© Tia Borgsmidt

Fiberrigt rugbrød med hørfrø, abrikoser og mandler

Forkæl familien med det lækreste rugbrød, som indeholder alle de ingredienser, din mave har godt af!

17. september 2015 af Sandra Dranzin

Fiberrigt rugbrød med hørfrø, abrikoser og mandler

2 brød à cirka 1.350 gram

Det mest saftige og holdbare rugbrød bages med surdej og lang hævning. Når du først er inde i processen og har en surdej stående i køleskabet, har du frisk brød på en halv dag.


INGREDIENSER

Surdej:

  • 4 dl vand
  • 250 g økologisk groft rugmel

Rugbrød:

  • 5 dl surdej
  • 1 l vand (maks. 37 grader)
  • 500 g økologisk groft rugmel
  • 500 g økologiske knækkede rugkerner
  • 200 g mandler
  • 200 g tørrede abrikoser i tern
  • 100 g hvedeklid
  • 100 g hørfrø
  • 75 g mørk eller lys sirup
  • 3 spsk. groft salt

 

FREMGANGSMÅDE

Surdej:

Dag 1: Rør 2 dl rugmel sammen med 2 dl lunkent vand (maks. 37 grader) i et patentglas (en liter). Læg låget løst på, og lad det stå på køkkenbordet et døgn.

Dag 2: Rør dejen igennem, og tilsæt 1 dl rugmel og 1 dl vand. Dæk til, og lad stå et døgn mere.

Dag 3: Gentag dag 2.

Dag 4: Surdejen har fine bobler i overfladen, og du er nu klar til at bage dit brød!

 

Rugbrød:

Tag 5 dl fra din surdej. Gem den resterende del, som er basen for din næste portion – gør blot som dag 2-3, og sæt den i køleskab, til du skal bage igen.

Hæld de 5 dl surdej i en røreskål, og tilsæt alle de øvrige ingredienser. Rør dejen grundigt i ti minutter – gerne på maskine. 

Pensl to rugbrødsforme (to liter) med olie, og fór dem med bagepapir. Fordel dejen i formene, og glat overfladen med en dejskraber. Dæk formene med film, og lad brødene hæve, til dejen er hævet til formenes kant. Det tager mellem fire og 12 timer afhængig, hvor varmt og fugtigt rummet er.

Sæt formene i ovnen, og tænd på 160 grader. Vend brødene ud af formene efter to timer, og bag dem færdige i cirka 20 minutter mere – centrumstemperaturen skal være 99 grader (brug gerne et stegetermometer).

Sæt brødene til afkøling på en rist. Hvis du ønsker en blød skorpe, kan de pakkes ind i et rent viskestykke.

Opbevar brødene i fryseposer. Frys eventuelt brødene ned i passende portioner.


Hørfrø er maveguf
Hørfrø indeholder kostfibre, som sætter gang i fordøjelsen. De smører tarmsystemet, så maden glider lettere igennem. Brug dem i bagværk, eller bland dem i din mysli.


Bragt første gang i Magasinet Liv nummer 7.

Måske er du interesseret i ...

Seneste