Pernille Weiss
© Sine Nielsen

Pernille Weiss: "Jeg er fri af den dårlige samvittighed over ikke at være der altid"

Pernille Weiss’ flytte hjemmefra-farvel til sine store drenge blev også et stort goddag til sig selv. Pludselig fik hun mere frihed. Til at få et arbejde, som ikke er arbejde. Og til at plukke hårene af sine ben med en pincet...

23. januar 2018 af Louise Thorsted

Pernille Weiss (45) er gift og mor til Anna på 12 år, som hun har med sin mand, og Gustav på 21 og William på 18 år, som hun har fra tidligere forhold. Hun er sekretær, yogalærer og indehaver af webshoppen Pinjelunden.com, som sælger naturlige hud- plejeprodukter. 

Fri

“Jeg er nået dertil, hvor jeg synes, jeg har verdens letteste liv, set i forhold til hvordan det har været med tre børn og fuldtidsarbejde. Store drenge fylder jo lige så meget som børn på otte år. Det kan godt være, du ikke længere skal børste tænder på dem eller hjælpe dem med lektierne, men ellers er alt andet det samme. De roder og går aldrig i seng. Gustav, min ældste, flyttede for halvandet år siden, og William har fået en læreplads og bor hos sin far nu.

Nu er det kun Anna, der bor hjemme. Det er fornøjeligt at have en datter på 12 år. Vi hygger os jo for vildt, og det har nok også indflydelse på, at jeg ikke er mere sentimental over, at drengene er flyttet. Det er noget med at være fri af den der dårlige samvittighed over ikke at være der altid. Jeg savner dem rigtigt meget, men jeg vil også gerne ting for mig selv. 

Jeg har et dejligt fleksibelt arbejde med stor medbestemmelse og er helt bevidst om, at det er mit eget frie valg, hvad jeg ellers bruger min tid på. Jeg har altid trænet meget, så frihed er ikke lig med fritid. Men frihed til at gøre, hvad jeg vil. Mental frihed. Og jeg husker at sætte pris på det.

Da min mand var på fisketur på min fødselsdag, kom børnene og deres kærester med det hele og lavede mad. Jeg skulle bare sidde og drikke vin. Da tænkte jeg: Hold da op, hvor går tingene i den rigtige retning!” 

Passioneret

“Jeg har efterhånden mange skavanker. Blandt andet en diskusprolaps og en skulder, som jeg blev opereret i i sommer. Jeg havde kræft i en bindevævsknude som 28-årig, hvor de tog et par bidder af min ankel. Det har givet mig en bevidsthed om at passe på mig selv. Skal jeg blive syg igen, så skal det i hvert fald ikke være, fordi jeg stresser eller smører mig ind i farlige cremer. Hvis jeg ikke bevægede mig, kunne jeg gå rundt med mine knogler i en spand.

Jeg har løbet halvmaratoner og trænet styrketræning, men for 10 år siden opdagede jeg for alvor yogaen, som gør noget særligt for en havareret krop som min. For nogle år siden blev jeg færdig med en to-årig yogauddannelse. Da jeg fik min diskusprolaps og ikke engang kunne nå mine knæ, sagde min lærer, at jeg ville blive en bedre yogalærer af det. Jeg har en indsigt i de skader og skavanker, som er mange 40+ kvinders virkelighed. 

Indtil sidste efterår underviste jeg i idrætsforeninger, på RUC og veteraner med PTSD gennem mit job, men jeg gad godt samle det, og da jeg spottede et ledigt lokale i Lejre ved Roskilde, hvor jeg bor, ringede jeg med det samme. I dag har jeg 75 elever om ugen fordelt på fire hold. Jeg har ingen intention om at skulle leve af det. Faktisk må det ikke blive et arbejde, men skal fortsat være noget, jeg kun gør for sjov.

Min mand støtter mig 100 procent i det og er selv mod alle odds begyndt til yoga. Fra start af gjorde vi det sådan op: At i værste fald – og hvis det kun lige løb rundt – ville jeg så gøre det ‘gratis’? Og det vil jeg. Det er en kæmpe tilfredsstillelse, når folk kommer og siger, at det er det bedste, de nogensinde har gjort for sig selv. Jeg er helt bevidst om, at jeg har tre måneders opsigelse i mit yogastudie, og skal jeg det ikke mere en dag, så siger jeg det bare op. Jeg er ligeglad med, om nogen så skulle sige: ‘Så gik det nok ikke alligevel’. Jeg er ikke bange for at fejle.” 

Og rolig

“Jeg har ikke mange veninder, men dem, jeg har, laver jeg altid noget aktivt sammen med. Jeg er ikke god til det med at sidde og snakke på café. Den ene veninde er jeg næsten altid nøgen med, fordi vi ofte er ude og bade. Også om vinteren. Så er der hende, jeg altid går tur med og drikker øl med. Jeg har også en veninde i København, som kører til Lejre hver uge til et af mine yogahold, så vi kan ses.

Jeg elsker det forhold, Jesper og jeg har fået til drengene og deres kærester, nu de er blevet voksne. Når de kommer i weekenderne, er det mere som en venskabelig relation, hvor vi laver sjove ting sammen.

Men jeg nyder også at være alene. Jeg har faktisk helt overdrevet brug for at være det, fordi jeg er meget på og giver meget ud, både på mit arbejde og til yoga.

Alle tror, jeg er udadvendt, men jeg er faktisk mega indadvendt. Jeg bliver drænet af socialt samvær, for jeg vil så gerne lytte og være en god ven, men det er noget, jeg skal samle energi til. 

Jeg kan næsten ikke få mundvigene ned, hvis Jesper skal på fisketur. I stedet for at lave en venindeaftale, så drikker jeg hvidvin og plukker hårene af mine ben med en pincet. Det lyder sygt, men er faktisk ret meditativt.

Jesper siger, at jeg på nogle måder er lidt kold. Han oplever det, som om jeg har en tænd og sluk-knap. Og det er ikke helt galt. Uanset hvor mange problemer jeg har, eller om vi er midt i et skænderi, så går jeg helst i seng klokken 22, fordi jeg tænker: Hvis jeg skynder mig at sove, så er det hele måske blevet bedre, når jeg vågner.

Bare lægge hovedet på puden, trække vejret dybt og tænke på, at solen altid står op igen i morgen. Og jeg sover faktisk!

I mine yngre dage tog jeg alle skænderier og kampe. Det gider jeg ikke mere. Jeg tror, det er en aldersting ikke hele tiden at behøve at være i forsvar, men at tage det mere roligt.” 


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 83.

Måske er du interesseret i ...

Seneste