© Trine Bukh

Andrea fra Den store bagedyst: “Jeg synes, det er fedt at være gråhåret”

For fem år siden lod Andrea sit hår vokse sig langt og gråt. Ligesom hun også har givet sig selv og andre mere snor. Hun behøver ikke have styr på det hele. Og det er skønt!

8. april 2018 af Majbritt Lacuhr


Andrea Søllested (51) er gift med Klaus og mor til Frida på 24, Anna på 22 og Asbjørn på 17 år. Hun er selvstændig teaterskrædder, kostumedesigner og illustrator. Og 2017- vinder af DR’s Den store bagedyst.


“Jeg blev ekstremt tidligt gråhåret"

"Allerede som 18-årig startede det. Jeg har altid farvet mit hår, fordi det var sjovt, men for fem år siden kunne jeg ikke tåle det mere. Jeg havde rigtigt langt hår, men en sommerdag, hvor udvoksningen var nået et par centimeter, valgte jeg at klippe mit hår helt kort. I en frisure, som skulle sættes hver dag med voks og føntørrer og glattejern, for når jeg havde sovet på det, lignede jeg en afbrændt fugl. Desuden skulle jeg klippes hver femte uge! Så håret fik lov at vokse sig langt igen. Jeg synes, det er fedt at være gråhåret, og er ret gode venner med mit spejlbillede. På de gode dage. På de dårlige dage fokuserer jeg på poserne under øjnene og de bumser, der kan dukke op, selv om det er årtier siden, jeg var teenager. 


Der opstår altid noget nyt omkring det næste gadehjørne. Livet er dynamisk, og det har jeg sluttet fred med. Det var svært at fylde 40, fordi de unge år så var endegyldigt slut, og det så var meningen, at jeg skulle være rigtigt voksen og have styr på det hele. Det havde jeg bare ikke. Jeg har lært, at du hele tiden skal reorientere dig i forhold til tilværelsen – partner, bolig og børn, der flytter hjemmefra. Vi flytter os derhen, hvor livet tager os. Og langsomt finder du ud af, at forestillingen om, at voksne har styr på det hele, er en myte. Der kommer hele tiden nye udfordringer. I årene mellem 40 og 50 har jeg erkendt, at jeg aldrig når til det punkt, hvor jeg kan sige: ‘Nu er den der! Nu er jeg i mål med det hele!’. 

Da jeg fyldte 50, var jeg nået frem til, at jeg egentlig havde det skidegodt. Livet er ikke perfekt, men det er fint. Og det er ikke meningen, at det skal være perfekt. For rigtigt at lande i den erkendelse begyndte jeg at kigge mig selv lidt i kortene og besluttede mig så for at tilgive mig selv de fejl, jeg nu engang havde begået igennem tilværelsen. Alt lige fra det forkerte valg af partner til forkerte karrierebeslutninger eller de gange, jeg har været urimelig over for dem, jeg elsker. 

Jeg havde så travlt med at fastholde billedet af, at jeg havde styr på det hele. Det troede jeg jo, de andre havde! Det var en lang proces, hvor jeg fandt ud af, hvilken utrolig lettelse det var at kunne se mine nærmeste i øjnene og sige: ‘Jeg er godt klar over, at jeg svigtede dig dengang, og det må du undskylde’. Du skal kunne sige undskyld og tåle den kritik, som må komme. Det var vigtigt, at de fik lov at sige: ‘Det var fandeme ikke i orden! Hold kæft, hvor var jeg træt af dig lige der’. I mine 30’ere var jeg gået i forsvar og havde skudt tilbage i stedet for at lytte kritikken til ende. Måske handler det om modenhed at nå til det punkt. 


Hvis folk siger til mig, at jeg er en smuk kvinde, siger jeg: ‘Tak, det er jeg rigtigt glad for, at du synes’. Og jeg er selv glad for, hvordan jeg ser ud. Da jeg var ung, var jeg så ked af min højde. Det var ikke sjovt at være 180 centimeter høj og bruge størrelse 41 i sko. Jeg følte mig klodset og gik og sank sammen for at skjule det. Det var først i midten af 20‘erne, at jeg begyndte at synes, at det var fedt at være høj. Efterhånden lærte jeg at rette ryggen. Og fandt ud af, at det var ret praktisk i forhold til vægt. Jeg kan tage fem kilo på eller tabe mig fem kilo, uden at det betyder noget, for der er så mange centimeter, det kan fordele sig på. 


Jeg var nødt til at slutte fred med min mor – for min egen skyld. Jeg har altid haft et ret kompliceret forhold til min mor. En konflik, der bunder i, at vi tilhørte to forskellige generationer og derfor havde to helt forskellige livsopfattelser. Min mor var meget tryghedssøgende også på sine børns vegne, og så stod hun pludselig der med en kreativ datter, der ville være selvstændig og prøve kræfter med alt muligt forskelligt. Jeg tror, hun havde et uudtalt ønske om, at jeg ville blive voksen og tage en fornuftig uddannelse. Jeg følte en mistillid til, om jeg evnede den vej, jeg havde begivet mig ud på. 

Da hun blev syg for fem år siden, blev jeg klar over, at jeg ikke ville have hende ret meget længere. Jeg var nødt til at slutte fred, også selv om jeg altid har haft en drøm om at kunne fortælle hende, hvad jeg tænkte, og at hun ville lytte det til ende og kunne se det fra min side. Jeg nåede frem til, at det vigtige ikke var konfrontationen, men at jeg fik frigjort mig fra konflikten og tilgivet både hende og mig selv. At jeg kunne se hende, som den kvinde hun nu var, og få sendt hende på vej på en ordentlig måde. Det var en utrolig frigørelse at slippe det. Jeg er sikker på, at min mor godt fornemmede det sidste år, at der var sluppet en masse spændinger. I dag er det to år siden, hun døde. 


Det var væsentligt for mig, at jeg selv kunne genkende Andrea på skærmen i Den store bagedyst. Jeg meldte mig ikke til, fordi jeg havde et ønske om at være kendt fra tv. Det var en uundgåelig bivirkning. Jeg måtte affinde mig med, at jeg ville blive vurderet på mit tøj, mit hår, min dialekt, mit temperament. Jeg var meget bevidst om så vidt muligt at hive fokus væk fra min person og over på mit bagværk. Jeg har altid været meget fascineret af den kreative udvikling, tidligere deltagere har gennemgået, og jeg ville gerne afsøge, om jeg ville kunne overføre den kreativitet, jeg indeholder, til det at lave kager. Og det kunne jeg.”


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 3.

Måske er du interesseret i ...

Seneste