© Tia Borgsmidt

Lagkage med mini-vandbakkelser med chokolade og hasselnødder, vaniljeis og æblemos med rosmarin

Uimodståelig og overdådig lagkage, som sikrer, at smagsløgene ikke keder sig til fødselsdagen.

1. februar 2016 af Tina Scheftelowitz

Lagkage med mini-vandbakkelser med chokolade og hasselnødder, vaniljeis og æblemos med rosmarin

Tid: 1 time + bagetid.
Til 12-14 personer.


Der er ikke mange danske frugter i sæson i februar-marts, men de gode æbler er her stadig og er lækre som mos i en lagkage.

Vaniljeisen gør, at kagen skal serveres meget hurtigt, efter at den er lavet. Hvis du vil have en kage, som holder sig bedre, så erstat isen med flødeskum af en halv liter piskefløde mere.

 

INGREDIENSER

  • 3 lagkagebunde, gerne den ‘høje’ type
  • 1-2 bægre vaniljeis
  • flødeskum af 2,5 dl piskefløde


Vandbakkelser (ca. 20 stk):

  • 1½ dl vand
  • 50 g smør
  • 75 g hvedemel
  • 2 æg str. medium
  • 25 g hasselnødder, kan udelades

Æblemos:

  • 1,5 kg æbler, gerne madæbler
  • 1 dl vand eller mere
  • ca. 25 g rørsukker
  • 1 spsk finthakkede friske rosmarinnåle


Glasur til vandbakkelser:

  • 40 g mørk chokolade
  • 1/4 dl piskefløde
  • 1 tsk smør

 

FREMGANGSMÅDE

Vandbakkelser: Bring vand og smør i kog i en gryde. Tilsæt mel, og pisk, til dejen er fast og sammenhængende. Tag gryden af varmen, og lad dejen køle lidt af i gryden.

Pisk æggene i dejen et ad gangen, til massen er ensartet. Form små boller på ca. 3 cm i diameter med to teskeer, og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Lav godt med mellemrum omkring bollerne. Drys hakkede nødder over.

Bag vandbakkelserne i ovnen ved 180 grader varmluft ca. 25 minutter, til de er lysebrune. Træk bagepapiret over på en rist, og lad dem køle af.

Æblemos: Skræl æblerne, skær dem i kvarte, fjern kernehusene, og skær æblerne i mindre stykker. Kog dem i en gryde med vandet under låg ved svag varme ca. 15-20 minutter, til de er udkogte. Rør og mos undervejs, og tilsæt vand, hvis æblerne koger tørre. Smag til med sukker – mosen må gerne være syrlig. Tilsæt rosmarin, når mosen er færdigkogt.

Glasur: Varm fløden i en lille gryde. Tilsæt hakket chokolade og smør, og rør glasuren glat. Køl den let af, og dryp den over de afkølede vandbakkelser, mens de stadig står på bagepapiret.

Ved serveringen: Tag isen ud af fryseren, 20 minutter før. Pisk fløden til skum. Skær isen i skiver.

Kom en lagkagebund på et fad. Fordel halvdelen af mosen over. Så halvdelen af isen. Lav et tilsvarende lag. Kom den sidste lagkagebund på, og fordel flødeskummet over den. Pynt med vandbakkelserne, og servér straks.

 

Tip! Rosmarin er overraskende velsmagende i desserter. Prøv at lave en gætteleg blandt gæsterne om, hvad der er den særlige ingrediens i kagen.

Måske er du interesseret i ...

Seneste