© Tia Borgsmidt

Aniskranse med hvid chokolade

En anderledes, men superlækker konfekt, som er supernem at lave.

10. november 2015 af Tina Scheftelowitz

30 min. + bagetid.
Ca. 25 stk.

Det smarte ved denne opskrift er, at man ikke behøver en kødhakker til at lave kransene, og at man ikke skal lave en kæmpe portion småkager. Det er ikke nødvendigt at riste mandlerne, men det fremhæver deres smag på en lækker måde. Kagerne er også gode uden chokoladen.


INGREDIENSER

  • 50 g mandler
  • 75 g smør, koldt
  • 125 g hvedemel
  • 50 g fint rørsukker eller hvidt sukker
  • 1/2 tsk stødte anisfrø (eller 1⁄2 vaniljestang)
  • 1 lille æg


Overtræk

  • 100 g hvid chokolade
  • 1 tsk anisfrø

FREMGANGSMÅDE

Rist de hele mandler i ovnen ved 175 grader (ej varmluft) i 10-15 minutter, til de er gyldne og smager mere af mandel. Hak dem fint, og køl dem af.

Hak smørret i en blanding af mel, sukker og stødte anisfrø (eller vaniljekorn skrabet ud af den flækkede vaniljestang med en urtekniv). Smuldr blandingen mellem fingrene. Tilsæt de afkølede mandler, og saml dejen med det sammenpiskede æg.

Del dejen i mindre stykker, og tril pølser, ca. 1 cm tykke og 7 cm lange. Form dem til kranse, læg dem på en bageplade med bagepapir, og bag dem i ovnen ved 200 grader (ej varmluft) i 10-15 minutter, til kagerne er godt gyldne. De bliver sprøde, når de er kolde. Dyp dem halvt i chokolade, som er smeltet over vandbad. Læg dem på bagepapir, og drys med anisfrø.


Tip!
Køb anisfrø over nettet eller hos en arabisk grønthandler. Eller erstat dem med vanilje.


Få tips og inspiration til din jul på Magasinetliv.dk. Tilmeld dig nyhedsbrevet, og få det hele levereret direkte i din indbakke –  nemt og gratis!

Måske er du interesseret i ...

Seneste