Hella Joof i Magasinet Liv
© Ditte Capion

Hella Joof: "Min vej er hele tiden en anden end den direkte."

Hun glimrer ved sit nærvær, er ikke bange for at være banal, og så tror Hella Joof på, at verden skal ændres med begejstring og papmaché-regler. Og med de her 40+ regler

15. februar 2018 af Louise Thorsted

Hella Joof (55) er gift med læge Henrik ‘Snit’ Jepsen og mor til Olivia på 29 år, som hun har med sin eksmand, skuespiller Runi Lewerissa. Hun er uddannet skuespiller i 1990 fra Odense Teater og brød i 90’erne igennem med børneserien Bullerfnis på DR i godt selskab med Peter Frødin, som hun fortsatte samarbejdet med i TV 2-serien Lex og Klatten og i satiregruppen Det Brune Punktum. Hun debuterede som filminstruktør i 2001 med filmen En kort en lang og stod senest bag filmen All Inclusive. Hella er en flittig foredragsholder, når hun som forfatter drager ud og fortæller om sin voksenbogsdebut, bestselleren Papmaché-reglen. Hun er en fast del af P4-programmet Mads og Monopolet og har netop instrueret sin ottende spillefilm, Happy Ending, som får premiere til vinter. Og så er hun aktuel med sin genfortolkning af Bibelen, Båven om Gud.

Hellas 40+ regel nummer 4:

Giv slip 

 - det bliver alligevel aldrig som du har planlagt

Lige der, hvor Hella Joofs hjerte slår, sidder et stort, blåt badge med ordet ‘pyt’. Hun har dem også med teksten ‘Alt er godt’, ‘Keep on keeping on’ og ‘Love’. Og i mange farver. 

“Det har taget mig mange år at lære at sige ‘pyt’. Jeg troede jo, at jeg skulle ordne det hele og sov dårligt om natten. Men det gør jo hverken fra eller til, om jeg ligger og overvejer, præcis hvad jeg vil sige til et møde, og om den grønne frakke kan blive afgørende for, om nogen vil kunne lide mig. Det bliver alligevel aldrig, som du har planlagt, så du kan lige så godt give slip. Også selv om det er det sværeste i verden. 

Når jeg går herfra, skal jeg til en bogreception et sted. Jeg ved ikke, hvad der sker der, men jeg ved, at jeg i gamle dage ville tænke: Nå, men så skal jeg virkelig sørge for, at der ikke er nogen, der tror, at jeg er sådan en overfladisk type, og så skal jeg lige have læst op på nogle fremmedord, så de ikke tror, at jeg er dum, og så, og så, og så ... Men jeg kan jo ikke kontrollere det selv, så jeg må bare give slip. 

Vi kan heller ikke lave om på fortiden. Det eneste, vi kan, er at begynde at sige ‘pyt’! Eller ‘Jeg var virkelig ked af det der. Jeg følte mig svigtet, eller jeg svigtede nogen’. Og så må du tilgive. Ligesom du også selv er blevet tilgivet.” 

Gaven i at lære at sige ‘pyt’ er, at du ikke tager dig selv så højtideligt, for som Hella Joof også siger det: 

“Du må godt tage dit liv alvorligt, men ikke højtideligt. Vi er jo bare en masse mennesker, der vælter rundt. Vi har alle sammen et NemID, nogle af os har børn og skedekatar og cykler, som bliver stjålet. Det er jo ikke noget særligt. 

Min gode ven Troels, som er ateist, siger: ‘Hvis du koger et menneske ind, reducerer det fuldstændigt, så repræsenterer resterne for omkring 18 kroner blandet i din lokale Matas’. Vi er bare noget salt og vand og lidt andre stoffer, som kan fås for så lidt. Heldigvis har vi så også en sjæl eller en bevidsthed, som kan være med til at bestemme, om vi skal sige ‘pyt’. Eller om vi skal leve i vores instinkter og følge vrede op med: ‘Jeg ved, hvor du bor, jeg tager ud og smadrer din computer med en lægtehammer!’. Min erfaring er, at jo ældre du bliver, jo mere styr får du på dig selv.”

Læs resten af Hella Joofs 40+ regler i Magasinet Liv

I Magasinet Liv 3 kan du læse resten af interviewet med den inspirerende skuespiller, filminstruktør og forfatter Hella Joof. Her får du blandt andet alle ni af hendes 40+ regler, der både omhandler din tilgang til dig selv, til andre og til livet - og meget mere. Så skynd dig at få fingrene i det nyeste Magasinet Liv!

© Ditte Capion

Måske er du interesseret i ...

Seneste