© Ninna Flor

Et konstant fokus på detaljen: "Mit detalje-­gen går amok, og det føles fantastisk"

Katrine har fra barnsben haft en indbygget trang til at skabe orden i kaos, hvilket fik hendes medmennesker til at synes, at hun var lidt for meget. Men nu har hun gjort sit overopmærksomme detalje-gen til en fordel

15. april 2018 af Nana Toft


Katrine Venke (47) er gift og mor til Gustav på 17 og Julius på 12 år. Hun er autodidakt og selvstændig PR-agent og visuel brand mentor. Katrinevenke.dk


Lige så længe jeg kan huske, har jeg været optaget af og er blevet påvirket af stemninger og indtryk. Jeg kan gå ind i et rum og på et sekund fornemme, om jeg kan lide at være der. Er her roligt? Harmonisk? Eller er der omvendt noget, der dufter mærkeligt eller står helt forkert? 

Da jeg var barn, var der venners og veninders hjem, jeg ikke brød mig om at være i, og jeg lavede måske om på mit værelse 10 gange på en måned. Det var også mig, der ryddede op og gjorde rent hjemme. Min mor elskede et hyggeligt hjem. Der var altid tændte stearinlys og et rend af mennesker, der overnattede, men der var også meget rodet. Eller rettere: Det syntes jeg, der var. Min søster kunne sætte sig – midt i det vildeste kaos – i sofaen, helt glad og upåvirket. Jeg kunne derimod slet ikke holde det ud. Alt strittede på mig, og jeg var helt urolig indeni.

Jeg blev skældt ud af min mor indimellem, fordi hun syntes, det var lidt for meget med mig. Hun havde en oplevelse af, at jeg ville bestemme, hvordan der skulle være i vores fælles hjem. Det samme kunne ske, når jeg legede med mine veninder. 

Jeg husker særligt én situation. Jeg har været 11-­12 år gammel og var sammen med en anden veninde taget hjem til en pige fra vejen. Vi havde på forhånd besluttet os for, at vi skulle lege skolestue, og at vi skulle skiftes til at være læreren. Det blev mig, der startede, og jeg havde selvfølgelig lavet en skolebog til os hver. Med labels med hver vores navn på. Da jeg midt i det hele også ville lave sådan nogle facitbøger, spurgte de andre : ‘Kan vi ikke bare lege?’, men jeg ville gerne have, at det skulle være så tæt på virkeligheden som muligt, og det endte med, at den ene pige gik hjem, og den anden blev hentet, fordi de skulle spise aftensmad. Der var gået fire timer, og vi havde endnu ikke leget skolestue. Jeg gik hjem den aften med ét rungende spørgsmål i hovedet: ‘Hvorfor skulle du også lave den dumme facitbog?’. 

Sådan har det været gennem det meste af min opvækst, og det stoppede ikke, da jeg blev voksen. Venner har automatisk overladt borddækningen eller en omrokering af møbler til mig. Når min mand og jeg rejser, er det mig, der står for hotelbookingen, fordi jeg på meget kort tid kan se, hvor jeg vil føle mig godt tilpas. Men det er vigtigt for mig at sige, at det selvfølgelig ikke er, fordi jeg har ret, eller fordi det, jeg ønsker, er bedre end det, andre ønsker. Jeg kan bare ikke lukke ned for at registrere alt omkring mig. 

Jeg er ret sikker på, at jeg er blevet opfattet som både arrogant og irriterende. Da jeg var lille, og vi legede cirkus på vejen, kunne jeg finde på at sende de andre børn hjem og tage noget andet tøj på end det, de selv havde valgt. Heldigvis mistede jeg ikke venner på den konto. 

Det var sværere i min familie. Jeg tror, min mor syntes, det var lidt op ad bakke med mig: ‘Slap af’, sagde hun. ‘Nu skal du ikke komme for godt i gang’. Og jeg følte mig forkert og besværlig ved at være sådan her. For jeg havde jo slet ikke selv en følelse af, at det var mere rigtigt eller bedre, at jeg flyttede lamperne, bankede puderne fri for støv eller var håbløst fokuseret på detaljer. Tværtimod. Jeg var voldsomt jaloux på min søster. Jeg så jo, hvad jeg gik glip af: Hun hyggede sig. Hun var glad. Ubekymret. Til stede. 

Alt på ét æstetisk bræt 

For ni år siden skete der noget. På det tidspunkt var jeg fastansat i et større selskab, hvor jeg primært lavede administrativt PR-­arbejde. Pludselig oplevede jeg at blive hevet ind af både chefer og kollegaer, når de skulle have et blik på et visuelt udtryk til en kunde. I starten tænkte jeg: Nå, ja, men det er vel noget med, at jeg tilfældigvis er her, og at de lige skal bruge et sæt andre øjne. Men jeg blev ved med at blive hevet ind. Til sidst tænkte jeg, at det ikke kunne være tilfældigt. 

Jeg lagde mærke til, at jeg følte mig som en fisk i vandet i de situationer. Det var nemt for mig, og jeg var ikke et sekund i tvivl om mine faglige argumenter. Indtil da havde jeg brugt det meste af mit liv på at føle, at det var forkert at være opmærksom på udtryk og æstetik. Nu, hvor jeg i stigende grad blev kontaktet af kunder for at komme med mit input, var det en styrke at være ‘overopmærksom’ på visuelle detaljer. 

Drømmen om at være kvinde i eget hus voksede. Så fuldkommen autodidakt, detaljeorienteret og pernitten sprang jeg ud som selvstændig PR­-manager i 2011. Den største beslutning tog jeg for tre år siden, hvor jeg definitivt sagde farvel til en række PR-­kunder for kun at fokusere på kunder, der er interesserede i og villige til at gå all in på et nyt professionelt forretningsudtryk, Visuel Brand Mentoring. Nu har jeg få, men større kunder, som jeg kan gå helt i dybden med. Jeg har lige været igennem en større proces med en forretningskvinde, hvor vi startede helt fra scratch med blandt andet en session om, hvem der er hendes kunder, og hvordan hun gerne vil opfattes. Herefter udarbejder jeg moodboards og oplæg, som indeholder både stemning, udtryk og den samlede visuelle essens af virksomheden. Det er en større proces, og jeg elsker det. Mit detalje­gen går amok, og det føles fantastisk. Jeg bliver helt glad, når jeg taler om det. For når jeg laver det her, er det kun godt at være, som jeg er. 

I dag er jeg ikke jaloux på min søster eller på andre for at være, som de er. Jeg længes ikke længere efter at være som nogen anden.”


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 4.

Måske er du interesseret i ...

Seneste