Marta Ahrenst Bakonyvari
© Sine Nielsen

Marta er eventyrlysten af natur: “Jeg skal have fornemmelsen af at cutte livlinen”

Der gik 25 år, fra Marta begyndte at tage sit motorcykelkørekort, til hun satte sig op på sin drøm af en motorcykel for at rejse tværs gennem Marokko!

10. september 2017 af Louise Thorsted

Marta Ahrenst Bakonyvari har en kæreste og er mor til Mira på 27 og Thomas på 21 år fra tidligere ægteskab. Hun er idrætslærer og studievejleder. 

Da Marta Ahrenst Bakonyvari fyldte 50 år, holdt hendes eksmand en tale for hende. Han sagde blandt andet, at han følte, at nu var trolden måske tæmmet. Trolden var og er Marta.

“Jeg er eventyrlysten af natur. Men jeg fik ikke lov til de vilde ting i min barndom på Islands Brygge. Min opdragelse var lidt streng, men så var vores leg uden de voksnes opsyn til gengæld alt andet. Jeg gik på eventyr. Og som ung rejste jeg ofte. Mange gange fordi jeg var forelsket i en eller anden i USA eller Europa. Jeg mødte min eksmand på min idrætsuddannelse på universitetet. Han var skilærer, og jeg var lige gået i gang med at tage motorcykelkørekort, men han syntes, det var ufedt, og så stoppede jeg.” 

Parrets fælles børn satte en stopper for rejselysten til de fjerne kontinenter. Marta blev stik imod egne forventninger en pylremor, ferierne blev mere børnevenlige, og der blev lagt låg på eventyreren. Et låg, som der først løftes lidt på, da Marta i sine 40’ere begynder at køre mountainbike sammen med en flok nabokvinder.

“Jeg stillede op i 24-timers løb og fik igen smag for fart og udholdenhed. Jeg har altid været lidt vildere end min eksmand, som er mere kontrolleret aktiv. Jeg havde foreslået at tage orlov og rejse ud et år, men han havde ikke den drøm.”

Parret begyndte at gøre ting hver for sig. I 2015 blev de skilt

“Det var mange ting, der ændrede sig i mit liv der. Og nærmest på én gang. Hos en fælles ven møder jeg Jes, som bor på landet. Villa, Volvo og vovhund bliver skiftet ud med vildmand. Og det bliver nemmere at gøre skøre ting og forfølge mine drømme, fordi jeg bliver forstået i det og mødt af en, der er lige så spontan som mig.”

Marta skifter fast ejendom ud med en nomadetilværelse fordelt mellem kæresten
på landet og hendes lejlighed i byen. Mange af hendes ting er pakket ned i flyttekasser. Det eneste, hun altid har med sig, er en frugtskål og skiftevis sit sommertøj og sit vintertøj.

“Jeg føler mig enormt fri. Fri af ansvar og dårlig samvittighed. Og økonomisk fri. Det er blevet nemmere at mærke, hvad der er rigtigt, jo mere jeg skærer ind til benet. Jeg har et arbejde, jeg er superglad for, og som jeg ikke har lyst til at droppe.” 

En af de ting, Marta mærker, er, at det er tid til at få taget det motorcykelkørekort. Jes har en motorcykel. Den har Marta prøvet at sidde bagpå. Men hun faldt i søvn og hang så faretruende ud til siden, at bilisterne omkring dem dyttede.

“Da jeg endelig ringer og melder mig til kurset, lyder læreren lidt forbeholden, da jeg fortæller, at jeg er 56 år. Han blev lidt mere rolig, da jeg mødte op. Alt går jo ikke i stå, bare fordi du er fyldt 50 år. Jeg har det fint med min alder og har aldrig været i panik. Måske fordi jeg kan de samme ting som altid. Jeg løber, svømmer, styrketræner og cykler – som for 20 år siden.” 

Den nye hobby optager Marta så meget, at hun vender den sidste rest af pylremoderen ryggen. Hun får bare ikke lige forklaret det til sine børn.

“Jeg blev optaget af at gå efter nogle andre ting og slap dem lidt mere. Fra omklamrende ‘har du husket?’-mor-opkald 15 gange om dagen, til at de ikke hører fra mig i flere dage. Det reagerede min dengang 24-årige datter på. Hun spurgte, om jeg ikke elskede hende mere? Vi fik snakket om det, og jeg fik forklaret, at mine tanker var et andet sted.” 

Drømme avler drømme

Det, der er Martas kongstanke i dag, er at have gode og lange ferier og så lave faste udgifter som muligt, så der er tid og råd til at rejse. Hun har været i Grønland, hvor hun blev sat af på et mennesketomt sted sammen med Jes uden mulighed for at kommunikere, men med aftale om at blive hentet på et aftalt sted en uge senere. Som så, på grund af dårligt vejr, blev til otte dage.

Den ultimative drøm udlevede hun i foråret 2016, da hun kørte gennem og over Atlasbjergene i Marokko på sin offroad motorcykel. 1.500 kilometer på otte dage. Efter højst at have kørt motorcykel 15 timer i alt. 

“Jeg havde ingen rutine og var ene kvinde blandt 12 mænd. Jeg lagde mig bevidst bagerst. Dels ville jeg ikke ende med at føle mig presset af mere rutinerede kørere bag mig, dels ville jeg ikke blive en stopklods for dem. Jeg tror ikke, min puls var under 200 på noget tidspunkt. Jeg har aldrig haft højdeskræk, men det fik jeg der. På en bjergside med udsigt til stejl afgrund. Og Jes i mine ører, som hele tiden mindede mig om, at jeg skulle holde farten, for ellers ville det kun blive sværere at få den 150 kilo tunge motorcykel over de smalle grus- og stenstier. Og rundt i hårnålesvingene uden vejværn. Et forkert ryk eller for lav fart, og jeg ville ryge ud over bjergsiden. Det giver også et adrenalinkick. Bagefter.” 

Får hun chancen, vil hun gøre det igen. Men det er røget ned ad listen, for veludførte drømme avler flere drømme, og øverst på listen står en vildmarkstur til Vancouver kombineret med New Zealand og Japan. Måske på motorcykel. Eller mountainbike?

“Det bliver helt sikkert ikke en pakketur. Jeg skal have fornemmelsen af at cutte livlinen. Jeg drømmer også om at deltage i Arctic Circle Race – verdens hårdeste langrendsløb. 160 kilometer på tre dage i Grønland. Det er mit mål at gøre det i foråret 2018.” 

Er der noget, du gerne ville have vidst, inden du gik i gang?

“Den der med bare at gøre det! Jeg har egentlig altid tænkt, at du kan, hvad du vil. Jeg gentog det ofte for mig selv som ung, og det blev ved at ulme i de fornuftige år som kone og mor. Det krævede et skub, mod og en fast beslutning at komme tilbage til og forfølge mine drømme igen.” 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv 78.

Måske er du interesseret i ...

Seneste