"Selv om du mister, forsvinder kærligheden aldrig"

Skrevet 22. maj 2012 af Redaktionen. Foto: magasinetliv.dk

Det er blot en af de ting, journalist og forfatter Eva Jørgensen (48) gerne ville have vidst.

Liv spurgte Eva Jørgensen, hvilke ting hun ville ønske, nogen havde fortalt hende...

1... om mænd

“Selv om det er en kliché, så ville jeg gerne, at nogen havde fortalt mig, at mænd vitterligt er fra Mars. Vi går rundt i den samme verden, men vi ser tingene vidt forskelligt. Hvis jeg havde vidst det noget før, tror jeg, at jeg havde været mere rummelig over for de mænd, jeg har mødt på min vej. Så havde jeg ikke brugt så meget krudt på at blive irriteret over deres manglende evne til eksempelvis at se, at der trænger til at blive gjort rent, eller til at sætte sig ned og tale følelser forfra og bagfra. Så havde jeg i stedet sagt: ‘Ok, det er Mars-faktoren!’. Og brugt min energi på noget andet.”

2 ... om venskaber

“At nære venskaber ikke kun handler om kvalitet, men også om kvantitet. Du er nødt til at hive tid ud af kalenderen, hvis du vil have tætte venskaber. Facebook, mail, sms og andre sociale medier er ok, men det er en meget dagbogsagtig måde at kommunikere på. Det er noget andet, når jeg eksempelvis sidder over for min gode veninde fra Odense, og vi hen ad midnat åbner en ekstra flaske rødvin. Det er der, tingene kommer på bordet. Og så ville jeg gerne have vidst, at rigtige venner virkelig er der, når du har brug for det. Uanset hvor meget jeg rakte ud efter min mands død, så stod mine venner parat til at give mig endnu mere, end jeg bad om. Det var fantastisk at opleve.”

3 ... om karriere

“At karriere ikke kun bevæger sig opad, den kan bevæge sig til siderne og ud i krogene og lidt nedad, det vigtige er, at der er bevægelse. Selv om du synes, at dit job er superspændende og udfordrende, så skal du rykke dig indimellem. For eksempel var jeg glad for at være på DR2’s Deadline, da jeg forrige år besluttede mig for at prøve livet som selvstændig. Jeg kunne bare mærke, at skulle drømmen afprøves, skulle det være nu. Det kan godt være, at det, du laver, var genialt for fem år siden, men derfor behøver det ikke at være genialt nu. Det vigtigste er, at du beskæftiger dig med noget, som du er glad for, og at du har nogle gode kolleger.”

4 ... om kærlighed

“Den skal passes og plejes, også selv om begge har karriere. Som yngre var jeg mest optaget af: ‘What's in it for me?’. I dag har jeg vendt sætningen rundt. Nu siger jeg mere: ‘Hvad kan jeg give?’. Jeg tænker ikke længere: ‘Er han min type?’, men mere: ‘Er han et helstøbt menneske?’. Der vil jo altid være et par ting eller to, du synes er knap så fantastisk. Jeg er blevet mere rummelig. Jeg ville også gerne have vidst, at kærligheden aldrig forsvinder. Selv om jeg har mistet min mand, vil jeg altid elske ham - også selv om jeg får en kæreste.”

5 ... om sex

“Da jeg som purung tænkte: ‘Var det så det?’, kunne det have været rart, hvis nogen havde sagt: ‘Bliv ved, det bliver kun bedre med alderen!’. Jeg ville gerne have vidst, at det kunne være så dejligt, som det kan være. Jeg forstår ikke, at vi på den ene side skræmmer de unge til døde med, at de kan blive gravide og få kønssygdomme, hvis de dyrker sex, og samtidig kan de frit sidde og downloade porno fra mobilen eller internettet. Det gør jo sex til en eller anden halvskræmmende vare, der ikke har noget at gøre med de unges eget liv - eller med det faktum, at sex rent faktisk hænger sammen med at holde af og elske.”

6 ... om forældre
“At jeg med alderen ville komme til at sætte pris på den kulturelle ballast, de har givet mig med på vejen i form af eventyr, danske sange, landets historie og så videre. Som teenager var det træls at blive slæbt med i kirker og til historiske mindesmærker som Skamlingsbanken, men det har siden været en stor fordel i mit arbejde som journalist. Og jeg forsøger også at give den danske kulturarv videre til min egen søn.”

7 ... om børn
“At det var så omvæltende og fantastisk at få et barn. Jeg havde flere veninder, der forsøgte at sige det til mig, men jeg sad bare med øjne som spejlæg. Børn interesserede mig ikke som yngre, og på en måde var det godt, jeg ikke vidste, hvor stor en forandring det ville være at få et barn, for så er det ikke sikkert, jeg havde turdet.”

8 ... om kroppen
“At nogen havde betonet vigtigheden af at behandle sin krop godt. Og at nogen med meget stor myndighed i stemmen havde bedt mig om ikke at begynde at ryge. For selv hvis jeg holder op, vil jeg altid være eksryger. Det er også kommet bag på mig, hvor meget jeg har brug for at sove, i takt med at jeg er blevet ældre. Det er helt vildt så meget, jeg skal sove. Det er slut med at drikke og feste den halve nat og så gå på arbejde dagen efter. Det kan jeg ikke længere. Men rent kropsligt føler jeg mig faktisk yngre, end jeg er - takket være min søn. Vi hopper nemlig i trampolin sammen dagligt, og det er dødsjovt.”

9 ... om livet
“Jeg ville ønske, nogen havde sagt: ‘Eva Jørgensen, i dit lille liv vil du møde medgang og modgang, og det er ikke verdens ende. Livet fortsætter’. Livet i sig selv er enormt stærkt. Det kan godt være, at du lige nu er så lammet, at det er en kamp bare at komme igennem en time. Men lige så stille kommer du op at stå og begynder at trampe af sted igen. Men du kan ikke forcere det. Tingene tager den tid, de tager. Det er svært at acceptere for en kontrolfreak som mig, der uden problemer kan ramme en udsendelses længde på sekundet. Men sådan fungerer det ikke med livet.”

10 ... om familie
“At du ikke vælger din familie selv, men at du selv vælger, hvilket forhold du har til din familie. Du kan ikke have et fedt og givende forhold til din familie, hvis du ikke investerer tid i den. Min familie betyder meget for mig. Vi er hinandens allerbedste venner, og det er også meget vigtigt for mig, at Elias får et tæt forhold til sine fætre. Du skylder dit barn at træde til side og hjælpe det med at få kammerater ind på scenen, og da Elias er enebarn, og jeg ikke skal have flere børn, betyder det meget for mig, at han alligevel kommer til at opleve den tæthed.”

 

Skriv en kommentar
Kommentarer

Et skønt tilbud til dig

Mest læste


Abonnér på LIV nu! Se alle tilbud