Kvinde der sidder ved vindue og smiler
© iStock

“Det er en lettelse at vide, at det 'bare' er hormoner”

Susan levede i to år med tungsind, smerter og tankemylder, og da det eskalerede, blev hun sygemeldt. Læs hendes historie her

19. februar 2017 af Redaktionen

Billedet herover er ikke af Susan, men er indkøbt til artiklen.

Det blev værre i løbet af vinteren 2015, og Susan fik sværere og sværere ved at få dagligdagen til at hænge sammen.

“Det føltes, som om det hele blev ganget med 10 i løbet af kort tid. Smerterne i led og musk­ler blev stærkere, jeg havde endnu mere uro i kroppen, var virkeligt plaget af tankemylder og havde mange mørke tanker om ulykker og døden. Jeg vågnede tit om natten, og det gjorde mig ekstra træt om dagen.”

I næsten to år havde Susans hverdage været præget af, at hun blev ked af det uden grund og ikke kunne stoppe, når hun først var begyndt at græde. Ligesom hun også kunne blive sur og urimelig uden anledning. Det var ekstremt belastende at være så kortluntet over for dem, hun var sammen med.

Det gjorde Susan både ked af det og bange. Hun plejede ikke at reagere så voldsomt. Kunne ikke kende sig selv.

Hun var ellers gået til lægen, da hun begyndte at føle sig urolig og stresset og samtidig troede, hun havde influenza. Om natten havde hun mareridt og drømte, at der skete slemme ting med hendes kære.

“Jeg fik den tanke, at jeg måske havde fået en vinterdepression, men det afkræftede min læge. Jeg fik taget en masse blodprøver, og de var fine.” 

Hypofysen på overarbejde

Et halvt år tidligere havde Susan haft en spontan abort, men hun følte, at sorgen var kommet på afstand. Dette var anderledes.

Lægen udskrev lykkepiller, og tankemylderet, uroen, tristheden og den ekstra følsomhed blev dulmet, men forsvandt ikke. Susan forsøgte at acceptere det, og det hjalp umiddelbart også. Det, hun endnu ikke vidste, var, at det var overgangsalderen, der var på spil.

I januar kunne hverken lykkepiller eller gode tanker holde den mentale nedtur fra døren. Den kom drønende for fuld kraft, mens Susan var ved noget så harmløst som at vaske tøj. 

“Jeg fik et voldsomt angstanfald, gik i panik og kunne ikke trække vejret. Jeg fik ringet 1813 og kom til lægen, som fik mig indlagt. Her blev jeg undersøgt på kryds og tværs for blandt andet en blodprop i hjertet. Men lægerne kunne ikke finde en forklaring, om end blodprøver viste, at mine hormoner var i ubalance.”

Susan blev nu sygemeldt, og et besøg hos gynækologen satte flere ting på plads. Blod­prøverne afslørede, at hendes hypofyse – den hormonproducerende kirtel – var på over­ arbejde, og det var en af årsagerne til den sitrende uro, angsten og tankemylderet.

“På dette tidspunkt hang jeg i neglene på det yderste af kanten og kunne ikke være alene. Jeg turde ikke gå uden for en dør og troede nærmest, at jeg skulle dø. Jeg havde det virkeligt slemt og bad en ven om at flytte ind i en periode.”

Hormoncreme og yoga

Gynækologen satte ord på det, som længe havde spøgt i Susans hoved: Hun var gået i overgangs­alderen. Og efter blot nogle måneder med hormonpiller kunne blodprøverne fortælle en ny historie: Hormonbalancen var i bedring.

Susan oplevede dog også, at hendes krop blev speedet af pillerne, så i dag smører hun i stedet arme og lår med hormoncreme hver eneste dag.

I dag har hun det betydeligt bedre. Hun mærker fortsat sin cyklus og menstruerer også kunstigt (ved hjælp af hormontilskuddet) hver anden måned. Og så går hun til yoga for at få kroppen ned i gear og til psykolog for at håndtere angst og åndenød.

“Jeg føler mig langt mere rolig nu, hvor jeg også ved, at det er min overgangsalder, der ind­ virker så kraftigt på min psyke. Det er en lettelse at vide, at det ‘bare’ er hormoner. At jeg hverken er stresset eller deprimeret, men at det bare kan føles sådan, fordi mine hormoner er ude af trit.” 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 70.

Måske er du interesseret i ...

Seneste