Bliv smidig med en sommerfugl

Jeg har fået en øjenåbner. Eller rettere. Jeg har fået øje på en hofteåbner. Den hedder sommerfuglen, og jeg laver den så vidt muligt hver aften, selv om den virkelig kan få mig til at stønne højlydt. Det føles nemlig lidt intenst, men det virker.

20. august 2014 af Gitte Høj

Jeg har fundet fidusen ved sommerfuglen. Hvis jeg siger, at den går direkte ind i mine stramme hofter, er du sikkert med på, at vi ikke befinder os i riget for insekter. Det handler om yoga. Så det mest rigtige er at sige, at jeg har fået en hofteåbner … som altså er en effektiv øvelse for ben og hofter.

Sommerfuglen kan laves både siddende og liggende, og jeg tør godt love dig, at den gør en forskel, hvis du - som jeg - kæmper med stramme hoftebøjere. Jeg arbejder på at få den vane at lave sommerfuglen en gang om dagen. Som regel om aftenen, mens jeg alligevel flader lidt ud foran fjernsynet.

Det smarte ved sommerfuglen er, at den åbner og gør hofteleddet, musklerne og leddene i benene mere smidige. Samtidig sætter øvelsen også fart i blodcirkulationen i dit underliv og afspænder det. Har du et siddende job, vil du typisk bøvle lidt med dine hofter, der godt kan finde på at blive lidt stive.

Her er, hvad du skal gøre: Sæt dig godt til rette på dine sædeknogler, og saml nu dine fodsåler. Lad knæene falde ud til siden. Tag en indånding, og ret ryggen. Hvis du allerede nu mærker, at det kommer til at knibe med at holde ryggen lige, griber du ud efter en pude eller to. Hvis du er tvivl, kan du have en pude parat. Det er vigtigt, at du kan holde ryggen lige og samtidig sidde godt.

Nu tager du fat om fødderne eller placerer hænderne bag ryggen. Vip op og ned med knæene i rolige bevægelser. Vær opmærksom på dit åndedræt. Tag nogle dybe ind- og udåndinger. Sid i et par minutter. Skub så blidt knæene mod gulvet. Brug dine hænder eller albuer og tæl til 6.
Måske kan du få knæene helt eller tæt på gulvet - tro mig, der er jeg ikke endnu, slet ikke - men hvis du kan, så er næste step, at du læner dig udover benene og støtte med underarmene, som altså rammer gulvet.

Prøv engang at lave den hver aften gennem nogle uger og se, hvad der sker. Sommerfuglen har sat sit præg på mig. På den gode måde. Men. Som det også gælder for rigtig meget anden træning - så er det ikke bare et par dage med sommerfuglen, og så er du flyvende! Det gør ondt, det tager tid, og det kræver, at du ikke springer over flere dage i træk. Så jeg stønner og klager hver aften, inden jeg går i seng, mens jeg basker med benene - selvom det (stadig) giver kommentarer fra familien. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste