© Ninna Flor

Nu tager Agnethe sin krop alvorligt: "Det handler ikke længere om vægt for mig"

Agnethe har altid været mere i sit hoved end i sin krop og følt sig som en fysisk klumpedumpe. Indtil et for højt kolesteroltal tvang hende til at tage sin krop alvorligt. Og hun fik en mountainbike...

7. maj 2018 af Nana Toft


Agnethe Nordin (43) er gift og har Alfred på 13 år fra tidligere forhold og Emilie på 10 år med sin mand. Samt sit bonusbarn Bertil på 13 år.  Hun er talehørelærer og uddannet logopæd.

Fra klumpedumpe til fuld af power

Da jeg var yngre, drømte jeg om en motorcykel. Jeg forbandt det med frihed, med noget, der var fuld af power og råstyrke. Jeg har aldrig fået en motorcykel. Efter jeg har fået børn, tør jeg simpelthen ikke. Til gengæld har jeg fået en mountainbike, som smager af noget, der er råt, beskidt og fysisk krævende. 

Jeg fik et tilskud til min mountainbike af min mand, Tue, til min 40­års fødselsdag, og kort efter tog jeg toget til Hareskov Station for at cykle en tur. Helt alene. Ad stier, hvor jeg var sikker på, at ingen ville se mig. Jeg ville have turen for mig selv, hvis jeg ‘dummede’ mig. 

Turen hjem i toget var fantastisk. Jeg var dødbeskidt. Der var mudder overalt på min krop og i mit ansigt. Min krop var øm. Men jeg var helt høj! Jeg havde kastet mig ud i det. Jeg havde taget livtag med naturen. Og med mig selv.

Det er tre år siden i dag, og min mountainbike har været brugt flittigt siden. Jeg er også begyndt at løbe trailløb i naturen. Typisk op og ned ad stier og stejlt terræn. 

Når jeg tænker på, hvordan min selvopfattelse var helt frem til slutningen af 30’erne, havde jeg ikke set det komme. At jeg skulle være sportslig. Og ligefrem ville kunne lide det. Jeg har nok altid opfattet mig selv som hende den lille, lidt tykke pige. Som barn følte jeg mig som en klumpedumpe i skolens gymnastiksal og til alle former for fysisk udfoldelse. Jeg var blufærdig og følte mig forkert.

Måske handler det om, at jeg er vokset op i en familie, hvor alt handlede om musik. Når jeg kom hjem fra skole, satte jeg mig ved klaveret og spillede i timevis. Jeg læste og skrev digte. Havde sådan en boheme­agtig opfattelse af livet, hvilket senere blev ensbetydende med cigaretter, rødvin og meget lidt søvn.

Da jeg kom på teaterskole i England i slutningen af 20’erne, fortsatte det. Vi havde en del fysiske fag, blandt andet dans og fægtning. Men bagefter gik vi på pub, hvor vi drak og røg en allerhelvedes masse smøger. Og levede af pasta.

Min opfattelse af mig selv som hende, der ikke var fysisk, røg smøger og spillede musik, ændrede sig, da jeg fik børn. Stille og roligt begyndte mine prioriteter at ændre sig. 

Flere i min familie er døde af hjerterelaterede sygdomme, og jeg har været vidne til, at min mor har kæmpet med et hav af forskellige hjerteproblemer og for lavt stofskifte, og hvordan hun blev ved med at ende på operationsbordet, hvor vi hver gang har tænkt: Hvis hun har en stærk livsvilje, så overlever hun. Er vi uheldige, mister vi hende. 

Der kom en angst i mig, som voksede. Jeg kunne ikke fortsætte med ikke at tage min krop og mit fysiske velbefindende alvorligt. Jeg kunne ikke kun være hende bohemen. Så jeg tog en beslutning: Nu ville jeg vide, hvordan min krop egentlig havde det. Så jeg gik til lægen. 

Det viste sig, at jeg havde for højt kolersteroltal og et lavt stofskifte. På det her tidspunkt var jeg faktisk holdt op med at ryge. Efter 25 år. Jeg røg helt afskyeligt meget til min 40-­års fødselsdag, fordi jeg havde besluttet mig for at lægge smøgerne på hylden dagen efter. Jeg havde allerede lagt min kost om og kunne altså kun justere på motionen.

Efter mit besøg hos lægen blev mine tanker, som havde modnet sig hos mig gennem længere tid, meget virkelige. For de handlede om, at jeg gerne skulle være her så lang tid som muligt. 

Jeg kunne lide det! 

Min mand var begyndt at løbe trail og talte ikke om andet. Jeg kan huske, at jeg syntes, det var irriterende, men i virkeligheden handlede det jo om, at jeg ikke kunne være med. Jeg kunne jo ikke engang løbe 500 meter på det tidspunkt, så det fik mig kun til at føle mig endnu mere kikset. 

Indtil jeg fik min mountainbike, og min mand foreslog, at vi tog i skoven sammen. Så kunne han løbe, og jeg kunne cykle. Pludselig var vi lige værdige, og vi kunne dele det her med at være totalt glade i låget af adrenalinkicket.

Jeg prøvede også at løbe og fandt ud af, at jeg kunne lide det! Jeg er en langsom løber, men trail handler ikke om hurtighed, men om udholdenhed og styrke. Og smat og vandpytter, som jeg har fundet ud af, passer til mit temperament. Det handlede måske allermest for mig om at finde den rigtige fysiske udfoldelse snarere end om, ‘at jeg ikke er sådan en, der dyrker sport’. 

Jeg har haft mine fordomme om dem, der dyrker sport. Jeg troede ikke, du kunne være intellektuel og samtidig sportslig aktiv. I dag ved jeg, at det slet ikke passer. I de trail­ fællesskaber, jeg er en del af, er der jo alle typer af mennesker. 

Det er også befriende, at sport ikke længere handler om vægt for mig. Hele mit liv har det ellers handlet om at tabe mig. Jeg var den her storbarmede pige, hvor alt gyngede, når jeg hoppede. I dag fokuserer jeg på, hvad der er overkommeligt, og hvad der føles godt for mig. Ikke på, hvor meget jeg vejer, men hvordan vægten er fordelt. På en sund krop og på, at jeg har brug for at komme udenfor og rense mit hoved.

Jeg er gået ned i tid på arbejde. Mine ture i skoven skal ikke være noget, der skal mases ind i en overfyldt kalender. Jeg elsker fortsat at drikke rødvin, snakke den halve nat væk, spille musik og læse bøger. Men jeg kan også godt lide at være fysisk. Og jeg har heldigvis fundet en disciplin, hvor jeg ikke behøver at være fin og graciøs. I skoven bliver jeg svedig og beskidt, jeg griner af mig selv, og jeg føler mig stærk!”


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 4.

Måske er du interesseret i ...

Seneste