© Sine Nielsen

Karina startede et rytmisk kor: "Jeg bliver altid revet med."

En dag så Karina en tråd på Facebook om at starte et lokalt kor. Det var lige hende. I dag er hun forkvinde for et kor, der tæller 50 voksne, og det gør hende lykkelig alle tirsdage året rundt

20. februar 2018 af Karen Greve

Karina Garnier Christensen (44) er gift og mor til Nina på 7 og Tobias på 5 år. Hun er specialkonsulent på IT-Universitetet og medstifter af og formand for Bryggens Kor. Bryggenskor.dk.

DR BYEN, november 2015.

Iklædt olivengrønne waders og en lyserød hat står Karina Garnier Christensen på en oversvømmet eng lige udenfor DR Byen og synger Under the Water med sit nye kor. De har kun sunget sammen i en måneds tid, men de føler sig allerede som et kor, hvor alter og sopraner falder flot ind i hinanden og synger stemning ind i den mørke eftermiddag. 

Korets sang er et led i en klima-event, som skal gøre opmærksom på, at vandet på vores klode stiger, og derfor er de blevet bedt om at synge i vand til under knæene og med fint tøj på, så det ser ud, som om de alle er blevet overvældet af vand på vej i byen.

Da de har sunget, samles de i foyeren til DR’s koncertsal og drikker et glas gløgg sammen. 

“Det var lige præcis, som jeg havde drømt om, at det skulle være at stå der og synge sammen. Og ikke kun der. Jeg bliver altid revet med, når vi synger i koret. Også selv om jeg er træt på forhånd og tænker, at i aften tager jeg tidligt hjem. Min søn siger: ‘Hvorfor går du altid rundt og synger, mor?’. Det gør jeg, fordi jeg bliver glad af det, og det at synge i kor giver mig så meget god energi.”

Karina startede sammen med et par andre ildsjæle Bryggens Kor for to år siden, fordi hun gerne ville have et lokalt netværk. Hun var lige flyttet til Islands Brygge i København med sin familie og var ivrig efter at få nye bekendtskaber. Og samtidig bevidst om, at det kræver noget andet nu, end dengang hun var henholdsvis nyuddannet i Nice og nybagt mor i Aarhus. Dengang blev hun begge gange næsten helt automatisk en del af et netværk med ligesindede

“I første omgang ville jeg starte et børnekor. Jeg gik nærmest automatisk ud fra, at mine børn skulle være adgangsbilletten til at lære andre mødre i området at kende. Men hurtigt fandt jeg ud af, at jeg i virkeligheden rigtigt gerne ville synge selv. Og nu har jeg været med til at forme et mangfoldigt rytmisk kor med en flok sangglade københavnere og tilflyttere, som spænder fra studerende til pensionister og fra pædagoger til bankfolk og med både en finne, en nordmand, en englænder og en australier. Det er så fedt med den bredde. Det er med til at åbne min horisont.” 

Karina er selv formand for koret og har først lagt kræfter i at finde et øvelokale, siden i at styre praktikken, og nu kan hun så mødes med 50 kormedlemmer hver tirsdag aften i en tangobar bag en Super Brugsen og øve alt fra Lady Gaga til Peter Gabriel i et par timer, kyndigt ledet af den engagerede korleder, Stephan. 

Her er jeg nu

“Efter at have brugt mange timer i begyndelsen på at få koret op at stå er jeg kommet dertil, hvor det bare kører. Vi har et lokale og en korleder, og koret er blevet så populært, at vi har venteliste og må holde auditions for nye medlemmer. Godt, vi ikke gjorde det i starten, for så var jeg helt sikkert ikke selv kommet med,” griner Karina. 

For for Karina har det helt fra begyndelsen handlet mere om at finde det eftertragtede netværk helt lokalt og om at få god energi med og af andre mennesker end om at være superdygtig musikalsk. 

“Jeg er absolut ikke Whitney Houston, men jeg elsker at synge! Og vi har en dygtig og ambitiøs korleder, som sørger for, at vi får et højt niveau. Det, jeg har, er et drive, hvis der er noget, jeg gerne vil. Hvis jeg synes, at der mangler noget, så kaster jeg mig ud i det.” 

At der findes mange flere, som gerne vil lokalt fællesskab, tyder den store tilslutning til korets julefrokost og andre arrangementer på.

“Jeg har i den grad fået mit ønske om et tæt lokalt netværk opfyldt, og jeg møder ofte en sangven på min færden i byen. Det er let at finde nogen at gå i biografen med.”


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 2.

Måske er du interesseret i ...

Seneste