Glad kvinde
© iStock

“Rollerne er byttet om – jeg er ikke nødvendigvis hjemme, hvis ungerne vil forbi”

Da Helles døtre flyttede hjemmefra, fik hun en mild form for depression. I dag nyder hun sin nye frihed så meget, at døtrene ringer og spørger: “Skal du nu til dans igen?!”

26. marts 2017 af Nana Toft

Billedet herover er ikke af Helle, men er indkøbt til artiklen.

“Hvad vil jeg egentlig med mit liv? Det nytter ikke at sidde her og pille navle, grave mig ned i et hul og tude over, at pigerne ikke længere bor her.”

Det er et par år, efter at Helle Lundgrens to døtre er flyttet hjemmefra. Fra at bo i et hus, hvor der altid var et rend af venner og veninder, er der nu kun Helle, hendes mand, Henrik, og deres teenagesøn Oscar, der er flyttet ud i annekset, eller ‘hyblen’, som de kalder det. Så ham ser de heller ikke meget til længere.

Hun køber indimellem ind, som om døtrenes veninder stadig spiser med, og har i det hele taget svært ved helt at slippe kontrollen. “Har du slukket stearinlysene?”, ringer hun en aften og spørger efter en middag hos den yngste datter. Så en dag beslutter Helle sig: Nu vil hun tage sig selv alvorligt. Så da Henrik en anden dag spørger hende: “Hvorfor begynder du ikke at danse igen?”, sætter spørgsmålet sig fast.

“Det vil ikke slippe mig. Henrik har ramt noget. Siden jeg var teenager, har jeg jo elsket at danse. I starten tænker jeg, at det er noget, Henrik og jeg kan gå til sammen. Men det er bare ikke noget for Henrik. Så købte jeg et medlemskab til en klub i nærheden. Kun til mig. Det gør mig glad, og jeg nyder, at jeg har en hobby, der kun er min. Kun for mig.” 

Mor med stort M

Nu står der dans på programmet fire gange om ugen. Mindst. Michael Jackson-dance. Dancefit. Retromix. You name it. Faktisk fylder det så meget i Helles liv, at alt andet tit kommer i anden række.

“Det er noget, venner, mand, og, ja, børn, lige skal vænne sig til. Måske især børnene. Nu oplever jeg, at pigerne, en anelse forurettet, siger: ‘Skal du nu til dans igen, mor?! Helt ærligt!’. Rollerne er byttet om.”

Hun kan endda få følelsen, at hendes børn synes, hun træder lige lovlig langt væk.

“Jeg kimer ikke mine børn ned i tide og utide, og jeg er ikke nødvendigvis hjemme, hvis de gerne vil forbi. Jeg tror, de skal vænne sig til, at jeg ikke altid er klar med aftensmad. Mor skal jo helst være, som mor altid har været.”

Ingen skal dog være i tvivl om, at Helle er mor med stort M. Men fra at savne dem enormt og føle sig meget ensom i sin nye tilværelse anerkender hun i dag, at du også skal bruge tid på dig selv. Det kan ligefrem være ret fantastisk.

“Det er vel en klassiker. Men jeg har skullet lære, at det var okay at gøre ting, der kun var for mig. Det kunne jeg jo næsten få dårlig samvittighed over i starten.”

Se værdien i en nyvunden frihed 

I dag nyder hun sine lange morgener, hvor hun tager sig god tid til sin kaffe. Hun prioriterer at få ordnet negle og går ture med husets nyeste beboer, Lucca, en tre måneder gammel bulldog. Og hun nyder, at der ikke behøver at stå aftensmad på bordet hver dag. Det giver nemlig ekstra tid til at give den gas som selvstændig.

Hun er også bevidst om ikke at tage styringen i køkkenet, når hun bliver inviteret på middag af sine døtre. Ligesom hun ikke spontant begynder at rydde op eller vaske op.

“Jeg ønsker ikke at være den bekymrede type. Så jeg spørger mine døtre, om jeg skal hjælpe til med noget. Som enhver anden gæst. Men jeg holder mig også tilbage.”

Og så alligevel. For uanset at hun for alvor kan se værdien i en nyvunden frihed, så er der et kapitel, hun trods alt ikke ser frem til med overdrevenbegejstring.

“Oscar har sagt, at han gerne vil til USA i et år. Så er Henrik og jeg endegyldigt alene. Så er der kun os og dyrene tilbage. Det gør lidt ondt. Jeg har slet ikke lyst til, at han skal af sted. Men jeg ved jo, at det vil være fantastisk for ham. Så selvfølgelig – af sted med ham.”

Der var altid 117.000 ting, vi skulle

Heldigvis har Helle og Henrik et stærkt ægteskab, hvor der er plads til at se hinanden forme sig på ny på nye måder. Helle har sin dans, Henrik har altid haft sin musik, men dyrker den mere nu. Og når de er sammen, er de knap så kvæstede, som da alle børnene boede hjemme.

“Der var altid 117.000 ting, vi skulle, så når vi endelig var alene, var vi trætte. Vi kan stadig være trætte, men du kan slet ikke sammenligne det! Vi er også gode til at tale sammen. Det er min oplevelse, at der er par, der har været forældre så meget, at de ikke kan være par, når børnene flytter. Det er Henrik og jeg slet ikke ude i.” 

Tværtimod er Helle og Henrik i seriøse forhandlinger om at købe et hus i Spanien. For at komme væk fra den danske vinter. Når nu de kan! “Danmark er lidt trist om vinteren, så vi har brug for at flygte til et varmt sted. Og så vil vi gerne have et sted med vores børn, hvor vi kan samles.” 

Men ikke længere væk end Spanien. Helle kan nemlig ikke lade være med at tænke på, at hun inden for en overskuelig fremtid kan være så heldig at blive mormor. 

“Jeg slipper trods alt aldrig det med at være løvemor. Jeg vil altid have det bedst, når jeg har styr på min flok.” 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 73.

Måske er du interesseret i ...

Seneste