Månedens leder: Hvad er dit motto?

Ann Qvist, chefredaktør på Magasinet Liv, har endelig fundet sit. Og det forpligter at sige det højt. Måske skulle du gøre det samme?

9. juni 2016 af Ann Qvist

Jeg har fundet mit nye motto. Det kunne sagtens være så simpelt (men ikke mindre sandt) som Lev livet i dag, i morgen kan det være for sent. Det kunne også være varianten Lev livet, for der er ingen andre, der gør det for dig. Men mine seks nye yndlingsord er langt mere slagkraftige og mindre poesibogsegnede, omend de danner en sætning, der utvivlsomt gør det lettere at leve livet. Fuldt ud. Bedre.

Død over skyld og dårlig samvittighed

Sådan, dermed de seks ord, som jeg hermed sværger at sværge til.

Og det er jo ikke, fordi nogen af os ikke ønsker død over skyld og dårlig samvittighed, vel? Vi (læs: jeg) er bare forbandet gode til at føle det alligevel. Skyld og dårlig samvittighed.

Mit nye motto er psykolog Ulla Dyrløvs ord, og “sådan hedder det i min konsultation”, siger hun. Vi har fået hendes bud på, hvorfor vi har de følelser, og hvordan vi kan blive bedre til at stræbe efter det uperfekte. For det hænger jo sammen: Hvis vi ikke skal være så rigtige og så perfekte, får vi lettere ved at slippe skylden og den dårlige samvittighed. Og omvendt.

Det kan være en overvindelse at erkende fejl, som har betydning for din egen lykke. Kan du sige: Jeg blev skilt, men jeg burde have gjort det anderledes? Eller: Min far er død nu, og jeg burde have sagt, jeg elsker ham? 

Det er store ord, og smerten ligger ikke bare diffust i baggrunden. Den lever. Men det samme gør de to fantastiske kvinder, der siger det. Fordi de har valgt at tilgive sig selv, at de ikke var perfekte. De har valgt at erkende skylden og den dårlige samvittighed og dermed også blive den kvit.

Det føler jeg, jeg kan lære noget af. Jeg vil tilgive mig selv noget mere. Men også give mig selv et spark og få gjort det, jeg ved der skal til. Kæresteture. Nære samtaler. Ærlighed. Nemmere sagt end gjort, men sådan er det jo ofte med et motto. Nu er det sagt højt, og det forpligter.

God læselyst,

Måske er du interesseret i ...

Seneste