Marie Louise Wille
© Ditte Capion

Skuespiller Marie Louise Wille: “Jeg har lært noget vigtigt om mig selv det seneste år”

Marie Louise Wille har noget på hjerte om at være modig. Både i de sammenhænge af livet, hvor hun altid har turdet og villet turde en hel masse. Og der, hvor hun først lige er ved at lære det

17. august 2017 af Karen Greve

Marie Louise Wille (47) er gift med skuespiller Thomas Bang og mor til Talullah på 16 og Uma på 7 år. Hun er er skuespiller og blev færdiguddannet fra Statens Teaterskole i 2002. Hun slog igennem på landsdækkende tv i 2008 som fotografen Mille i DR-serien 'Sommer' og var fastansat på Aarhus Teater fra 2011 til 2015. Hun har tidligere arbejdet på Aalborg Teater og er nu freelancer på flere teatre i København. Derudover er hun medstifter af Teater Grob i København.

Fra 13. september er Marie aktuel i teaterstykket 'Apati – en ønskekoncert', der er et af de 7 Dødssynder-stykker på Teater Republique i København. 

Et sted med mindre dødsangst

Bangebuks er ikke det første ord, der falder mig ind, da Marie Louise Wille træder ind ad døren med morgendug i krøllerne og smil i begge kindhuller. Hun slår mig ikke som en af de stille piger i klassen, og hun virker for farverig til at falde i et med tapetet.

Måske er jeg påvirket af, at jeg lige har set hende smide det meste af tøjet i teaterforestillingen Hår på den på Teater Grob i København? Hvis du er bange af dig, tør du vel ikke være næsten nøgen på scenen, uanset at “det kunne se meget værre ud” med sådan et sæt 47-årige bryster i fri dressur?

Hun er selvfølgelig i en rolle på scenen, og ligenu – med alt tøjet på – er hun sig selv, men alligevel tænker jeg snarere på mod og fandenivoldskhed end på angst, mens hun bestiller en cortado.

Men uanset hvad jeg tænker og tror, så har Marie Louise Wille været bange for noget. 

Det er følelsen af at være angst. Sådan helt ind i grundmarven angst, vi først skal tale om. Fordi der her er et sted, hvor skuespilleren kan mærke, at hun er blevet ældre og klogere og i bedre kontakt med sine følelser end nogensinde før.

“Jeg har lært noget vigtigt om mig selv det seneste år,” begynder Marie Louise Wille. Hun taler om en erkendelse, der har været længe undervejs. En, hun har taget tilløb til i flere omgange – og hver gang er bakket ud af. Fordi hun ikke anede, hvordan hun skulle gøre. Frygtede for at sige noget mærkeligt. Var bange for at fejle og få mareridt bagefter. 

Det handler om dødsangst. Helt konkret angsten for døden, og hun er veget udenom, så længe hun overhovedet kunne.

“Døden har på sin vis altid fascineret mig. Som barn så jeg et utal af gyserfilm og splatterfilm, men samtidig var jeg bange. Så bange, at jeg stak af hjemmefra, både da min farfar og da min mormor døde. Mine forældre syntes også, det var svært, så de lod mig smutte, og på den måde undgik jeg at se dem døde og forholde mig til begivenheden. Jeg holdt det hele ud i strakt arm. 

Senere er jeg som voksen veget uden om at se min tante Jette på sit dødsleje, selv om jeg blev tilbudt det og virkelig gerne ville have krammet hende en sidste gang, før hun døde. Det er jeg ked af, for hun støttede mig og lærte mig nogle retninglinjer i livet, som betyder helt vildt meget for mig. Hun var selv et menneske, der rummede andres sygdom og død. Så jeg tænker stadig meget ofte på hende. Og min elskede farmor så jeg ganske vist som død, men med en underlig distance, og kun fordi min kæreste, som nu er min mand, hjalp mig med at gå ind til hende. Jeg forholdt mig til det mærkværdige og komiske i, at hun var stiv, men ikke til hende.”

Kan man fortsætte sådan gennem livet? Med døden holdt ud i strakt arm?

“Jeg vidste godt, at der her var noget, jeg skulle arbejde på. Og det, der er så pragtfuldt ved kærligheden, er, at her er der hjælp at hente. Min mand, Thomas, har hjulpet mig med det. Da min farbror sidste år lå for døden, sagde Thomas, at han kunne høre på min fætter, at det snart ville ske, og at jeg skulle tage derud inden. Min krop ville ikke. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle opføre mig. Men Thomas forklarede mig helt praktisk nogle regler: ‘Tag ham i hånden, stryg ham over håret’, og det gjorde, at jeg kom ud af min selvoptagethed og tog af sted.”

Hvorfor var det så vigtigt at se døden i øjnene?

“Det er en form for intimitet og omsorg, som er meget vigtig. Min farbror var helt tynd og blå, men han var meget generøs og satte ord på sin oplevelse af at forsvinde. Han fik ingen medicin, fordi han gerne ville være helt til stede i sin sidste tid, og det var vidunderligt for mig at få lov at være sammen med en, der turde dø. Netop fordi jeg altid selv har tænkt, at jeg ville være så bange, at jeg ville dopes for ikke at mærke noget.” 

Ser du anderledes på døden nu?

“Jeg er i hvert fald kommet et langt stykke. Jeg øver mig. Øver mig i ikke at være så optaget af mig selv i de situationer. Det hjælper med til at blive bedre til at rumme det. Jeg har læst flere bøger om det – Den tibetanske bog om livet og døden og Starring at the Sun: Overcoming the Terror of Death – men der er ikke noget som at gøre det. Altså prøve at rumme den, der står med sorgen, og tilsidesætte din angst for at gøre noget forkert og så kaste dig ud i, ja, stille dig til rådighed, tage noget med, som kan afhjælpe dem, der står med den største sorg. Nogle af mine nærmeste fødte to børn for tidligt til, at de kunne overleve her i efteråret. Og det er dejligt at kunne dele, måske støtte, mennesker, du elsker, i sorgen. Det er jeg virkeligt glad for, at jeg kan nu.” 

Læs resten af artiklen om Marie Louise Wille

I Magasinet Liv 79 kan du læse resten af interviewet med skuespiller Marie Louise Wille. Hun fortæller blandt andet, hvor hun kommer fra, og hvor hun skal hen. Hun afslører også, hvorfor hun synes, at nydelsen fylder for lidt i vores alder. Så skynd dig ned i din lokale kiosk, og få fingrene i det nyeste Magasinet Liv!

Magasinet Liv 79
© Ditte Capion

Måske er du interesseret i ...

Seneste