Ulla Hinge Thomsen
© Ninna Flor

Ulla mistede sin mor: “Jeg forstår stadig ikke, at min mor aldrig kommer igen”

Selv om Ullas mor var uhelbrede­ligt syg, var Ulla alligevel uforberedt. På det praktiske. På det uvirkelige. Men hun havde også forberedt sig. Så hun fik sagt det, hun ville

26. oktober 2017 af Karen Greve

Ulla Hinge Thomsen (46) er single og mor til Anna på 20 og Jonas på 9 år. Hun er forfatter og redaktør. 

Ulla Hinge Thomsen har endnu ikke helt forstået, at hun aldrig kommer til at se sin mor igen. Hun oplever sorgen som en sær følelse, der kommer og går, og lige nu er hun mest af alt udmattet. Af at våge på et hospice, arrangere en begravelse, tømme en lejlighed og tage sig af sine børns sorg.

Ulla brød ikke sammen, da hendes mor drog sit sidste suk. Hun var ked af det, men ikke utrøstelig til begravelsen. Sorgen har i stedet ramt hende uventet og i andre former i andre situationer, hvor hun pludselig har følt sig ensom. Eller overvældet af alle de praktiske opgaver, der hviler på et enebarn, når en forælder går bort.

“Nogle uger efter min mors begravelse cyklede jeg hjem en aften, hvor det var
koldt og mørkt. Oven i alt andet havde jeg kærlighedssorg, og jeg følte mig pludselig helt alene i universet. Der tænkte jeg, at min mor ville have syntes, at det var synd for mig. Ingen kommer længere til at synes, at det er synd for mig, som hun gjorde. Eller elske mig fuldstændigt betingelsesløst.”

Ullas mor døde 14. februar 2017. Hun blev 74 år. For otte år siden fik hun tyktarmskræft. Hun blev erklæret rask igen, men kræften kom tilbage i slutningen af 2014, og siden dengang har familien vidst, at hun ikke ville blive 100 år, som familiens kvinder ellers plejer. Men at kende fakta og at modtage en lægelig vurdering er ikke det samme som at forstå sådan rigtigt, at døden er nær.

“Min mor var stædig, selvstændig og vilje­stærk, og hun brød sig ikke om at tale om sin sygdom, så det var indimellem svært at vide, præcist hvor dårligt hun havde det. Et par måneder før hun døde, gik hun 10.000 skridt hver dag. Så det var alligevel et chok, da hun blev så konfus, at jeg måtte få hende indlagt.” 

På hospice

Ullas mor bliver indlagt på skadestuen en søndag, og herefter går det hurtigt ned ad bakke. Hun kommer på hospice tre dage senere, og efter yderligere to døgn har hun svært ved at vende sig i sengen og kan ikke selv komme på toilettet. Sammen med sin dengang 19­-årige datter, Anna, våger Ulla over sin mor, og den følgende søndag formiddag siger en sygeplejerske til Ulla, at hvis hun vil sige noget, mens hendes mor stadig er vågen og i stand til at reagere, vil det være et godt tidspunkt nu.

“Det var en uvirkelig følelse at se min mor forsvinde. I løbet af de sidste døgn, hvor hun var bevidstløs, sank hendes kinder ind, næsen blev spids, og hendes hud blev blegere. Da Anna og jeg sagde farvel til hende, var hun ved bevidsthed og kunne smile og klemme vores hænder. Jeg er sikker på, at det gav hende en ro, at vi lovede at passe på hinanden. Vi lovede at huske hende og engang at fortælle Annas børn om hende.” 

Ulla og Anna har vænnet sig til at være på et hospice i en slags absurd døs, hvor alt går langsomt og i ring. De to sidste døgn overnatter de på stuen. De har det samme tøj på som i går. Ser de samme tv­-serier på telefonen for at fordrive ventetiden. Og lytter konstant efter vejrtrækningen.

“Den eneste lyd i rummet var hendes afbrudte, hæse vejrtrækning. En enerverende lyd, som jeg stadig tydeligt kan huske.”

Indtil vejrtrækningen endelig bliver lettere, svagere og til sidst stopper helt.

“Anna brød sammen, men jeg var rolig lige i øjeblikket. Jeg tænkte, at det var vigtigt og rigtigt, at vi var der. Lige der føltes det som en lettelse, at min mor fik fred, og at ventetiden var overstået. Men da vi tog hjem, havde jeg en underlig nat med en klar følelse af, at noget var helt forandret.”

Læs resten af artiklen om Ulla

I Magasinet Liv 81 kan du læse resten af artiklen om Ulla. Her fortæller hun blandt andet, hvad der hjalp hende igennem perioden – og hvad hun gerne ville have vidst. En anden kvinde fortæller også om, hvordan hun mistede sine forældre. I det nyeste Magasinet Liv kan du derudover læse om de fem vindere af Liv Model 2017, som blandt andet fortæller om, hvordan de har det med at være 40+.

Denne gang får du Bo Bedre med Magasinet Liv for kun 69,95 kroner i alt. Så skynd dig ned i din lokale kiosk, og få fingrene i det nye, lækre læsestof, du kan hygge dig med på sofaen!

Magasinet Liv 81
© Thomas Dahl

Måske er du interesseret i ...

Seneste