Christina Munk
© Sanne Berg

Christina er medlem af Mensa: "Det er så personligt og kan være tabubelagt"

Christina har altid hvilet i sig selv, men ikke altid i andres selskab. Fordi hun tænker anderledes. Indtil hun blev medlem af Mensa – og fandt sit fællesskab

11. marts 2018 af Karen Greve


Christina Munk (48) er gift og mor til Johannes på 18 og bonusmor til Daniel på 27 og Nikolaj på 25 år. Hun er lektor på Ingeniørhøjskolen ved Aarhus Universitet.

Klogere end de fleste

Hvordan taler mennesker, der tilhører den ene procent mest intelligente af os? Hurtigere end normalt? Med flere nuancer? Med et større ordforråd? Svaret er, at du sandsynligvis ikke vil mærke nogen forskel.

For taler du med et medlem af Mensa, så vil hun sikkert tilpasse sin kommunikation, så den passer til dig. Det har Christina Munk i hvert fald altid gjort, og hun beskriver det selv med dette eksempel: 

“Hvis kommunikation er ligesom perler på en snor, hvor den ene helt logisk følger den anden, så overvejer jeg nøje, hvordan jeg skal afpasse min kommunikation, mens jeg over for andre medlemmer af Mensa kan springe nogle perler over undervejs. Jeg ved, at de fanger meningen. Jeg føler, at jeg taler uden filter med dem.”

Christina er lektor på Ingeniørhøjskolen ved Aarhus Universitet, og her er hendes avancerede kommunikationsstrategi ikke altid lige gennemskuelig for de studerende. 

“Der var engang en af mine studerende, der sagde, at jeg virkede fagligt usikker, fordi jeg ikke straks svarede på hans spørgsmål, men det skyldes, at jeg først overvejer, hvor han er henne fagligt, og hvordan jeg samtidig kan svare noget, som ikke kun han, men hele klassen får glæde af. Det tager mig lige et øjeblik at komme frem til det mest optimale og præcise svar.” 

I dag er Christina ret bevidst om sine ressourcer. Tidligere var det mere en fornemmelse. Men en fornemmelse, hun altid har haft. 

“Jeg var anderledes som barn, men jeg har altid hvilet i mig selv. Jeg var privat og introvert, trivedes godt i mit eget selskab, og jeg følte mig accepteret, som den jeg var.” 

Christina havde som barn ikke brug for en masse mennesker omkring sig. Hun havde sin far, mor og søster, få gode venner og mange gode bøger, og så elskede hun at lave lektier. Sådan at gå og gruble over en matematik opgave var det bedste tidsfordriv, hun vidste. I femte klasse var hun et år forud i matematik og brugte timerne på at hjælpe en klassekammerat.

Blev irriteret

I sit voksne liv har Christina fortsat holdt sig til ganske få mennesker, der som hende selv alle var boglige, højtuddannede og interesseret i mange forskellige ting. Mennesker, der vil noget og har en plan for hvordan! 

Til gengæld har hun følt mindre begejstring for helt almindelige sociale arrangementer. Som for eksempel forældrearrangementer i sin søns klasse. 

“Jeg kom kun til forældrearrangementer, fordi jeg skulle. Aldrig fordi jeg havde lyst. De sidste år i min søns folkeskoletid deltog jeg slet ikke. Jeg blev altid irriteret, fordi jeg ikke følte, der rigtigt var styr på arrangementet. Jeg vil gerne vide præcis, hvad der skal foregå, og hvis vi for eksempel skal bage pizza, så medbringer jeg mit eget forklæde og egne bageremedier, men så har jeg også oplevet at ende med at stå alene i et hjørne med min søn og bage.” 

Netop sønnen på nu 18 år blev Christinas incitament til at få testet sin intelligens. Han var med i organisationen Gifted Children for særligt begavede børn, og Christina så flere lighedspunkter mellem hans historie og evner og hendes egen historie

Derfor tog hun en test for fire år siden, der bekræftede, at hun har en intelligens, der ligger et pænt stykke over normalen. Faktisk er hendes intelligens blandt den ene procent højeste. Målt til 135 med en standardafvigelse på 15 med en test, der maksimalt kan måle 135 over normalen. 

Brød tabuet

Christina blev medlem af høj IK-klubben Mensa Danmark. Ikke fordi hun følte, at hun savnede noget. Men det fællesskab, hun har oplevet, og den følelse af at blive set og forstået uden at skulle gøre sig umage og tilpasse sig alle andre har forandret meget for hende. 

“Vores fællesskab i Mensa betyder rigtigt meget. Før havde jeg kun familie og et par nære venner. Jeg har fået mange flere bekendtskaber. Uden forbehold. Der er nogle, der siger, at Mensa er deres anden familie, og det forstår jeg godt. Og det er også det, Mensa først og fremmest er: Et socialt fællesskab.” 

For Christina har hendes medlemskab af Mensa betydet, at hendes usynlige anderledeshed er helt synlig sammen med andre Mensa-medlemmer. Her kan hun sludre frit fra leveren, og her har hun lært mennesker at kende, som hun svinger godt med. Mennesker, hun har lyst til at invitere hjem til søndagsfrokost og lyst til at rejse med. 

“Nu er jeg ude blandt mennesker, fordi jeg har lyst, ikke fordi jeg skal. Jeg har selv fået lyst til at sætte ting i gang. Tidligere var det nemmere ikke at skulle ud og opsøge noget, for det blev alligevel sjældent til noget givende. Her føles det rigtigt.” 

Og det vil hun gerne give videre. 

“Jeg har prikket til nogle studerende, som efterfølgende har taget testen hos Mensa. For jeg ønsker for alle, at de kan føle sig set og forstået. Det har alle brug for. Især hvis du er lidt skæv. Jeg har været heldig, for jeg har aldrig følt mig forkert derhjemme. Vi har været normale derhjemme, det var dem udenfor, der var de anderledes. Men de er også de 98 procent, så hvis du er den eneste i din familie, kan jeg godt forstå, at det kan være svært.” 

Kort efter testen og medlemskabet stod hun en dag og underviste en flok studerende i teamsamarbejde med en kollega, som i modsætning til Christina er ret spontan. 


Pludselig bredte kollegaen armene ud, vinkede Christina frem og sagde: “Nu har Christina erfaring med netop at skulle samarbejde ud fra forskellige kompetencer.” 

“Jeg blev lidt berørt, fordi det var så personligt og kan være tabubelagt. Men jeg fortalte dem, at jeg er medlem af Mensa, og at det betyder meget for mig. Det har været en rejse for mig at erkende, at jeg pludselig går på café, tager til Barcelona og taler frit med vidt fremmede mennesker. Det har jeg aldrig gjort før. Bagefter sagde min kollega: Lagde du mærke til, hvor stille, de blev?”


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 2.

Måske er du interesseret i ...

Seneste