Kvinde og mand på strand
© iStock

“Tidligere tænkte jeg, at jeg skulle have en mand, der mindede om mig selv”

Anne-Louise mødte sin modsætning, og han stiller sig i vejen for det, der ellers har været logik for hende. Kan deres forhold overhovedet fungere?

2. februar 2017 af Louise Thorsted

Anne-Louise fandt ham, hun vil blive gammel med, midt i 40’erne. Han er 10 år yngre end hende, gemmer papirer i bunker i stedet for mapper, og han kender hende så godt, at han ved, hvornår hun har brug for Anne-Louise-tid, før hun selv gør. 

Læs Anne-Louises historie her. 

Billedet herover er ikke af Anne-Louise og hendes kæreste, men er indkøbt til artiklen. 

Jeg kommer hele tiden nærmere mit mål

“Jeg har endelig fundet en ro i at være kvinde og ambitiøs. Tidligere brugte jeg mit køn som undskyldning, hvis jeg oplevede modstand, men jeg tror faktisk aldrig, jeg har mødt nogen, der har skudt mig det i skoene. Det er lidt som med alder. Begge dele er vilkår, jeg ikke kan ændre på, men jeg kan få det bedste ud af det og udnytte de styrker, der ligger i, at jeg er god til relationer og har erfaring. Det har krævet, at jeg har skullet indrømme over for mig selv, at jeg er leder, fordi jeg kan lide at være med til at træffe beslutningerne, og det har været en lang og krævende proces. Jeg betragter livet som en lang, terapeutisk rejse, hvor jeg hele tiden kommer nærmere mit mål, men aldrig helt i mål. Jeg dvæler bevidst ved store skift i mit liv. Af og til med hjælp fra en coach. Jeg gjorde det, da jeg blev skilt for lang tid siden, da mine børn flyttede hjemmefra, ved jobskifte, og da jeg mistede min far for seks år siden. Hele mit voksenliv er jeg stoppet op og har spurgt mig selv, om det, jeg havde gang i, var rigtigt for mig. Og jeg har handlet aktivt på det, jeg er kommet frem til.” 

Jeg mødte min modsætning

“Tidligere tænkte jeg, at jeg skulle have en mand, der mindede om mig selv. Jeg er udadvendt og har valgt et arbejdsliv, hvor jeg er på, fra jeg lander på skolens p-plads om morgenen. Jeg er igangsætteren både på arbejdet og derhjemme, og mine papirer sidder pænt i mapper. 

For syv år siden mødte jeg min modsætning, Michael, i arbejdssammenhæng. Jeg blev supernysgerrig på ham, og i dag har vi været kærester i fem år. 

Michael er uddannet skovfoged og ekstremt introvert. Han tilbringer helst hele dagen i skoven og en fridag på langs. Hans papirer ligger i en stor bunke. Men han ser mig og udfordrer mig og mine synspunkter, og det er fantastisk! Før jeg selv mærker, at jeg har brug for det, kan han sige: ‘Skal vi ikke køre din kajak ud til Storebælt, så du kan komme ud og padle? Du har brug for Anne-Louise-tid, og så skidt med det vasketøj der’. 

Han stiller sig i vejen for det, der ellers har været logik for mig, nemlig yde før nyde. Han lærer mig, at jeg godt må være nummer et i mit liv en gang imellem. Vi har en ubetinget kærlighed til og respekt for hinanden, som jeg ikke har oplevet før. Selv om vi henter energi forskellige steder, bærer vi den ind i vores forhold og bliver sammen beriget af det. I selskab med den her mere tavse mand har jeg da tænkt, om jeg er for udadvendt og højlydt, men nævner jeg noget om, at jeg vil til at skrue lidt ned for charmen, så siger han til mig: ‘Det er dig, der skal larme i vores familie, og det er derfor, jeg elsker dig!” 

Ikke travlt med at blive ældre eller være yngre

“Jeg har til fulde accepteret, at jeg har den alder, jeg har. Jeg har hverken travlt med at blive ældre, men heller ikke med at være yngre. Og når jeg fylder 53 år, så er det også lige præcis den rigtige alder. Jeg kan godt se, at jeg ikke har den samme krop, som da jeg var 30 år, men det er sådan, jeg er. Det er her, jeg er nået til. Jeg ville da gerne smide et par kilo, men ville heller ikke dø, hvis jeg tog et par kilo på. Det er ikke en ligegladhed, men en accept.” 

Læs hele artiklen om Anne-Louise

I Magasinet Liv nummer 72 kan du læse resten af artiklen om Anne-Louise og tre andre kvinder, som har fået på plads, hvad de rent faktisk brænder for. 

I dette nummer af Magasinet Liv kan du også læse et stort interview med Lotte Mejlhede, og vi be- og afkræfter også 12 sundhedsmyter med hjælp fra både en diætist, en træner og en læge. Så skynd dig ned i din lokale kiosk, og få fingrene i det nyeste Magasinet Liv!

Magasinet Liv
© Magasinet Liv 72

Måske er du interesseret i ...

Seneste