Charlotte Gad Køhlert
© Sine Nielsen

Charlotte kom gennem et voldsomt stressforløb: “Jeg fandt modet til at takke nej”

I Charlotte foregår der en kamp mellem hendes ambitioner, som ønsker indflydelse, og hendes følsomme side, som kræver ro. Et voldsomt stressforløb har lært hende at træffe valg, der tager hensyn til begge sider

13. maj 2018 af Karen Greve


Charlotte Gad Køhlert (47) er gift og har ingen børn. Hun er selvstændig ledelsesrådgiver, foredragsholder og forfatter. Og så er hun uddannet cand.mag. i retorik samt psykoterapeut.


Nej tak til ledelsesjob

For et par uger siden sagde Charlotte Gad Køhlert nej tak til et prestigefyldt, lukrativt ledelsesjob. Efter at have været igennem hele ansættelsesmøllen valgte hun i sidste øjeblik at lytte til den alarmklokke i hendes hoved, der bimlede med budskabet: Skynd dig væk, sig nej, før det er for sent. Det var ikke nogen nem beslutning, for Charlottes ego var særdeles fristet:

“Det er skønt at blive set og være mange penge værd. Det trækker i den ambitiøse side af mig. Men jeg kunne mærke, at hvis jeg sagde ja, ville jeg opleve, at titel, penge og prestige kun ville varme kortvarigt, for der var ikke andet interessant ved jobbet end det. Så jeg fandt modet frem til at takke nej.” 

Charlotte har været der før. Både i et chefjob, hvor hun trivedes glimrende i årevis, og i et andet chefjob, hvor hun blev så syg, at hun troede, hun skulle dø.“

Jeg sagde ja, selv om jeg vidste, at stemningen var dårlig og fyldt med konflikter, at jeg fagligt ville blive sat til vægs, og at jeg skulle knokle røven ud af bukserne. Og sådan blev det. Og alligevel var min gennemgående følelse, at jeg var utilstrækkelig.” 

Charlotte understreger, at hun hverken giver chefen eller arbejdspladsen skylden. Hun gik ind i jobbet med åbne øjne og blev fra start til slut behandlet godt. Også da hun gik ned med stress. Og det gjorde hun noget så eftertrykkeligt i sommeren 2004, hvor hun først mærkede en følelsesløshed i huden på den ene arm, som langsomt bredte sig til hele den ene side af hendes krop. Charlotte blev sendt hjem af sin chef og blev straks sygemeldt af sin læge, men hun forstod ikke selv, hvad der skete med hende: 

“Jeg kunne simpelthen ikke forstå, at en psykisk belastning kunne gøre mig så fysisk syg! Jeg kunne ikke løfte armene op over hovedet og vaske mit hår eller træde koblingen ned i bilen. Føleforstyrrelsen i mit ansigt betød, at jeg savlede, og jeg tænkte: Der må være noget fysisk galt. Det kan ikke kun være stress.”

Charlotte fik taget blodprøver og blev undersøgt på kryds og tværs af neurologer, som ikke kunne finde noget. Og imens voksede uvisheden og magtesløsheden til en angst, så Charlotte, da det var værst, kun sov et par timer hver nat og ikke turde være alene i løbet af dagen af skræk for pludselig ikke at kunne bevæge sig overhovedet. Det stod på i tre måneder. 

Stressudløst angst?! 

“Jeg gjorde en hel masse ting for at få det bedre. Jeg frøs altid, så jeg tilbragte timer i varmtvandsbassiner i Københavns svømmehaller. Jeg gik til afspænding en dag om ugen privat, og en anden dag gik jeg på et afspændingshold for stressede karrierekvinder, og der følte jeg mig hjemme. De andre indgød mig håb, fordi de havde været der, hvor jeg var, men var på vej ud på den anden side. De nikkede, når jeg fortalte om søvnløshed og føleforstyrrelser.” 

En af deltagerne på holdet anbefaler Charlotte en psykiater, som hun får tid hos, og som efter 20 minutter stiller en forløsende diagnose: Charlotte har stressudløst angst. Hun er først kollapset, og derefter er hun blevet så skræmt af de fysiske symptomer, at hun har udviklet angst. Sammen tager de fat på at udrydde Charlottes symptomer et for et. Først skal hun lære at sove bedre. Det foregår via omvendt psykologi, hvor hun får besked på, at hun ikke må sove. I stedet skal hun tage et lækkert karbad og holde sig vågen. Med det resultat, at hun vakler ind i seng efter badet og falder i søvn med det samme. Herefter skal hun have styr på kroppen, som spjætter ukontrolleret mange gange om dagen og så videre. 

Samtidig har Charlotte en stærk fornemmelse af, at hun har brug for at være sammen med dyr. Hver weekend kører hun sammen med sin mand hjem til hendes forældre, der har en hund, som hun går små ture med.

“Vi boede i en lejlighed på Frederiksberg, hvor vi ikke måtte have dyr, så i løbet af ugen tog jeg ud på et dyreinternat for at være sammen med hunde. Jeg følte, at jeg kom hjem i mig selv sammen med dyrene.

”Besøgene på dyreinternatet bliver en helt konkret målestok for, at det går fremad. I starten sidder Charlotte mest med hundene i deres båse, men senere kan hun fodre dem, skovle lort og gå ture med store hunde. Efter fem måneders sygemelding vender hun tilbage til sin arbejdsplads. I 10 timer om ugen og i en anden stilling. Lige så stille bygger hun op til fuldtid igen. 

“Jeg kunne se, at mine kræfter begyndte at vende tilbage. Og det ledte mig til en større værdidiskussion med mig selv.”

Charlotte og hendes mand beslutter, at de skal have en hund. Derfor er de nødt til at flytte et sted hen, hvor det er muligt. Det ender med at blive til et lille rækkehus vest for København, som de har holdt fast i lige siden, fordi Charlotte er bevidst om, at hun aldrig vil være fanget i et job, som hun ikke kan forlade, fordi hun sidder i hus til halsen. 

“Min mand og jeg har gennem tiden haft chefjob begge to, og vi har ingen børn. Vi kunne sagtens have valgt at bo sådan som de fleste af vores kollegaer, i en stor villa nord for København, men vi har bevidst valgt en billigere bolig, fordi vi ikke vil spænde buen for hårdt. Jeg er kun i balance i mit liv, hvis jeg har rum og tid til at være i naturen, ride på heste og gå med min hund. Men jeg kæmper stadig en kamp i mig selv, for min ambition er lige så stor som altid. Det er en evig udfordring at forblive tro mod den balance i mit liv, jeg gerne vil have.”  

3 ting, der har virket for mig:

  • Afspænding – alene og i en gruppe. “Det gav mine muskler og mit nervesystem ro.” 
  • Kognitiv terapi. “Det gav mig værktøjer til at styre mine tanker.” 
  • Samvær med dyr. “Det hjalp mig til at falde til ro.”


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 5.

Måske er du interesseret i ...

Seneste