© Youtube @ochikeron

Cheesecake med kun 3 ingredienser

I dag fejrer amerikanerne national cheesecake-dag, og hvorfor ikke hoppe med på traditionen? En japansk blogger gør det i hvert fald nemt for os.

30. juli 2015 af Jane Hansen

I USA fejrer de i dag national cheesecake-dag, og det er én af de dage, vi her på redaktionen stemmer for, at vi også skal indføre herhjemme.

Det behøver nemlig ikke være særlig kompliceret eller tage særlig lang tid at lave en lækker cheesecake. Med kun tre ingredienser fremtryller den japanske blogger Ochikeron en fantastisk cheesecake, som får mundvandet til at løbe.

Se videoen med fremgangsmåden under opskriften.

INGREDIENSER

  • 3 æg
  • 120 g. hvid chokolade
  • 120 g. flødeost


SÅDAN GØR DU

Forvarm ovnen til 170 grader. Separér æggene og put æggehviderne i en skål. Stil hviderne i køleskabet, så de er kolde, når du skal bruge dem. Knæk chokoladen i stykker, put den i en skål eller gryde og smelt den forsigtigt i et vandbad. 

Tilføj flødeosten til den smeltede chokolade og rør dem sammen, mens gryden stadig er i vandbadet. Tag gryden af og tilføj blommerne.

Herefter skal du piske æggehviderne sammen til en tyk masse, og rør forsigtigt en tredjedel af de piskede æggehvider i chokoladen. Tilføj herefter resten af æggehviderne af to omgange, hvor du forsigtigt rører det sammen.

Smør nu lidt olie på noget bagepapir, og fyld en rund kageform med bagepapiret (se, hvordan i videoen), og hæld kagemassen ned i formen. Bank den forsigtigt ned i bordet et par gange, så alle luftbobler er væk. 

Nu skal kagen bages. Og det foregår ved tre temperaturer - giv den først et kvarter ved 170 grader, derefter 160 grader i et kvarter, og sluk så for ovnen og lad kagen få eftervarme et kvarter mere. Tag den ud, og lad den køle ned inden servering.

 

Måske er du interesseret i ...

Seneste