Det kan være svært at tackle den afmagt man føler som mor eller pårørende til en nær, der lider af en spiseforstyrelse.

© CreativeCommons.org

Når spiseforstyrrelsen rammer en du holder af: Sådan tackler du følelsen af sorg og afmagt.

Tag hånd om dig selv som pårørende. Hvem taler du med?

22. marts 2016 af Rikke Hellerup Madsen

Der er generelt foretaget meget få studier om, hvordan det er at være mor, søster eller nær veninde til en person, der lider af en spiseforstyrrelse. De få undersøgelser som er udgivet, tegner dog et entydigt billede af, at spiseforstyrrelsen som regel rækker langt ud over kun at ramme den, der er syg.  

Stor psykisk belastning for den pårørende 


Som pårørende oplever du sandsynligvis også at være påvirket af sygdommen på en række fundamentale områder.

Inden for psykiatrien anslår man faktisk, at det er mere belastende at være forælder til en person der lider af en spiseforstyrrelse, end det er at være forælder til personer med psykotiske lidelser.

En engelsk undersøgelse finder, at over 50 % af forældre til personer med spiseforstyrrelser lever
med symptomer på angst og over hver 10. forælder til en pårørende oplever depression.

 


Splittet mellem ængstelighed og vrede

Nære pårørende til personer med spiseforstyrrelser bekymrer sig især over, hvilke konsekvenser spiseforstyrrelsen kommer til at få.

Bekymringerne for om vedkommende nogensinde bliver rask igen, og frygten for at miste sin nære veninde, sin søster eller sin datter til sygdommen, ligger konstant i baghovedet.

Samtidig oplever pårørende ofte en stor følelse af vrede over for spiseforstyrrelsen, som i sidste ende kan komme til udtryk helt forkert.

Du oplever måske at føle dig splittet mellem at føle stor kærlighed og omsorg til personen med spiseforstyrrelsen, og samtidig føle en så stor frustration og vrede over for sygdommen, at du har lyst til - eller brug for - at lægge afstand til hende.

Et stort ansvar - hvem gør hvad?


Det er ikke altid givet på forhånd, hvem vi vælger at åbne os om vores problemer til.

Sådan har de kvinder, der lider af en spiseforstyrrelse det også. 

Nogle pårørende kan pludselig opleve, at skulle tage et langt større ansvar over for en perifær veninde, der lider af en spiseforstyrrelse, end de tidligere har gjort.

Omvendt kan det også være svært at afgøre, om man nu også er 'tæt nok på’ til at være den, der tager hul på snakken - eller om der er andre, der er tættere på. 

Som søster eller som nær veninde kan det også være svært at balancere egne behov over for spiseforstyrrelsen. For hvornår er det lige okay at tale om den dumme chef på jobbet eller småproblemerne på hjemmefronten, når ens veninde eller søster kæmper med en spiseforstyrrelse? 

Læs mere om hvordan du tager hul på den svære snak her 


Der er hjælp at hente til dig som pårørende

Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser & Selvskade har en hotline, hvor du som pårørende kan tale frit om den afmagt, du føler, og de frustrationer du gennemlever.

Besøg Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser & Selvskades hotline for pårørende her.

Måske er du interesseret i ...

Seneste