© Sine Nielsen

Tina tog på festival: "Bagefter var jeg i en slags lykkeboble."

Tina er ved at udvide sin vennekreds. Det har hun fundet ud af, at hun har brug for efter i flere år ikke at have prioriteret sit sociale liv. Og hvilket bedre sted at gøre det end på festival!

6. marts 2018 af Karen Greve

Tina Sprogøe (44) er gift og mor til Marcus på 18 og Emilia på 11 år. Hun er administrativ medarbejder i foreningen Skole og Forældre.


ROSKILDE FESTIVAL, juni 2017

Foran Arena Scene står Tina Sprogøe med sin nye veninde Ulla. De står i en mængde af mennesker, de lige har mødt. En varm, venskabelig mængde, der smitter hinanden med festglæde. Unge, voksne og lidt mere voksne, der alle skråler med på Erasure, mens popbandet fra 80’erne giver den gas fra scenekanten. 

Det er første gang, Tina er på Roskilde Festival. Første gang, hun i det hele taget er på festival. Og hun er vild med det.

“Da jeg tog på Roskilde Festival, var det et led i en længere proces, som for mig har handlet om at turde være mere åben og skaffe mig nye venner. Jeg har ikke kendt min kollega Ulla så længe, men vi havde været på et arbejdsseminar sammen, og jeg følte, at vi gik godt i spænd, så jeg tog chancen og spurgte, om hun ville med til Roskilde Festival på en dagsbillet. Det var så vild en oplevelse og dejligt at udforske den sammen med Ulla, som også var af sted for første gang. Bagefter var jeg i en slags lykkeboble.” 

Foran Arena Scene kulminerede en positiv udvikling, som Tina har været i gang med, siden hun for tre år siden i en alder af 41 år fik at vide, at hun er ordblind. For med den besked faldt en hel masse brikker på plads. En masse spørgsmål fandt svar, og en masse usikkerhed blev forvandlet til ny handlekraft.

“Jeg har altid forsøgt at skjule, hvor dårlig jeg var til at læse og skrive. Det har haft en gennemgribende effekt på min skolegang, hvor jeg havde det svært, og på min uddannelse, hvor jeg i første omgang valgte at blive elektriker, fordi jeg tænkte, at jeg ikke skulle have en boglig uddannelse. Da jeg endelig blev testet, blev jeg lettet. Det var en aha-oplevelse, hvor alt pludselig gav mening. Jeg havde en følelse af pludselig at blive hel, og det gav mig overskud til at gøre noget ved mit sociale liv, som jeg ikke havde fået prioriteret længe.” 

Efter hele sit liv at have haft en hemmelig og fortvivlende slåskamp med bogstaver vidste Tina nu for første gang, hvorfor hendes skolegang havde været så mislykket. Og lige så afgørende: Hun fik endelig den hjælp, hun havde brug for, nemlig undervisning hos en lærer med forstand på ordblinde og konkrete råd til, hvordan hun skal arbejde med at læse og skrive. 

“Jeg fik troen på mig selv tilbage. Efterhånden som jeg arbejdede med min ordblindhed, kom jeg også langsomt til at se den mere nuanceret. Det har ikke kun været dårligt for mig, for jeg har lært at bide mig fast. Jeg er vant til at kæmpe stædigt for tingene, og jeg er kreativ, fordi jeg har skullet finde alternative måder at løse ting på.” 

Tinas stædighed kombineret med hendes styrkede selvtillid har fået hende til at bryde ud af en ensomhed, hun længe har mærket, men ikke haft kræfter til at gøre noget ved. 

“Jeg har hele tiden haft min dejlige mand og mine skønne børn, men jeg har følt mig ensom i forhold til nære venner. Jeg er nok kommet til at lukke mig om mig selv. Måske har jeg skubbet nogle væk gennem tiden. Jeg har kæmpet med at få min energi til at række. Det handler også om, at jeg for mange år siden var involveret i en bilulykke og fik et piskesmæld, som betyder, at jeg har brug for mange pauser, og derfor er jeg i flexjob. Med årene er jeg blevet bedre til at acceptere, at det er sådan, og til at lytte til mine signaler, men det har været en lang proces, og jeg har stadig off-dage.”

Her er jeg nu

“Den glæde, jeg har følt i mit undervisningsforløb som ordblind, har gjort mig modig. Jeg har fået et drive, jeg aldrig har haft før. Jeg har tænkt, at når jeg kunne klare det her, kan jeg klare alt muligt. Jeg er ligefrem begyndt at skrive en børnebog. Ideen til den har jeg haft længe, men jeg har ikke turdet skrive før nu. Så jeg har besluttet, at jeg vil være åben og positiv. Både i forhold til at møde nye venner og tage initiativ til at se de venner, jeg altid har haft, noget mere.” 

Så selv om Roskilde Festival for Tina i mange år stod som noget med ulækkert mudder, fulde mennesker og alt for meget støj, og hun ikke var helt skør med ideen om en fest hyllet ind i urinstøv, så greb hun chancen, da Erasure, hendes gamle ungdomscrush, blev afsløret på plakaten. Også selv om der er en pris at betale for hende efter en fest.

“Jeg skal sørge for, at dagene før og efter en koncert er fri, så jeg kan slappe af. Ellers får jeg spændinger og hovedpine. Det er ikke uden omkostninger for mig at tage på festival, men i stedet for at isolere mig derhjemme og blive endnu mere ensom, har jeg fundet ud af, at jeg får så meget positiv energi ud af at være sammen med glade mennesker. Det smitter af på min familie, mine venner og mit arbejde, når jeg i flere dage efter en koncert kan gå rundt og nynne Erasures ‘love me to the sky, sky sky, sky’.” 

Og når hun smiler til verden ... 

“Jeg har opdaget, at når jeg har et åbent sind, får jeg noget igen. Jeg sender nogle signaler nu, som betyder, at andre mennesker kommer til mig. Jeg får mere af det, jeg fokuserer på. Det er dejligt at mærke, og det er fantastisk at lære nye, givende mennesker at kende. Det gør mig lykkelig.”


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 2.

Måske er du interesseret i ...

Seneste