© Tia Borgsmidt

Mini citronmåner

Værsgo – en luksusudgave af citronmånen, som absolut ikke tåler sammenligning med dem, du køber.

14. august 2015 af Opskrift: Lone Kjær

Tid: ca. 20 min. + bagetid
Til: 12 stk.

INGREDIENSER

  • 125 g marcipan
  • 200 g smør
  • 350 g flormelis
  • 4 æg
  • 200 g hvedemel
  • 1 ½ tsk bagepulver
  • reven skal af 2 økologiske citroner
  • saft af ½ citron
  • reven skal af 1 økologisk citron

 

FREMGANGSMÅDE

Tænd ovnen på 175 grader.

Riv marcipanen groft. Pisk smør og 200 g flormelis godt sammen. Tilsæt æggene et ad gangen. Sigt hvedemel med bagepulver, og rør det i dejen sammen med marcipanen. Riv skallen af citronerne, og kom den i dejen.

Fordel dejen i en form på ca. 20 x 25 cm foret med bagepapir. Bag kagen i midten af ovnen ca. 30 min. Mærk efter med en kødnål, om kagen er bagt. Hænger der dej ved, bages kagen lidt længere tid.

Afkøl kagen.

Rør 150 g flormelis med citronsaft, og fordel glasuren på kagen. Stik runde kager tæt ud med en udstikker på ca. 9 cm i diameter. Skær kagerne midt over, så de ligner minimåner. Pynt med reven citronskal.

Tip! Kagen kan også bages i en springform på 25 cm i diameter, som efterfølgende skæres i to halve måner.

Opskriften er bragt første gang i Magasinet Liv nummer 25.

Måske er du interesseret i ...

Seneste