Monica Ritterband
© Peter Jessen Hansen

Kunstner Monica Ritterband: "Jeg nyder den tyngde, jeg fik i 50'erne"

Årene, der er gået fra Monica Ritterband trådte ind i sine 40'ere og frem til hendes nu 60+ år, er de bedste og mest produktive år i hendes liv

25. marts 2018 af Anne Hermansen


Kunstner og designer Monica Ritterband (62)

Da jeg fyldte 40:

“40’erne var et kæmpe vendepunkt for mig. Min journalistiske karriere var i fuld gang, jeg havde været vært på TV Avisen og var på det tidspunkt informationschef på Carlsberg. Men det var kunsten, der fyldte alt i alle de timer, jeg ikke arbejdede. 

Jeg svejsede og lavede mosaikker, fra jeg kom hjem fra arbejde til langt ud på natten. Og jeg var 41 år, da jeg sagde min sidste faste stilling op og gik til et liv som selvstændig kunstner og designer, hvor der ikke er noget, der hedder at holde fri. Men det fyldte mig, og jeg stortrivedes. 

I 40’erne blev jeg mere tilfreds med mig selv og mindre higende efter andres anerkendelse.”

Og 50:

“Det var dejligt at blive 50 år, fordi jeg var det sted i livet, hvor jeg gerne ville være. Jeg havde udstillet 25 gange og var i fuld gang med at designe for flere internationale virksomheder. Og så fik jeg en prestigiøs designpris, som betød endnu flere kunder. 

Jeg fik det også bedre med min krop i 50’erne. Jeg begyndte at træne regelmæssigt tre gange om ugen i et fitnesscenter og blev mere tilfreds med min krop, end da jeg var ung og lod stå til. Jeg skælder ikke så meget ud på den mere. Den bærer mig jo venligt omkring. 

Da jeg var 52 år, mødte jeg min nuværende mand og oplevede den vilde forelskelse, som faktisk er endnu mere magisk i en senere alder. Måske er jeg mere bevidst om, at tiden sammen skal udnyttes optimalt, og at spildtimer er det farligste af alt?” 


Og 60:

“Tiden, fra jeg var i 40’erne og frem til i dag, er den bedste og mest produktive periode i mit liv. 

Op gennem 50’erne fik jeg også personligt en helt anden tyngde, som jeg nyder. Fysisk er jeg ret lille, og da jeg var yngre, var der mange, der troede, at sådan en lille pjevs kunne man da lige flytte rundt på. Det er der vist ingen, der tænker længere. 

I dag bruger jeg heller ikke begrebet karriere længere. Det har ændret sig til at handle om, hvad jeg bruger min tid på og sammen med hvem. Jeg vil helst udvikle mig hele tiden og er lige nu fuldstændigt optaget af fotorealistiske portrætmalerier. Det er så vildt, at jeg har måttet købe en lampe, der giver dagslys om natten, for timerne i døgnet rækker bare ikke.”



Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 3.

Måske er du interesseret i ...

Seneste