Liselotte Enggård Jacobsen
© Sine Nielsen

Liselotte: "Selv om jeg følte, jeg trådte på isflager, var jeg stædig"

Da Liselotte Enggård Jacobsens hofter skred, gik hun fra at være en frygtløs jagtrytter til at gå til handicapridning. Hun har erkendt, at livet giver skrammer, men hvad gør det, når hun har fundet manden til resten af livet!

28. januar 2018 af Louise Thorsted

Liselotte Enggård Jacobsen (55) er gift og mor til Zander på 23 år, som hun har med sin eksmand. Hun er journalist og selvstændig inden for pr og strategisk kom­munikation og så har hun en master i NLP. Purepress.dk 

Stærk

“Jeg har altid redet, men da jeg var omkring 45 år, begyndte det at gøre ondt i min hofte. Jeg ignorerede det, men måtte til sidst overgive mig. Jeg fik konstateret slidgigt.

Der er grænser for, hvor længe nye hofter holder, så i stedet for at blive opereret gik jeg i gang med at træne for at skabe stærke muskler.

I 2009 fik jeg en ny højre hofte, men vidste med det samme, at der var noget galt. Det brugte jeg 10 måneder på at overbevise lægerne om. I 2010 blev jeg opereret igen. Min krop havde forsøgt at udskille protesen, og skruerne havde gnavet store huller i min hofte. Min krop var så smadret, at jeg efterfølgende rev alt til mig. Jeg røg ind og ud af avancerede scannere, og jeg fik smidt mistanker om lungekræft og andre diagnoser efter mig.


Fra at være Liselotte, som kørte derudad med 400 kilometer i timen, var jeg lige pludselig syge Liselotte. Jeg skulle øve mig i at se det i et større perspektiv. Som i: O.k. så er jeg måske syg i to-tre år, men hvis jeg nu lever i 88 år, så går det nok. Jeg måtte finde trøst i stadig at kunne små ting. Som for eksempel at gå en tur med hunden. 

Jeg har tidligere været den vildeste jagtrytter og forklarede min kirurg og læge, at jeg skulle ride igen. Det er min livskvalitet og blev mit mål.

I 2011 begyndte jeg til handicapridning på en stor pony. I dag har jeg min egen hest. Jeg er nødt til at træne fast i fysioterapi resten af mit liv, for gør jeg ikke det, bliver jeg stiv i kroppen og kan ikke ride. Jeg kommer aldrig til at elske træningen, men jeg smiler, mens jeg gør det, for jeg ved, at det er afgørende for, at jeg kan leve det liv, jeg vil. Kombinationen af min træning og min ridning holder mig smertefri, også selv om jeg nu har proteser i begge hofter. Jeg bestemmer selv, hvor meget mine fysiske udfordringer må fylde, og jeg tror på, at den indstilling har hjulpet mig til en sundere, stærkere og absolut behageligere måde at leve mit liv på.” 

Livsmodig

“I 2010, netop udskrevet fra hospitalet og midt i et 14-dages rekreativt ophold, blev jeg fyret. Det er aldrig sjovt at blive fyret, men jeg var ked af at blive det over mobilen en fredag eftermiddag, og mens jeg helt bogstaveligt talt lå ned.

Da jeg endelig kom ovenpå fysisk, stod jeg med et arbejdsliv, der var flået midt over. Og jeg var i forvirringen blevet 50 år. Jeg har altid knoklet og været dygtig til mine job som redaktør på forskellige magasiner, så derfra til lige pludselig ikke at være ønsket, det var et wake up-call. Jeg tyggede lidt på: Hvad er det, jeg kan? Hvad har jeg lyst til at bidrage med? Jeg snakkede med mine bedste støtter, min mand og mine dyr. Og selv om jeg følte, at jeg trådte på isflager, som rykkede sig under mig, var jeg stædig og vedholdende. 

Jeg tog en diplomuddannelse i kommunikation, og kombineret med min journalisterfaring og min NLP- og coach-uddannelse har jeg en god værktøjskasse. I dag trives jeg med den frihed, der er i at være selvstændig. Nu fylder mit arbejde det, det skal. Og derfor er et af mine ord livsmodig, for du kommer ikke igennem livet uden skrammer, men tror du på, at livet hjælper dig på vej, skal det nok gå.

Livsmodig er også at turde sænke kravene til livet. Jeg har dårlige dage, hvor jeg slæber mig ud til stalden, men jeg går altid let hjem igen. Jeg er god til at nulstille. Jeg tror i det hele taget, at livet skal leves med mod.” 

Og elsket

“Jeg blev skilt fra min eksmand gennem 20 år i 2004, da vores søn var ni år. Vi havde haft en fest sammen, men endte med at brænde hinanden ud. Min krop var først til at sige stop, for jeg fik en seriøs advarsel, som min læge kaldte det, da hun efter et blackout opfordrede mig til at finde ud af, hvad det var i mit liv, der ikke fungerede.

Så kørte jeg hjem og sagde til min eksmand: ‘Det her går ikke. Jeg vil gerne have, at du flytter’. Det med at turde se på dig selv og tage nogle chancer, det dyrker jeg. Jeg er en chancerytter. Selv om det var mig, der gik, tudede jeg i en hel uge. Også når min veninde ringede hver aften. På ottendedagen sagde hun: ‘Nu skal du gå i gang med det, du er allerbedst til. At handle’.

Så begyndte jeg at tænke over, hvad jeg havde bidraget med i mit forliste ægteskab, og hvad jeg kunne og ville bidrage med, hvis jeg var så heldig at møde en ny mand. Jeg fik en klar fornemmelse af, hvad der betyder noget for mig, og da jeg mødte Otto, var jeg ikke i tvivl. Vi er hinandens modsætninger, men passer sammen som to tandhjul. Mine veninder griner af mig, men er jeg væk fra Otto i 24 timer, så savner jeg ham så meget, at jeg får helt ondt i maven. 

For første gang i mit liv har jeg lært, at det er o.k. at blive elsket. Jeg behøver ikke gøre mig fortjent til det, men må godt bare være. Også være lille og sårbar og have en dårlig dag.

Hvis Otto har lært mig noget, så er det ikke at tillægge andre værdier, du slet ikke ved, om er deres. Det giver så meget ro bare at tage andre for dem, de er, og hvor de er – lige nu. Og det har haft betydning for, at der er så mange fuldstændigt fantastiske mennesker i mit liv. Jeg tror på, at vi mennesker som udgangspunkt gerne vil det positive.

Jeg stiller heller ikke længere så store krav til mig selv. Jeg er blevet rigtigt god til at elske mig selv og til at tilgive mig selv, og det giver plads og frihed til en masse andet.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 83. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste