Isfald af Liselotte Michelsen | boghygge
© Byens Forlag | iStock

Isfald er den nye roman, du ikke må gå glip af

Månedens bog handler om at sidde fast i livet og fortiden – og om, hvordan du vrister dig fri

Magasinet Livs boganmelder, Caroline Rutter, er cand.mag. i engelsk litteratur, oversætter, korrekturlæser og altid i gang med tre bøger – mindst! Her giver hun en varm anbefaling til en bog, der er perfekt til dig, der ønsker at tage livet i egne hænder.

Isfald af Liselotte Michelsen
© Byens Forlag

Friheden i vildmarken

Handling: Monica føler sig låst fast i sin rolle som småbørnsmor i et ægteskab, der ærligt talt ikke er, hvad det var, for der er dømt tantekys og en snigende ligegyldighed. Samtidig spøger mindet om bedsteveninden Nanna, der døde under en fælles bjergbestigning. Monica kan ikke slippe den tragiske ulykke og sin skyldfølelse. Sammen med en ven tager hun til den arktiske vildmark for at konfrontere fortiden. 

Magasinet Liv mener: Tomheden har overtaget, og hverdagen og ensomheden lukker sig om Monica, mens gamle sår konstant springer op og bløder igen. Så fastlåst i sin eksistens kan man føle sig. Hvordan slår man den hårde skal i stykker og heler sjælen? Måske ved at vende tilbage til der, hvor det hele startede, for mennesket og i Monicas tilfælde, for hende selv: I naturen, hvor vi er nødt til at følge kroppens signaler og vores intuition, hvis vi vil overleve. Isfald fortæller overbevisende og med fine detaljer om mennesker, der har mistet retningen i livet og beslutter sig for at finde den igen.

Til dig, der ... har stor respekt for dem, der tager livet i egne hænder.

Magasinet Liv giver den 5 ud af 6 stjerner. 

Isfald. Af Liselotte Michelsen, 239 sider hos Byens Forlag 299 kr.

Artiklen er første gang bragt i Magasinet Liv nr. 73

Måske er du interesseret i ...

Seneste