kører på samme frekvens som mig i forhold til at forstå mennesker og den verden, vi befinder os i. Tænk at være så tæt med et menneske, som ved lige præcis, hvor jeg er! Samtidig er Søren også så meget mand på den måde, at han kan hvile i sig selv, selv om mine følelser flipper op og ned. Han forstår at ruske mig tilbage, så jeg ikke fortaber mig i bekymringer. Og der er noget virkeligt rart i at finde sammen med en, som kan sige: ‘Jeg er der for dig og lytter til dig’, og som viser det dagligt. 


Alt behøver ikke at være så dramatisk, det er jeg blevet bevidst om i en meget moden alder. I mit forhold med Søren er der ikke noget drama. Drama er spild af energi, men det kræver mod at lægge det på hylden. 

I alle former for relationer tror jeg på en høj grad af frivillighed. At ingen af parterne føler sig skubbet eller hevet ind i relationen, men at du er der af egen fri vilje, og så længe det føles rart. Jeg tror aldrig, jeg har hvilet mere naturligt i den, jeg er, end lige nu. Der er stadig en masse, jeg godt kunne tænke mig at forandre lidt på mig selv, men jeg er på vej derhen, hvor jeg hele tiden har håbet på, at jeg ville nå hen.”


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 3.

Måske er du interesseret i ...

Seneste